KÄRLEK til påbud om præsternes stedsevarende cølibat. Herindi slynger sig den tankegang, at den, der lever seksuelt afholdende, i sig samler hellig kraft (mana) og derfor er særlig skikket til at udføre farlige eller særligt hellige handlinger. I det gamle Israel skulle krigerne være seksuelt afholdende (se 1. Sam. 21: 1 ff.; 2. Sam. 11:2 ff.). I primitive kulturer møder man ofte den opfattelse, at »rene» jomfruer eller »kyske» ynglinge, undertiden også børn, der endnu ikke er kønsmodne, rummer særlig hellige kræfter i sig. Middelalderlig overtro mente ofte, at blod af sådanne mennesker havde lægende kraft f. eks. mod spedalskhed. I hedenske religioner tænkes undertiden visse kvinder så inderligt forbundne med guddommen, at de ses som dennes brud eller hustru. Følgelig må de ikke have seksuel omgang med noget menneske. Således var den delfiske Pythia Apollons elskede. Man har villet finde tendenser til fremhævelse af k. i denne betydning af ordet enkelte steder i N. T., især i Jesu ord i Matt. 19: 12 om gildingerne, der har gildet sig selv for himmerigets skyld, i 1. Kor. 7, hvor Paulus fremhæver den ugifte stand, og i Johs. Åb. 14:2 ff., hvorefter de, der synger den himmelske lovsang, er »jomfruer». Dette sidste sted skal imidlertid sikkert forstås billedligt om sindets troskab mod Kristus (jfr. f. eks. 2. Kor. 11:2). De to andre steder viser utvivlsomt, at mennesker i visse fald med rette kan foretrække ugift stand for derved bedre at kunne hellige sig tjenesten. Men intet af dem peger i retning af, at ægteskab skulle »forurene». En sådan tanke er N. T. fjern. Den k., kristendommen kalder til, kan da udmærket forenes med ægteskab. Det seksuelle samliv mellem ægtefæller er ikke noget ringe, der helst skulle undgås, og som kun henter sin berettigelse fra hensynet til eventuelle børn. Ret k. indenfor ægteskabet finder sit udtryk i 1. Tess. 4: 3—5, og et sted som 1. Kor. 7:5 viser tydeligt, at Paulus regner det seksuelle samliv som det selvfølgelige i et kristent ægteskab. Romerkirkens opfattelse, hvorefter Jesu apostle, for så vidt 731 de var gifte, efter mødet med Jesus betragtede deres hustruer som søstre, har intet medhold i N. T. og strider direkte mod Paulus’ klart udtalte opfattelse. Ægte k. betyder, at man ikke i sin tanke og tale idelig er bestemt af seksuelle associationer. Det bedste middel herimod er gode og værdifulde interesser af anden art. På den anden side kan k. meget vel forenes med fuld åbenhed i omtalen af seksuelle spørgsmål. Tidligere tiders fortielser og snerpethed har utvivlsomt ofte virket mod sin hensigt og fremmet en lummer atmosfære. Det gælder imidlertid om, at den naturlige blufærdighed ikke krænkes, og at al slibrighed skys. Det er naivt at mene, at fuld åbenhed angående seksuallivet løser alle problemer. At den kristne må bekæmpe pornografiske billeder og litteratur, er selvfølgeligt. Problemet er, hvorledes denne kamp bør føres. Retslige angreb vil tit ikke føre til målet. Den bedste kampmetode er normalt at sætte positive værdier ind i stedet og i sin kamp at undgå snerpethed. Se også Sexualetik, Äktenskap. Litt.: Art. Keuschheit (i Die Religion in Geschichte u. Gegenwart 3, 2. ed. Tübingen 1929); E. Lövestam, Äktenskapet i Nya testamentet (diss. Lund 1950). Litteraturen er i øvrigt uoverskuelig. Fra nordisk hold kan nævnes A. Runestam, Äktenskapets etik (Uppsala 1935); B. Rodhe, Kärlek, kamratskap, äktenskap (Sthm 1944); A. Johnson, Mann og kvinne skapte han dem (Oslo 1939); håndbøger i psykologi, f. eks. A. Christiansen, De unges sjæleliv i overgangsaarene (Aarhus 1926), i religionspsykologi, f.eks. H. Fuglsang-Damgaard, Religionspsykologi (Khvn 1933) og i etik. Ang. primitive forestillinger se især J. G. Frazer, The golden bough 1:2 (3. ed. London 1911). N. H. S. KÄRLEK. 1.ÆExegetiskt. De ord, som i G. T. närmast motsvara vårt »älska» och »kärlek» (aha'b och ahaba'h) användas liksom deras synonymer både om gudomlig och mänsklig k. I senare fallet är det särskilt fråga om k. mellan man och kvinna, vilken i Höga visan besjunges som den mäktigaste av alla lidelser: »kärleken är stark som döden», 8:6. Men oftast rör det sig om något mycket mer än det erotiska. »Kärlek» är ett uttryck för hela den äktenskapliga tillgivenheten i 732