- Project Runeberg -  Nordisk teologisk uppslagsbok för kyrka och skola / 2. I - O /
779-780

(1952-1957) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Laurentius Petri - Lavkirkelighet - Legalism - Legeme og sjæl

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

LEGEME OG SJÆL stod konungen. Som ärkebiskop vigde han Gustav Vasa 1531 och 1536, krönte hans tre gemåler och var själv gift med Birgitta Vasa, konungens kusindotter. Gustav Vasas utpräglade misstro mot episkopatet och hans ständigt närda önskan att likvidera den medeltida episkopalförfattningen vållade dock L. P. många svårigheter, och han fick vid olika tillfällen erfara sin konungs misshag. Under Erik XIV:s regering blev hans ställning både starkare och friare, men händelserna i samband med Eriks sjukdom och avsättning ställde den gamle ärkebiskopen inför mycket svåra prov, och eftervärldens dom har stundom — säkerligen med orätt — blivit ganska hård. Med Johan III inträdde lugnare förhållanden, och L.P. kunde nu slutföra och vid kyrkomötet i Uppsala 1572 framlägga sitt livsverk: Kyrkoordningen av 1571. Litt.: Någon biografi över L. P. finns icke. De av L. P. utgivna skrifterna äro förtecknade av I. Collijn, Sveriges bibliografi intill år 1600, bd 2 (Uppsala 1931); ang. senare tryckta eller ännu otryckta arbeten av L. P. hänvisas till Hj. Holmquist, Reformationstidevarvet 1521—1611 (Sthm 1933); S. Kjöllerström, Striden kring kalvinismen i Sverige under Erik XIV (diss. Lunds univ. årsskr. N. F. avd. 1, bd 31 nr 5, 1935); Å. Andrén, Introductorium theologicum (Sthm 1950). I dessa arbeten återfinnes även den viktigare litteraturen om L. P. S. Kj—m LAVKIRKELIGHET, se Lågkyrklighet. LEGALISM, se Lag, Lag och evangelium. LEGEME OG SJÆL. 1. Religionshistorisk. S. som bevidsthedslivets centrum og 1. som indbegrebet af menneskets fysisk-biologiske virkelighed sondres ikke skarpt i primitiv religion. L. er ikke s. modsat men dens ytringsform. Mennesket har ikke en s. adskilt fra 1., men det er med sin legemlighed s. S. er evne til at udfolde livsmuligheder og lykke er s.s frie udfoldelse af sine muligheder. Når en s. er stærk, »lykkelig», udbreder den sin styrke til svagere s. Høvdingen, som er en stærk s. med stor lykke, meddeler sin styrke til sine mænd. Svagere s. drages til den stærkere, og en sjælelig harmoni, en pagt, opstår. S. er ikke 779 spærret inde i 1., men behersker menneskets hele livsrum, f.eks. høvdingens våben eller profetens kappe. Pagtslutning stadfæstes ved gaveudveksling, fordi s. bor i gaven. (Jfr. 1. Sam. 18:3—4 og 1. Kong. 19:19—21.) Sjæleligt fællesskab rækker gennem pagt, gave og slægt langt ud over enkeltmenneskets snævre grænser. Af særlig betydning er her ætten. Stamfaderen (jfr. Abraham og patriarkerne) lever i stammens enkelte medlemmer, hans stor-sjæl er virksom i-dem alle. S. og l. er en enhed i funktionen: »Hvis vi tænker os en mand i handlingens moment, f.eks. en konge, der dræber sin fjende, da er det hans højre hånd, der øver handlingen. I denne højre hånd ligger i det øjeblik hele kongens s.: dens stolthed og vælde, dens had og grumhed og alt andet, som udgør en krigerisk konges s.». (J. Pedersen.) Primitiv opfattelse af s.s og l.s enhed findes bevaret i mange religioner (Israel, nordisk religion). Sondring mellem s. Oog 1l. udspringer ofte af forestillinger om menneskets skæbne efter døden (eskatologi). S., som jævnlig identificeres med åndedrættet, (»ånd», »anima», »atman» =s., betød oprindelig åndedræt) forlader ved døden 1. op opfattes som en finere skikkelse af det legemlige menneske, »billed-s.». S.s tilværelse efter døden opfattes ofte som en skyggetilværelse (Hades hos grækerne, Sheol hos iraelitterne). Hvor jordelivet anses for noget ondt, og frelse søges ìi det hinsidige, opfattes 1. tit som et fængsel, hvorfra s. ved døden udfries, således hos orfikerne (mysteriereligion fra 7. årh. f. Kr.), i hellenistiske mysteriereligioner og i gnosticismen. I indiske religioner (f.eks. buddhismen) findes et lignende syn på 1., forbundet med tanken om en sjælevandring til s.s lutring. Sammenfattende: hvor religionen tilstræber dennesidig livsfornyelse gennem kult, ses 1. og s. oftest som en enhed. Hvor frelsen tænkes hinsidig, bliver 1. ofte s.s fjende. En undtagelse herfra er de profetisk-eskatologiske religioner, parsisme, jødedom, kristendom og muhammedanisme, som i deres opstandelsestro forener en positiv 780

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:28 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntu/2/0404.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free