Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Laurentius Petri
- Lavkirkelighet
- Legalism
- Legeme og sjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEGEME OG SJÆL
stod konungen. Som ärkebiskop vigde han
Gustav Vasa 1531 och 1536, krönte hans tre
gemåler och var själv gift med Birgitta Vasa,
konungens kusindotter. Gustav Vasas
utpräglade misstro mot episkopatet och hans
ständigt närda önskan att likvidera den
medeltida episkopalförfattningen vållade dock
L. P. många svårigheter, och han fick vid
olika tillfällen erfara sin konungs misshag.
Under Erik XIV:s regering blev hans
ställning både starkare och friare, men
händelserna i samband med Eriks sjukdom och
avsättning ställde den gamle ärkebiskopen
inför mycket svåra prov, och eftervärldens
dom har stundom — säkerligen med orätt —
blivit ganska hård. Med Johan III inträdde
lugnare förhållanden, och L.P. kunde nu
slutföra och vid kyrkomötet i Uppsala 1572
framlägga sitt livsverk: Kyrkoordningen av
1571.
Litt.: Någon biografi över L. P. finns icke. De
av L. P. utgivna skrifterna äro förtecknade av
I. Collijn, Sveriges bibliografi intill år 1600, bd 2
(Uppsala 1931); ang. senare tryckta eller ännu
otryckta arbeten av L. P. hänvisas till Hj.
Holmquist, Reformationstidevarvet 1521—1611 (Sthm
1933); S. Kjöllerström, Striden kring
kalvinismen i Sverige under Erik XIV (diss. Lunds univ.
årsskr. N. F. avd. 1, bd 31 nr 5, 1935); Å. Andrén,
Introductorium theologicum (Sthm 1950). I
dessa arbeten återfinnes även den viktigare
litteraturen om L. P. S. Kj—m
LAVKIRKELIGHET, se Lågkyrklighet.
LEGALISM, se Lag, Lag och evangelium.
LEGEME OG SJÆL. 1. Religionshistorisk.
S. som bevidsthedslivets centrum og 1. som
indbegrebet af menneskets fysisk-biologiske
virkelighed sondres ikke skarpt i primitiv
religion. L. er ikke s. modsat men dens
ytringsform. Mennesket har ikke en s. adskilt
fra 1., men det er med sin legemlighed s.
S. er evne til at udfolde livsmuligheder
og lykke er s.s frie udfoldelse af sine
muligheder. Når en s. er stærk,
»lykkelig», udbreder den sin styrke til svagere s.
Høvdingen, som er en stærk s. med stor
lykke, meddeler sin styrke til sine mænd.
Svagere s. drages til den stærkere, og en
sjælelig harmoni, en pagt, opstår. S. er ikke
779
spærret inde i 1., men behersker menneskets
hele livsrum, f.eks. høvdingens våben eller
profetens kappe. Pagtslutning stadfæstes ved
gaveudveksling, fordi s. bor i gaven. (Jfr.
1. Sam. 18:3—4 og 1. Kong. 19:19—21.)
Sjæleligt fællesskab rækker gennem pagt,
gave og slægt langt ud over
enkeltmenneskets snævre grænser. Af særlig betydning
er her ætten. Stamfaderen (jfr. Abraham og
patriarkerne) lever i stammens enkelte
medlemmer, hans stor-sjæl er virksom i-dem
alle.
S. og l. er en enhed i funktionen: »Hvis vi
tænker os en mand i handlingens moment,
f.eks. en konge, der dræber sin fjende, da
er det hans højre hånd, der øver handlingen.
I denne højre hånd ligger i det øjeblik hele
kongens s.: dens stolthed og vælde, dens had
og grumhed og alt andet, som udgør en
krigerisk konges s.». (J. Pedersen.)
Primitiv opfattelse af s.s og l.s enhed
findes bevaret i mange religioner (Israel,
nordisk religion). Sondring mellem
s. Oog 1l. udspringer ofte af forestillinger
om menneskets skæbne efter døden
(eskatologi). S., som jævnlig identificeres med
åndedrættet, (»ånd», »anima», »atman» =s.,
betød oprindelig åndedræt) forlader ved
døden 1. op opfattes som en finere
skikkelse af det legemlige menneske,
»billed-s.». S.s tilværelse efter døden opfattes
ofte som en skyggetilværelse (Hades hos
grækerne, Sheol hos iraelitterne). Hvor
jordelivet anses for noget ondt, og frelse søges
ìi det hinsidige, opfattes 1. tit som et fængsel,
hvorfra s. ved døden udfries, således hos
orfikerne (mysteriereligion fra 7. årh. f. Kr.),
i hellenistiske mysteriereligioner og i
gnosticismen. I indiske religioner (f.eks.
buddhismen) findes et lignende syn på 1., forbundet
med tanken om en sjælevandring til s.s
lutring.
Sammenfattende: hvor religionen
tilstræber dennesidig livsfornyelse gennem
kult, ses 1. og s. oftest som en enhed. Hvor
frelsen tænkes hinsidig, bliver 1. ofte s.s
fjende. En undtagelse herfra er de
profetisk-eskatologiske religioner, parsisme,
jødedom, kristendom og muhammedanisme, som
i deres opstandelsestro forener en positiv
780
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:28 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/2/0404.html