1951, s. 182 ff., 187 ff.; rikhaltig bibliografi). 2. För svenska medeltidslegender och litt. därom, se Samlingar utg. av Svenska fornskriftsällskapet 1 ff. (Sthm 1845 ff.; med inledande Fornsvensk bibliografi, vars 2 suppl. går fram t.o. m. 1944). 3. Acta Sanctorum 1—68 (Antwerpen—Bryssel 1643—1940; även omtryck i Venedig och Paris. Det sista bandet utgör en vetenskaplig kommentar till Martyrologium Romanum); Subsidia hagiographica 1—27 (Bruxelles 1886 —1951; innehålla bl.a. Bibliotheca hagiographica latina, resp. gracca och orientalis liksom bibliotekskataloger över hagiografiska manuskript. Moderna översättningar av ett sovrat och kommenterat urval finnas hos S. Baring-Gould, The lives of the saints 1—16 (2 ed. Edinburgh 1914); A. Butler, Lives of the saints 1— 12 (2 ed. London 1926—38); Vies des saints et des bienheureux selon l'ordre du calendrier, avec l'historique des fêtes 1—10 (Paris 1935—52; t.o.m. okt.; 3 delar återstå); B. Poðooos, “IMowes 1—12 (Athen 1940—49); L.-M. Petin, Dictionnaire hagiographique 1—2 (Encycl. théol. 40—41, ed. J. P. Migne, Paris 1850); J. E. Stadler m.fl., Vollständiges Heiligen-Lexikon 1—5 (Augsburg 1856—82); F. G. Holweck, A biographical dictionary of the saints with a general introduction on hagiology (St. TOŬ Y pICTIAVICHLON Louis—London 1924); J. Baudot, Dictionnaire d’hagiographie (Paris 1925); Fr. v. S. Doyé, Heilige und Selige der römisch-katholischen Kirche 1—2 (Leipzig 1930; goda sakregister); D. Attwater, A dictionary of saints (2 ed. London 1948; samtidigt index till Butler); dens., Lives of the saints (by A. Butler); first suppl. volume (London 1949); Books of saints, A dictionary of servants of God canonized by the Catholic Church (4 ed. London 1947). K. Künstle, Ikonographie der christlichen Kunst 2 (Freiburg i. Br. 1926); J. Braun, Tracht und Attribute der Heiligen in der deutschen Kunst (Stuttgart 1943). H. Delehaye, A travers trois siècles. L'Œuvre des Bollandistes (1615—1915) (Bruxelles 1920; äv. förf. till ett flertal specialundersökn. av stor betydelse); H. Günter, Legenden-Studien (Köln 1906); dens., Psychologie der Legende (Freiburg i. Br. 1949; standardverk); L. Zoepf, Das Heiligen-Leben im 10. Jahrhundert (Beitr. z. Kulturgesch. des Mittel-Alters 1, Leipzig 1908); R. Kapp, Heilige und Heiligenlegenden in England. Studien zum 16. und 17. Jahrhundert 1 (Halle 1934); C. G. Loomis, White magic (The mediæval acad. of America. Publication 52, Cambridge, Mass. 1948); H. 785 LEIBNIZ Schauerte, Die Volkstümliche Heiligenverehrung (Münster 1948). 4. C.-M. Edsman, Ignis divinus (Skrifter utg. av Vetenskaps-Soc. i Lund 34, diss. Lund 1949; s. 34 ff., 166 ff.). C.-M. E. LEIBNIZ, Gottfried Wilhelm (1646—1716), tysk filosof og matematiker, født i Leipzig som søn af universitetsprofessor; studerede jura, filosofi og naturvidenskab; blev 20 år gammel dr. jur. Hans geni og lærdom spænder over så godt som alle områder af tidens viden. Efter nogle års tjeneste hos kurfyrsten af Mainz opholdt han sig fra 1672—76 i Paris, hvor han, inspireret af Huygens, begyndte den systematiske opbygning af infinitesimalregningen. Han besøgte Spinoza i Holland. 1676 blev L. hofråd og bibliotekar hos fyrstehuset i Hannover; 1700 den første præsident for Videnskabernes Akademi i Berlin, som han havde været med til at stifte. L.s filosofiske hovedværker er: » Nouveaux essais sur l'entendement humain» (mod Locke, skrevet 1704, udkom 1765), »Théodicée» (1710, mod Bayle), »La Monadologie» (udgaves 1720 i tysk oversættelse og først 1840 i den franske original). Dertil kommer talrige mindre afhandlinger og breve. Leibniz’ system er karakteriseret af et modsætningsforhold til Descartes (jfr. Cartesianismen) og Spinoza*. Han vil forene den naturvidenskabelige og teologiske verdensopfattelse. Sansen for enhed og sammenhæng præger hans personlighed og forskning. Isinerkendelsesteori trækker Leibniz et skarpt skel mellem de evige fornuftsandheder (vérités de raison) og viden om kendsgerninger (vérités de fait). Det logiske forhold mellem grund og følge er forskelligt fra det reale forhold mellem årsag og virkning. Fornuftsandhederne er nødvendige, de faktiske sandheder er kontingente. Leibniz tager afstand fra Lockes opfattelse af sjælen som en tabula rasa. Menneskeånden ligner marmor, i hvis struktur det fremtidige billede til en vis grad er anlagt. De medfødte sandheder er til stede i menneskeånden, og erfaringen behøves kun 786