LEKMAN for at udløse dem. Fornuften indser deres sandhed og nøvendighed umiddelbart, så snart den kommer til bevidsthed om dem. Alt er underlagt fornuftens herredømme, ellers ville der hverken eksistere videnskab eller lov. Tilværelsens grund består af en uendelig mangfoldighed af enkle, immaterielle, sjælelignende substanser. Substansens væsen er kraft. Kraften er aktiv, dynamisk, med tendens til at virke; den udfolder sig i en kontinuerlig stræben, der forløber strengt lovmæssigt. De enkelte individuelle substanser kalder L. monader. Monaderne er udelelige, uudstrakte, punktuelle, enkle, uforanderlige, uforgængelige kraftcentrer af sjælelig art. De er de »sande atomer». Ingen monade ligner den anden; enhver spejler hele universet, men hver især fra sit særlige synspunkt og i forskellige grader af klarhed fra de laveste monader til de med selvbevidsthed udstyrede sjælemonader. Gud er »monadernes monade» og de skabte, endelige monader udstrålinger fra ham. Monaderne kan ikke påvirke hinanden direkte; de har ingen vinduer; når der alligevel består et indbyrdes lovmæssigt ordnet forhold mellem deres forskellige tilstande, skyldes det en af Gud ved skabelsen tilvejebragt (præstabileret) harmoni. Denne harmoni består også mellem sjæl og legeme, der ligner to nøjagtig overensstemmende ure, som er reguleret en gang for alle. Der hersker harmoni mellem mekanisme og teleologi, natur og moral, naturens og nådens rige, i kraft af hvilken til sidst alt fører til frelse. Leibniz er optimist. Den eksisterende verden er den bedste af alle de mulige verdener, som ideelt stod for Guds tanke ved skabelsen. En verden af endelige væsener kan ikke være fuldkommen. Leibniz skelner i sin teodice mellem det metafysiske, fysiske og moralske onde. Det første er en følge af endeligheden; det andet virker som straf eller opdragelse; det tredje udspringer af viljens frihed og ledes af Gud til det gode. Det onde er privativt, kun tilladt, ikke villet af Gud. Det forhøjer helhedens harmoni og gør den rigere. Det onde strider derfor 787 ikke mod Guds almagt, visdom og kærlighed. Litt.: E. Dillmann, Eine neue Darstellung der Leibnizischen Monadenlehre (Leipzig 1891); H. Schmalenbach, Leibniz (München 1921); B. Russel, A critical exposition of the philosophy of Leibniz (London 1900, 2. ed. 1937); E. Cassirer, Leibniz’ System (Marburg 1902). H. F.-D. LEKMAN, (lat. laicus, av grek. Àaóçc, folk, i N. T.=Nya förbundets folk) var ursprungligen det gemensamma namnet på varje medlem av det kristna folket men bley snart benämningen på den medlem av kyrkan, som ej ordinerats till kyrkans ämbete. 1. I grekiskan på N. T:s tid betyder 1. den som ej är fackman eller har utbildning för en viss bestämd uppgift. I sammanställningen präster—lekmän förekommer 1. emellertid ej i N.T. Detta sammanhänger med den i den nytestamentliga församlingen rådande åskådningen om enheten mellan kyrkans lemmar. N.T. avvisade den gammaltestamentliga uppdelningen i prästadöme och folk och betonade i stället den nytestamentliga församlingens enhetlighet, såsom det bl.a. kommer till uttryck i 1 Petr. 2:9 f., där folk och prästerskap bli synonymer: »I ären ett utvalt släkte, ett konungsligt prästerskap, ett heligt folk, ett egendomsfolk» (jfr Upp. 1: 6). Under Gamla kyrkans tid blev emellertid 1. benämningen på dem, som ej tillhörde klerus. Då den G.T.-liga åskådningen om prästadömet mer och mer kom att prägla synen på kyrkans ämbete*, kom därvid skillnaden mellan klerus (av grek. xzApos, lott) och I1. att starkt markeras. Klerus ensamt blev det kyrkobärande ståndet, och endast genom klerus fortplantades kyrkan (läran om successio apostolica, se Biskop). Genom den sakramentala nåd, som klerus fick del av genom det dem förbehållna sakramentet, nämligen vigningen till de olika graderna, erhöll detta stånd även en character indelebilis, d.v.s. en högre religiös kvalitet, som 1. ej kunde ernå. Den romersk-katolska kyrkans lära om klerus och |]. fastslogs i den kanoniska rätten (can. 107 och 948) och i Tridentinska mötets beslut (sess. 23:4). Enligt 788