LIBERAL TEOLOGI snarere betegner en vis almen tendens, som kan gøre sig gældende på forskellig måde inden for forskellige skoler og retninger. Den førstnævnte definition af 1. som identisk med uafkortet anvendelse af historisk kritik inden for eksegesen bør ikke anvendes i teologisk sprogbrug, da den på den ene side er alt for snæver (forskellige former for |. i dogmatik og etik vil da falde udenfor) og på den anden side for vid, da der især i vor tid findes eksempler på forening af streng historisk kritik med ortodokse og traditionsbestemte kristendomsformer. Ved I1. forstås i denne artikkelikke en bestemt teologisk skole, men en almen teologisk tendens inden for protestantismen i 1800- og 1900-tallet, hvori visse af den almene liberalismes karaktertræk får afgørende betydning, nemlig en optimistisk opfattelse af menneskets muligheder især inden for kulturlivet, forbundet med en almindelig fremskridtstro, ofte med stærk social betoning og med front imod enhver teologisk reaktion, og endelig en udtalt individualisme, som kæmper for den enkeltes ret til fri tænkning og ytring inden for kirken imod ethvert kirkeligt magtvælde, mod dogmetvang og forkyndelsens ensretning. L. kan derfor også betegnes som kulturprotestantismens teori. Tyskland og Schweitz. I Tyskland bruges navnet 1. jævnlig om den ene af de tre teologiske skoler, som fulgte efter Schleiermacher, nemlig konfessionalismen, formidlingsteologien og 1., »den ældre 1.». Dens forudsætning var den tyske idealistiske filosofi, især Schleiermacher og Hegel, dens mest fremstående repræsentanter D. F. Strauss (d. 1874) og F. C. Baur, Tübingerskolens grundlægger (d. 1860) på eksegesens og dogmehistoriens felt, A. E. Biedermann (d. 1885), som virkede i Zürich, på dogmatikkens område. Medens D. F. Strauss under hegelsk indflydelse i stor udstrækning opløste den evangeliske overlevering i »myter», øgede Tübingerskolen interessen for en på synoptikerne bygget Jesusbiografi, et »Leben Jesu», hvorved der peges frem mod »den yngre 1.» (som af visse tyske teologer overhovedet ikke regnes med til 1.), og som bygger på A. Ritschls teologiske værk. Denne 795 yngre l.s betydeligste repræsentanter i Tyskland er A. v. Harnack, hvis berømte forelæsninger »Das Wesen des Christentums» kan betragtes som et programskrift for |., og Wilhelm Hermann hos hvem ægte reformatoriske motiver gjorde sig gældende, og hvis 1. lod sig forene med et relativt konservativt kirkeligt stade. Med Ritschls etiske kristendomstydning som baggrund kom |. til at lægge vægt på »historiens Jesus» (i en vis modsætning til kirkens og dogmets Kristus), hvis billede fremkaldte troen, ofte Oopfattet i antiintellektualistisk retning. Gudsriget blev en etisk, dennesidig størrelse. Ud fra dette udgangspunkt kunne |. udvikle sig i radikal unitarisk retning og betragte Jesus blot som et religionshistorisk fænomen, omend den oftest søgte at fastholde en bekendelse til Jesus som den enestående, som »Sønnen», i hvis »indre liv» troen har sin grund (W. Hermann). Gennem den religionshistoriske skole undermineredes 1]. i dens ritschlske form, idet et religionshistorisk syn på kristendommen udvidede kløften mellem den historiske Jesus, en apokalyptisk domsprofet, og nutidens liberale fremskridtstro (se Eskatologi). Ernst Troeltsch, den religionshistoriske skoles største navn, kan endnu i kraft af sin religionsfilosofi betegnes som liberal; men senere har den religionshistoriske skoles repræsentanter undertiden været at finde blandt teologer, som satte et skarpt skel mellem Jesu forkyndelse og nutidens liberale fremskridtstro, f.eks. den dialektiske teologi. 1. verdenskrig, mellemkrigstidens pessimisme, det teologiske omslag med Lutherrenæssance og dialektisk teologi bragte i Tyskland 1.s epoke til ophør. England. Også i England fandtes i 1800-tallet en ældre |., inden for anglikanismen især i den bredkirkelige retning (Thomas Arnold, Charles Kingsley), dog langt mere dogmatisk konservativ end den tyske. Denne linie fortsattes, senere også under indflydelse fra Ritschl, både inden for den bredkirkelige retning og i frikirkerne. Den bredkirkelige 1. fandt et organ i tidsskriftet »The Modern Churchman». På det eksegetiske og dogmehistoriske område kan næv- 796