LIDELSE servative menighedsfakultet. Dog er sagligt modsætningen mellem 1. og konservativ teologi mindre end før. Adskillige teologer (E. Berggrav, Johannes Ording, J. Gleditsch, d. 1931, S. Mowinckel, J. B. Hygen o.s. v.), som udfra kirkestridens modsætninger ville blive kaldt »liberale», repræsenterer ingen »ren» 1., men åbenbaringsteologi med større eller mindre indslag af |. I Sverige virkede i 1900-tallets første del to teologer, Nathan Söderblom og Einar Billing, hos hvem |. indgik som et vigtigt ferment i deres tænkning, men hos hvem samtidig det liberale kristendomssyn indefra blev overvundet gennem en fordybelse i bibelsk og reformatorisk åbenbaringsreligion. Ikke mindst disse teologers virken har medvirket til, at 1. ikke søges overvundet gennem en konfessionalistisk eller fundamentalistisk reaktion, men at i Norden, stærkere end mange steder den gamle modsætning mellem liberal og konservativ teologi afløses af en forening af kritisk metode og en sans for teologiske formuleringers relativitet på den ene side og en fornyet understregning af det genuint bibelske og reformatoriske indhold i det kristne budskab på den anden side (således i den lundensiske teologi). Litt.: A. v. Harnack, Das Wesen des Christentums (4. ed. Leipzig 1901; sv. övers. Kristendomens väsen, 2. ed. Sthm 1904); W. A. Brown, Christian theology in outline (New York 1907); N. P. Arboe-Rasmussen—C. Konow, Dogmekirken — og vejen frem (Khvn 1911); W. Rauschenbusch, A theology for the social gospel (New York 1918); A. Runestam, Wilhelm Herrmanns teologi, en kritisk studie (Uppsala 1921); O. C. Quick, Liberalism, modernism and tradition (London 1922); J. G. Machen, Christianity and liberalism (New York 1923); J. E. Linderholm, Från dogmat till evangeliet (3. ed. Sthm 1926); F. C. Krarup, Ideal kristendom (Khvn 1926); dens., Fra romantisme til realisme (Khvn 1930); H. Fuglsang Damgaard, Pariserskolens teologi (diss. Khvn 1930); F. Kattenbusch, Die deutsche evangelische Theologie 1: Das Jahrhundert von Schleiermacher bis nach dem Weltkrieg (6. ed. Giessen 1934; grundig oversigt); E. E. Aubrey, Present theological tendencies (New York 1936); H. Stephan, Geschichte der evangelischen Theologie seit dem deutschen Idealismus (Berlin 799 1938); G. Hammar, Christian realism in contemporary American theology (diss. Uppsala 1940; om Reinh. Niebuhr, W. Horton og Van Dusen); W. Köhler, Ernst Troeltsch (Tübingen 1941); K. Barth, Die protestantische Theologie im 19. Jahrhundert (Zollikon—Zürich 1947; dial., kun til og med Ritschl); Liberal theology. Essays in honour of Eugen W. Lyman ed. by D. E. Roberts—H. P. van Dusen (New York 1942; amer.); A. Gyllenkrok, A. E. Biedermanns Grundlegung der Dogmatik (diss. Uppsala 1943); R. Ekström, The theology of Charles Gore (diss. Lund 1944); Søren Holm, Protestantisme (Khvn 1950); dens., Religionsfilosofien i det tyvende Aarhundrede 1—2 (Khyn 1952); Protestant thought in the 20th century, ed. by A. S. Nash (New York 1951; amer. samleværk); P. G. Lindhardt, Morten Pontoppidan 2 (Acta Jutlandica 25:2, Aarhus 1953). R. P. LIBERALISM, se Den religiösa liberalismen. LIDANDE, se Lidelse. LIDELSE. Religionshistorisk. Når mennesket er under |., forventer det, at religionen skal løse problemet om l.s udspring og mäl og anvise midler til udfrielse af den. L. kan forklares som stammende fra onde ånder (primitiv religion), som det gælder at besværge ved magi eller mildne ved offer; eller 1. kan være »repressalier» fra guder, man vidende eller uafvidende har krænket. L. kan også hidrøre fra rivaliserende guders skalten og valten med menneskeliv, eller den blinde skæbnes handlen med såvel guder som mennesker, så at tilværelsesforståelsen afklares i tragedien (græsk religion). En ond guddom findes i persisk religion, hvor mennesket kaldes til tappert at kæmpe på den gode guds side, indtil denne sejrer på den yderste dag. L. kan have sit udspring i verdens fortabthed, hvori mennesket er indviklet (den orientalsk-hellenistiske synkretisme), og som det udfries fra ved indvielse i mysterierne. Hvor man ikke anerkender noget selvstændigt ondt princip, kan 1. forklares som tilskikkelse fra den uransagelige Allah (Islam), måske tjenende mennesket til gode, måske ikke, men i hvert fald at møde med mandig tapperhed — eller resignation. Eller l.s udspring søges i mennesket selv, den kommer af begæret, som man derfor må døde, idet man higer 800