LIDELSE ring af den gammeltestamentlige, finder sin virkeliggørelse åbenbaret og bekræftet i Jesu undere og forkyndelse, jfr. Jes. 35 og 61:1 f. med Matt. 11:2 ff. og Luk. 4:17 ff. Sygdom og død afskaffes vel ikke, men Jesus besejrer 1. hvor han vil, som tegn pa, at Guds Rige er for hånden. Jesus forholder sig til 1. med handling, ikke med forklaring; den er en fjende, ikke et problem (afvises Luk. 13:1 ff. — men 1.s oprindelse i onde magter eller menneskers synd kan dog antydes andetsteds: Luk. 13:16; Joh. 13:27; Mark. 5:2; — Luk. 15: 17. også Joh. 9: 2 f.). Når Jesus aftegnes som sejrherren over |. og død, māåtte det efter dette og efter de jødiske Messiasforventninger blive den store anstødssten, at han selv skulle gennemgàa |. og død (Matt. 16:22 f.; 1. Kor. 1:23). Skylden for Jesu død lægges udtrykkeligt på jøderne (Ap.G. 3:14). Gudsfolket ihjelslog Guds Messias og ophørte dermed at være Gudsfolk (Matt. 21:42 f.). Men samtidig er Jesu død det offer, hvormed synden sones (Rom. 3:25; Joh. 1:29; 1. Joh. 1:7; 1. Pet. 2:21 ff.), og mennesket udløses (Mark. 10: 45) og et nyt Gudsfolk bliver til ved en ny pagt (Mark. 14:24). Med troen på Jesu 1.s frelsesbetydning rykker 1. ind i nyt lys. Nogen kosmologisk-rationell eller moralsk-rationel forklaring gives stadig ikke; men når mesteren måtte lide, kan disciplenes 1. ikke være noget for kristenstanden fremmed, tværtimod; Brorsons »Kors er det visse tegn på dem, du har gjort fri» er en ægte nytestamentlig tanke. At de »fattige» er salige, at Guds Rige er deres (Matt. 5:3 ff.) er nu ikke blot håb, men med henblik på Jesus frejdig og kampglad forvisning. Magtesløsheden er nu ikke blot noget, man må bære tålmodigt, men i den fuldkommes Kristi kraft (2. Kor. 12: 7—9). Hertil slutter sig tanken fra senjødedommen om vidnet, der møder modstand og 1. i verden. Kristi discipel skal, så længe denne onde æon består, bære Kristi kors (Matt. 10: 17 ff., 16:24 f.; om urmenigheden Ap.G. 5:41). Denne 1., som skyldes verdens fjendtlige forhold til Kristus og evangeliet om ham, ses i brevene som efterfølgelse af Kristi 1. (1. Pet. 2:21 ff.), som 1. for hans 803 skyld (Fil. 1:29 f.), meddelagtighed i Kristi 1. (Fil. 3: 10; 2. Kor. 1:5, 4: 10), ja antager, Kol. 1:24, karakter af medvirken. Også indadtil har kristenlivet karakter af 1. og død i kampen mod selvet (2. Kor. 5: 15; Gal. 2: 19 f., 5:24; Rom. 6:6, 11). Hvor denne medinddragethed i Kristi 1l. og død er virksom, virkes også håb, ja vished om opstandelse (Fil. 3:10; Rom. 5:3 ff.) og nyt liv, ja det nye liv er den kristne givet i Kristi opstandelse (Rom. 6:5, 8; 2. Kor. 3: 17), omend skjult, og denne skjulthed er igen en del af kristenlivets 1. (Kol. 3:3 f.). Idet kristenlivet er en bevægelse gennem |. og død med opstandelse, ses mønstret til denne bevægelse foretegnet i dåben (Rom. 6:3 ff.; Kol. 2:12; 3:383 f.), der ikke blot er indgangen til, men sammenfatningen af kristenlivet. De almenmenneskelige 1., sygdom, sorg O.s.v., tier brevene næsten helt om, men det synes dog, som om Paulus vil regne dem med ind i den fremstillede tankegang; døden omtales Rom. 5:12 og trældommen under forkrænkelighęden udførligt 8:18 ff.; men fordi Kristus har sejret over alle onde magter, »samvirker alle ting til gode for dem, der elsker Gud», og intet kan »skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus» (8:28, 31 ff.). — L. har sin meget reale plads i denne æon, i mellemtiden indtil Kristi genkomst; den ses aldrig isoleret, men opleves i den store sammenhæng, hvori Jesu 1. og død er prototype. Mellemtiden haster brat mod sin afslutning og beskinnes af håbet om den kommende dag, da »døden er opslugt til sejr». Dogmatisk og etisk. L. vil altid vise sig etisk og metafysisk irrational, og derfor kan l.s problem aldrig fyldestgørende klares i en teodicé*. Ligeså lidt man f.ex. kan slutte fra tilfælde af hensigtsmæssighed i naturen til Guds visdom, kan man slutte fra den aktuelle 1. til Guds førelse eller straf. Verden, som Gud skabte den, var uden |. L. er altså noget fremmed og fjendtligt i den af Gud skabte verden, indkommet efter syndefaldet. Men troen må fastholde, at ingen 1. falder udenfor Guds virkefelt og omsorg, ligesom håbet må se hen til, at Gud kan 804