vende det onde til det gode (1. Mos. 50: 20; Rom. 8: 28), og at historiens 1.-fyldte forløb skal afsluttes med Guds eskatologiske sejr over det onde. Her i tiden må |1. altid ses i den sammenhæng, som er blevet til ved Jesu 1. og død (se ovenfor under N. T.). De etiske og sjælesørgeriske synspunkter behandles under eet: Man må skelne mellem egne 1. og andres |].; det kristne krav er forskelligt: »Hver skal bære sin egen byrde» og »bær hverandres byrder» (Gal. 6:5, 2). Egne |1. 1) L. skal bæres, det skal legemlige og sjælelige kræfter sættes ind på, med vilje til om muligt at overvinde den; aldrig opgive, finde sig til rette; jfr. Jesu spørgsmål Joh. 5:6; her skal også bønnen sættes ind. 2) I afmagten skal man søge ind i den totale afhængighed af Gud, hvori man også styrkes i erfaringen af Guds trofasthed, som både Israels og kirkens salmedigtere har sunget om, og som ikke er en empirisk erfaring om hjælp. 3) Således er 1. vejen ind i den rette ydmyghed, måske den eneste farbare, da ydmyghed i regelen vil blive til noget andet, hvis man selv vil opøve sig i den. 4) Ved at vidne om menneskets skrøbelighed skal 1. føre ind i vagtsomhed i kampen mod kødet, og denne er i sig selv en aldrig ophørende |. i kristenlivet. 5) Sammenfattende er Luthers theologia crucis: 1. i denne verden er ikke noget kristenlivet fremmed, men hører for Kristi skyld kristenstanden væsentligt til; det fører ind i en kampsituation, som den troende skal træde ind i, ikke med selvmedlidenhed, men med tapperhed og frimodighed hentet fra Ordet. Som mine egne |. stiller krav til mig, stiller andres 1. også krav til mig, nemlig om at øve næstekærlighed. Et pædagogisk syn på næstens 1. bør normalt ikke anlægges (det er i øvrigt oftest skalkeskjul for ens egen dovenskab eller farisæisme). Dog bør man gøre det mulige for at føre den lidende ud af den hyppige selvoptagethed, hvori han som i en circulus vitiosus kan blive fanget. 1) Så vidt det er muligt skal tid, kræfter, ejendom stå til rådighed for at afhjælpe næstens nød; Bjergprædikenen viser, hvor radikalt Jesus har tænkt dette krav. Alvorlig overvejelse kræver det, hvilken indsats der 805 LIDELSE kan gøres gennem sociale foranstaltninger, og vel at mærke sådan, at næsten ikke fra at være et menneske bliver et tilfælde på et kartotekkort; det må forudsættes, at kristne betaler den del af skatten, der går til sociale foranstaltninger, med glæde. 2) I de talløse tilfælde, hvor 1. ikke kan overvindes, knap lindres, føler man sig hjælpeløs med alle opmuntringer og forsikringer om deltagelse; man føler sig billig og bør nok også gøre det. Medfølelse kan erfaringsmæssigt virke taktløs og sårende, men kan også, navnlig ledsaget af offer eller dog en gestus, der antyder et offer, bryde igennem den ensomhed, den isolation, som sjæleligt er en af l.s tungeste faser. 3) Særligt vanskeligt er det irrationale skyldproblem; vel må det hævdes, at omend 1]. hænger sammen med syndefaldet, har den aktuelle 1. ikke nødvendigvis en aktuel synd til forudsætning; og dog er skyldbevidstheden der med rette: den lidende ved, at han svigter på grund af sygdom o.s.v., og det går meget øjensynligt ud over familie og arbejde. Erfaringsmæssigt hjælper det ikke den lidende at sige: du kan ikke gøre for det; man risikerer, at han synes, man tager netop så letsindigt på hans problem, som man kan vente det af en udenforstående. Man må henvise til Guds tilgivelse for Kristi skyld; derudover kan ikke gives nogen hovednøgle til løsning af problemet, der mere end nogen andre steder i sjælesorgen kræver takt og kærlighed — og medarbejde af de nærmeste pårørende. Se også Almagt, Det Onde. Litt.: Lehrbuch der Religionsgeschichte 1—2, begr. von Chantepie de la Saussaye (4. ed. Tübingen 1925; bd. 1, s. 232 ff., 580 ff. bd. 2, s. 73 ff.); Illustreret Religionshistorie, under red. ved Johs. Pedersen (Khvn 1948; s. 409 ff.); H. H. Rowley, Submission in suffering, and other essays on eastern thought (Cardiff 1951; semistisk, indisk og kinesisk religion). — W. Eichrodt, Das Menschenverständnis des Alten Testaments (Abhandl. zur Theol. des A. und N. T. 4, Basel 1944; s. 44—64, 67 f.); S. Mowinckel, Diktet om Ijob og hans tre venner (Kristiania 1924); J. Engnell, Till frågan om Ebed Jahvesångerna och den lidande Messias hos »Deuterojesaja» (i Svensk exegetisk årsbok 10, Uppsala 1945); H. S. Nyberg, Smärtornas E 806