LITURGI findes det i den gammeltestamentlige kultiske betydning, mens det i Rom. 15:27 og 2. Kor. 9:12 bruges om indsamlingen til menigheden i Jerusalem, altså om en praktisk kærlighedens tjeneste. Således også Fil. 2:30 om menighedens hjælp til Paulus. Ap.G. 13: 2 er der formodentlig tale om menighedens fællesbøn, mens Fil. 2:17 sikkert hentyder til ordets kultiske betydning: Paulus ser sin missionstjeneste som en præstelig funktion over for hedningerne (jfr. Rom. 15: 16). Derimod møder vi ikke ordet om en kultisk tjeneste, knyttet til bestemte embeder eller personer. Forskellen fra sprogbrugen i Septuaginta er bemærkelsesværdig. En apostolisk 1]. ejer vi ikke, selvom forskningen mere og mere har sin opmærksomhed rettet mod kultiske elementer i N.T. I den efterapostoliske tid begynder en udvikling, der langsomt giver ordet den spec. betydning af kultisk tjeneste, det havde i Septuaginta. De gammeltestamentlige kultusbegreber vinder indpas i kirken. Den første komplette gudstjenesteordning møder vi først hos Justin, ca. 150. I den østlige kirke indsnævres ordet til at betyde Eucharisti-tjenesten. L. bliver ganske enkelt ensbetydende med nadverens udførelse, og de dage, på hvilke der ikke holdes nadver, kaldes »uliturgiske dage». Denne |. foreligger i forskellige typer: den syriske, ægyptiske, persiske eller østsyriske og den bysantinske i dens tre former: Chrysostomus-]., Basilius-l. og de »forudindviede gavers 1.». (Se Gudstjeneste.) I den vestlige kirke bruges 1. først meget sent, idet navnet for nadvertjenesten var missa, men fra det 18. årh. bruges officielt og nu i en langt videre betydning om hele den kirkelige, hierarkisk fastsatte gudstjeneste. Den hellige 1. er, siger den vigtige encyclica »Mediator Dei» 1947, »den offentlige kultus, som vor forløser, kirkens hoved, viser den himmelske fader, og som forsamlingen af de kristustroende yder dens stifter og igennem Ham den evige fader, eller ganske kort: Jesu Kristi mystiske legemes, dets hoveds og lemmers hele offentlige gudstjeneste», (Sacra liturgia constituit integrum publicum cultum mystici Iesu 819 Christi corporis, capitis nempe membrorum ejus). Den egentlige liturg er altså Kristus selv i forbindelse med sit mystiske legeme. Kulten sker først og fremmest i sakramenternes forvaltning, dernæst i den offentlige bøn: det hellige officium, i læsning af loven og profeterne, evangelierne og de apostoliske breve og endelig i prædikenen. Den er på een gang ydre og indre. Ydre, fordi det hører med til menneskets ånds-legemlige natur at give et ydre udtryk for sin gudstjeneste, og fordi kulten ikke er det enkelte individs, men kirkens, legemets gudstjeneste. Endelig fordi kulten ses som en vigtig ytring af det mystiske legemes enhed. Som kirkelig funktion er den underlagt pavens autoritet: det tilkommer alene den apostoliske stol at give forordninger ang. den hellige 1. og at approbere liturgiske bøger (Codex juris canonici, can. 1257). Dette sker i det væsentlige gennem »Rituskongregationen», »Congregatio sacrorum rituum», opr. 1588. Den vigtigste side i den hellige 1. er dog det indre element: kirkens og derigennem den enkeltes fuldstændige overgivelse til Kristus. Det er en misforståelse i 1. kun at se et katalog af regler og forordninger, der ville gøre 1. til en tom ceremoni og slet og ret formalisme. Også på evangelisk grund har ordet |. vundet indpas, omend det for de germanske og skandinaviske kirkers vedkommende mest anvendte ord er »gudstjeneste», som ordet worship er det for den anglikanske kirkes. Ordet 1. har først sent gjort sig gældende og ikke uden en vis indre modstand, idet man følte modsætningen til den kultisk hierarkiske brug af ordet i romerkirken. Men ikke mindst i vor tid lægges der mere og mere vægt på gudstjenestens liturgiske side, hvorved vi i almindelighed forstår det faste og uforanderlige: de faste bønner, vekselsangen, skriftlæsningen, sakramenthandlingernes udformning o.s. v. Også salmesang og prædiken går ind i den liturgiske helhed. Ved brugen af ordet 1. understreges det, at gudstjenesten ikke er en individualistisk bestemt, privat fromhedsytring, men en fællesskabshandling, at den ikke bare er en rent indre, »åndelig» ting, 820