LITURGIK chéologie chrétienne et de liturgie», senere sammen med H. Leclerc, efter begges død videreført af H. Marrou. Det mere praktiske liturgiske arbejde har i dag et brændpunkt i »Centre pastorale liturgique» i Paris med dets to publikationer: skriftserierne »Lex orandi» og »La Maison-Dieu» (fra 1945). Belgien: Også her er arbejdet delvis udgået fra benediktinerklostrene. Maredsous bidrager med tidsskrifterne »Revue liturgique et monastique» og den videnskabeligt meget højtstående »Revue bénédictine» (fra 1884). Fra Mont-César, den liturgiske bevægelses fødselssted, udgår »Les questions liturgiques et paroissiales» (fra 1911) og »Recherches de théologie ancienne et médiévale» (fra 1929). Tyskland: 1918 begyndte Benediktinerne i Beuron og Maria Laach udgivelsen af »Liturgiegeschichtliche Quellen» og »Liturgiegeschichtliche Forschungen», der 1927 blev slået sammen til eet tidsskrift. Under ledelse af Ildefons Herwegen (Abbed i Maria Laach) begyndte 1922 skriftserien »Ecclesia orans», mens O. Casel (munk i Maria Laach) 1921—41 ledede udgivelsen af den for 1. uundværlige publikation »Jahrbuch für Liturgiewissenschaft». Efter Casels død 1948 er dette arbejde videreført i »Archiv für Liturgiewissenschaft» (Regensburg 1950 ff.), der i sine to første bind indeholder udtømmende litteraturhenvisninger til så at sige alle l.s grene. Som et supplement, særligt med henblik på de videnskabelige resultaters praktiske betydning for liturgien udkommer endvidere »Liturgisches Jahrbuch» (udg. af det liturgiske institut i Trier; Münster i. W. 1951 ff.). Betydningsfulde er de videnskabelige internationale liturgiske konferencer, 1950 i Luxembourg, 1951 i Maria Laach, 1952 i St. Odile ved Strasbourg. 2. Evangelisk-luthersk. På evangelisk side har det ikke manglet på forskere, der livligt har bidraget til den liturgihistoriske forskning: 1847—53 udgav H. A. Daniel »Codex liturgicus ecclesiae universae», der indeholder alle de vigtigste liturgiske tekster. Betydelige liturgiforskere er Th. Harnack, Th. Kliefoth og H. A. Köstlin samt H. Achelis, G. P. Wetter, P. Drews, G. Rietschel og P. 823 Graff. Særlig må H. Lietzmanns arbejder »Messe und Herrenmahl» (Bonn 1926) og »Petrus und Paulus in Rom» (2. ed. Berlin— Leipzig 1927) nævnes. Af praktisk-pædagogisk betydning er »Kleine Texte für theologische Vorlesungen u. Übungen» (Bonn 1902 ff.). Også navne som F. Heiler, R. Otto og Y. Brilioth må nævnes. Af særlig betydning i denne sammenhæng er udforskningen af den evang elisk-lutherske gudstjeneste, både historisk, systematisk og praktisk-teologisk. Righoldig litteraturfortegnelse indeholder V. Vajta, »Die Theologie des Gottesdienstes bei Luther» (Lund 1952), »Theologie und Liturgie», udg. af L. Hennig (Kassel 1952) og P. Brunner, »Zur Lehre vom Gottesdienst der im Namen Jesu versammelten Gemeinde» (i Leiturgia, Handbuch des evangelischen Gottesdienstes (Kassel 1952). Hovedopgaven for en evangelisk 1. består efter Brunner i besvarelse af spørgsmälet: »Hvad skal man i Jesu Kristi kirke lære om den sammenkomst, som vi med Luthers reformation kalder ’gudstjeneste’?» Til besvarelse af dette spørgsmål må den evangeliske 1. gå ind i et omfattende historisk-eksegetisk arbejde, såvel af Gamle som af Nye Testamente, af oldkirkens liturgier som af reformationstidens gudstjenesteordninger og deres historie. Men tillige må den dogmatisk gøre sig rede for gudstjenestens væsen og opgave ved en grundig besindelse på evangelisk kristendoms egenart. Her bryder den økumeniske samtale ind med stadig nye spørgsmål, bl.a. det brændende angående forholdet mellem den een gang fuldbyrdede frelse i Jesu liv, død og opstandelse og denne frelses fortsættelse i menigheden, samlet til gudstjeneste med Ordets forkyndelse og sakramenterne som midtpunkt. Af særlig betydning er her W. Hahn, »Gottesdienst und Opfer Christi. Eine Untersuchung über das Heilsgeschehen im christlichen Gottesdienst» (Berlin—Göttingen 1951). — Siden 1945 er de forskellige liturgiske opgaver i Tyskland samlet i »Die lutherische liturgische Konferenz Deutschlands» med C. Mahrenholz som præsident. Ang. Skandinavien, se Gudstjeneste, Hög- 824