sände enfödde Sonen (Joh. 3:16; 1 Joh. 4:9, 14) den fullkomlige uppenbararen och förmedlaren av Guds frälsningsvilja (1 Joh. 1:2; 4: 9); såsom sådan är han »livets ord» (1 Joh. 1:1), Ordet, i vilket »var liv» (Joh. 1:4). I viss mån kan Johannes här sägas fullfölja linjen från Jesu förkunnelse enligt synoptikerna såtillvida, som Guds rike* där ej blott framstår såsom någonting rent futuralt utan även såsom en gåva, som Jesus genom sitt budskap gav del av redan under sitt jordeliv (t. ex. Luk. 6:20; Mark. 10:15), endast att det hos Johannes ligger en ojämförligt starkare accent på frälsningen såsom något som den troende redan nu äger i Kristus än vad fallet är i Jesu egen förkunnelse enligt synoptikerna; här ha vi sannolikt att göra med en inverkan av uppståndelsetron på den johanneiska Jesusbilden (se t.ex. Joh. 11:25 f.; 3:14f.). Med denna Johannes’ syn på Jesus såsom uppenbararen och förmedlaren av Guds frälsningsvilja redan såsom den av Fadern till världen sände enfödde Sonen sammanhänger det nu också, att livsbegreppet hos Johannes på ett helt annat sätt dominerar Jesusbilden, än vad fallet är hos Paulus. Däremot spelar begreppet 1. i betydelse av »frälsning» en vida mindre roll i gnostiska texter med undantag för de s.k. Salomos oden samt vissa manikeiska texter, om vi bortse ifrån vissa stelnade formelartade uttryck, som ej äro ägnade att belysa det johanneiska livsbegreppet. Också rör det sig här genomgående om texter, som äro vida yngre än Johannesevangeliet och i vilka vi ha starka skäl att räkna med ett kristet inflytande. Se även Död, Evigt liv, Livet efter døden, Uppståndelse. Litt.: J. Pedersen, Israel 1—2 (Khvn 1920, 2 ed. 1934); H. Pribnow, Die johanneische Anschauung vom » Leben» (Greifswalder theol. Forschungen 4, Greifswald 1934); H. Huber, Der Begriff der Offenbarung im Johannes-Evangelium (Göttingen 1934); art. Yaw, (w4 i Theol. Wörterbuch z. N. T., hrsg. v. G. Kittel, 2 (Stuttgart 1935); E. Percy, Untersuchungen über den Ursprung der johanneischen Theologie (diss. Lund 1939, s. 307— 343); W. Eichrodt, Theologie des A. T:s 3 (Leipzig 1939). E. P. 845 LIVET EFTER DØDEN LIVET EFTER DØDEN. Ligeså sjælden den opfattelse er (skønt den er konsekvensen af naturalisme og materialisme), at ingen menneskelig tilværelse er tænkelig udenfor dette livs grænser, ligeså almindelig utbredt er troen på et 1., selvom de forestillinger, som knytter sig dertil, er vidt forskellige. Opstandelse og udødelighed. I det gamle Israel anså man livet i dødsriget for en skyggetilværelse, langt ringere end det nærværende liv, således at der ikke kunne knyttes noget håb til 1.; lykken var af rent dennesidig karakter; det højest opnåelige mål var »at gå gammel og mæt af dage... til sine fædre». I senjødedommen ændredes dette under indtrykket af, at retfærdigheden ikke skete fyldest i denne tilværelse. Farisæerne hyldede en opstandelseslære, hvorefter de døde straks gik over i en ny tilstand, enten i »Abrahams skød» (paradiset) eller i de ugudeliges pinested. Denne forestilling synes at ligge bag Jesu lignelse om den fattige og den rige og måske bag ordet til den bodfærdige røver. De hellenistiske jøder søgte under græsk påvirkning en anden vej, idet de lærte udødelighed: sjæl og legeme skilles ved døden, og sjælen bevares som den værdifuldeste del af mennesket (en udødelighedstanke af denne art ligger måske bag ordene Fil. 1:23 hos Paulus, som ellers lærer legemlig opstandelse). Den jødiske udødelighedstro er deri forskellig fra den græske, at den ikke identificerer forskellen mellem sjæl og legeme med forskellen mellem godt og ondt; legemligheden er ikke syndig eller ond, men har blot en ringere modstandskraft overfor døden. Sengræsk tankegang opstillede derimod en modsætning mellem sjæl og legeme, så sjælen længes efter at udfries af legemets »fængsel»; tankegangen bestemmes her af længslen efter udødelighed, ikke som hos jøderne af forventningen om Guds retfærdighed. Når man sædvanlig anser læren om sjælens udødelighed for at udtrykke den kristne opfattelse af 1., må det bemærkes dels, at der kun kan blive tale om noget midlertidigt (i den endelige opstandelse må sjæl og legeme på en eller anden måde genfore- 846