LIVET EFTER DØDEN nes), dels at udødeligheden ikke på kristen grund kan opfattes som hos grækerne, idet der i så fald vil blive tale om selvforløsning (sjælen fortsætter automatisk sit liv efter døden), medens kristendommen er en frelsesreligion; det er betegnende, at de to eneste steder i N. T., hvor ordet »udødelighed» anvendes, bruges det den ene gang om Gud selv (han er den eneste, som har udødelighed: 1. Tim. 6:16), den anden gang om den udødelighed, den troende ikke har, men venter at få i opstandelsen (1. Kor. 15: 353— 54). (Jfr. Odödlighet, Uppståndelse.) Mellemtilstanden. Medens såvel den jødiske opstandelsestro som den jødiske og græske udødelighedstro retter sig mod en tilstand, som indtræder straks efter døden, gælder det kristne håb en tilstand hinsides dommen* på den yderste dag; efter døden og inden dommen bliver der derfor tale om en »mellemtilstand», som avløses af det evige liv i fuld betydning. Når skriften oftere omtaler de døde som »de hensovede», skal det næppe forstås således, at de befinder sig i en tilstand af »sjælesøvn», idet de antydninger, vi ellers får, viser i retning af en bevidst tilstand (Luk. 16:23 ff.; 1. Pet. 3: 19). På den anden side er der intet bibelsk grundlag for de spiritistiske forsøg på at knytte en direkte forbindelse med de afdøde i mellemtilstanden. Romerkirken har fastslået en lære, hvorefter der findes tre forskellige »opholdssteder» i tiden mellem døden og opstandelsen. Disse receptacula er 1) de gammeltestamentlige fædres (limbus patrum), som blev tomt efter Kristi nedfart til dødsriget, idet han udfriede beboerne af dette sted, 2) de udøbte børns (limbus puerorum) samt 3) skærsilden. (purgatorium), hvor sjælene gennemgår en rensende udvikling frem mod opstandelsen. Man mener ad sakramental vej (ved sjælemesser og aflad) at kunne indvirke på de dødes skæbne. Denne lære forkastes på protestantisk grund som ubibelsk, idet man samtidig erkender kun at kunne sige meget lidt om mellemtilstanden. For at udelukke en vækkelsesprædikenen svækkende mulighed for omvendelse efter døden, er pietisterne tilbøje- 847 lige til at holde sig til teorien om sjælesøvn, men da skriften på en del steder (som ganske vist for en del er lignelsestale og iøvrigt ikke meget klare) forudsætter bevidsthed hos de døde, og da der flere steder er tale om Jesu nedfart til de dødes rige (Matt. 12:40; Ef. 4:9 ff.; 1. Pet. 3: 19 og 4:6), hvilken også er optaget som et led i den apostolske trosbekendelse, fastholder kirkelæren forestillingen om en mellemtilstand, gerne forbundet med tanken om en vis fortsat udvikling; om direkte forbindelse med de døde eller sakramental indvirkning på deres kår er der dog ikke tale. Selv med hensyn til bøn for de døde er man tilbageholdende; således siger Luther: »Vil du bede for dine døde, så gør det een gang eller to i dit kammer og lad det være godt dermed — lad dem sove i Gud!» — Udfra bibelske forudsætninger er det ikke muligt at udforme nogen nøjere lære om mellemtilstanden; for den troende er det også alene af betydning at kunne stole på, at de døde er i Guds hånd (Rom. 14: 8). Opstandelseslivet. I N. T. opfattes det evige liv“ som noget nærværende (særlig Johannes-evangeliet fremhæver det evige livs dennesidighed), men samtidig betragtes det som genstand for håb: de, som er i gravene, skal høre Menneskesønnens røst, og de, som har gjort det gode, skal »opstå til livet» (Joh. 5:29), således at håbets genstand kan fremstilles som »de dødes opvækkelse på dommens dag» (1. Tess. 4: 13). Indholdet af dette kommende evige liv skildres i alle henseender som en fuldkommengørelse af det evige liv her på jorden. Dette gælder ikke blot den åndelige side af livet, hvor kampen afløses af sejr (2. Tim. 2:12 og 4: ô; Åb. 2: 10), og det stykkevise falder bort (1. Kor. 13:8 ff.), men også de ydre forhold: der forventes en ny himmel og en ny jord (2. Pet. 3: 13 og Åb. 21: 1 ff.), hvor hverken møl eller rust fortærer (Matt. 6:20), og hvor »vort fornedrelseslegeme forvandles til lighed med Kristi legeme» (Fil. 3:21). Opstandelsen gælder således h ele mennesket: Paulus beder om, at »sjæl og legeme og ånd må bevares helt og holdent i Kristi tilkommelse» (1. Tess. 5: 23). Der er 848