LUTHER biskop Jens Grand 1—2 (Khvn 1943—44) ; Handlingar rörande prästmötet i Lund 1944 (Lund 1945); Lunds domkyrkas historia 1145—1945 1—2, utg. av E. Newman (Sthm 1946); Lunds stift i ord och bild 1—2 (Sthm 1947); !. Andersson, Skånes historia 1 (Sthm 1947); G. Johannesson, Den skånska kyrkan och reformationen (diss. Lund 1947); G. Göransson, Canutus Hahn (diss. Lund, Sthm 1950); K. F. Hansson, Peder Winstrup (diss. Lund 1950); S. Cavallin, Lunds stifts herdaminne 1—5 (Lund 1854—58); Lunds stifts herdaminne från reformationen till nyaste tid, utg. av G. Carlquist: Ser. 1, Urkunder och aktstycken (Lund 1943); Ser. 2, Biografier 2—4 (Lund 1948—52). A. Mn LUTHER, Martin, var af en midttysk bondeslægt, født i Eisleben 10. nov. 1483. Faderen havde forladt landarbejdet og var gået til gruberne; han endte som forpagter. Hjemmet synes i religiøs henseende at have været af gennemsnitspræg. Klosterkampen. Kort efter at L. i 1505 havde taget sin magistereksamen og påbegyndt studiet af jura, brød han pludselig studierne af og gik — til faderens forbitrelse — i kloster, idet han søgte optagelse hos Augustinereremiterne i Erfurt, som hurtigt bestemte ham for det teologiske studium. Han levede et strengt samvittighedsfuldt munke- og præsteliv, selvom han sidenhen nok overdrev skildringen af sine selvpinsler en del. Han var grebet af religiøs uro, af søgen efter en »nådig Gud», men han fandt ingen varig hjælp ved anvendelsen af de midler, man anviste ham, og som han siden skildrede som »gerningsretfærdighed »; han ville præstere så mange religiøst fortjenstlige handlinger, at følgen mätte blive en oplevelse af fred med Gud, men han nåede aldrig målet, piskede blot sig selv op i en bestandig mere åndeløs, men forgæves jagen, endende i fortvivlelse og angst for at høre til de til evig fortabelse bestemte. Man kunne vente, at han havde fundet freden i kirkens objektive goder, i det sakramentale liv, men dette var ved den herskende teologi og den gængse fromhed gjort således tvivlsomt, at der ikke var noget fast at finde der. Han blev på anden måde hjulpet ud af sin stræben efter oplevelsesreligiøsitet, idet det sakramentale mødte ham i skikkelse af 875 den levende Kristus, som under hans bibelstudium så at sige trådte ud af skriftens blade og ved sin tiltale gjorde ham troende. L. var blevet forflyttet til Wittenberg, og på forlangende af sin ordensforesatte Staupitz havde han bestået prøven som teologisk doktor for at overtage professoratet i bibelen ved byens unge universitet. Da han en dag i 1512 sad i sin celle i klostrets tårn for at forberede sig til sine timer med studenterne, gik evangeliets lys pludselig op for ham, idet han af Rom. 1: 17 forstod, at Guds velbehag (»retfærdiggørelsen») ikke opnås ved et menneskes religiøse indsats, men ved Guds egen gave af tilgivende kærlighed, modtaget i tro. Frelsen sker »af tro alene». Med denne erkendelse sluttede L.s klosterkamp; selvom han sit liv ud var plaget af anfægtelser, er hans personlige krise dog afgørende til ende med tårnoplevelsen. Reformationen. Den 31. okt. 1517 protesterede L. offentligt mod den senkatolske udvendiggørelse af religionen ved sine 95 theser mod afladen, som han slog op på slotskirkens dør, bag hvilken Frederik den Vise opbevarede sin store relikvieskat, som repræsenterede en mill. års aflad. L. handlede udelukkende i teologisk og især sjælesørgerisk interesse, men theserne for over landet og gav anledning til et vældigt røre i meget forskellige kredse; både humanisterne, de forarmede riddere, det brede folk og fyrsterne hilste L. som befrieren fra Roms åg. Mod afladshandelen betød theserne et slag, som aldrig siden blev forvundet; men deres virkning blev langt videregående, de blev signalet til kirkemagtens sammenbrud i Tyskland både financielt, politisk og åndeligt. L. var fra begyndelsen slet ikke klar over rækkevidden af sine tanker, det blev han først efterhånden som han arbejdede med dem og især under presset af den katolske modstand: forhøret for kardinal Cajetan 1518, den offentlige drøftelse med Eck 1519 i Leipzig, de reformatoriske hovedskrifter »Til adelen» (»An den christlichen Adel deutscher Nation» 1520), med udførligt reformprogram; »Om kirkens babyloniske fangenskab» (»De captivitate Babylonica» 1520), med kritik af sakramentlæren; 876