»Om et kristenmenneskes frihed» (»Von der Freiheit eines Christenmenschen» 1520), en upolemisk redegørelse for den lutherske fromhed, og pavens truselsbulle 1520, endelig bandbullen og forhøret på rigsdagen i Worms 1521, hvor L. blev erklæret fredløs. Forbavsende hurtigt faldt den katolske kirke i store dele af Tyskland og videre mod sydøst og nord. Baggrunden var dels, at den senmiddelalderlige katolicisme var en kolos på lerfødder, at pavehoffet for sent vågnede til bevidsthed om faren, at tyrkerfaren og andre krigsforetagender lammede Karl V.s kraft i de afgørende år, dels L.s profetiske vælde såvel i hans personlige optræden som i hans rige forfatterskab: Bibeloversættelsen (der med sit kærnefulde sprog blev udgangspunktet for moderne højtysk) og postillerne, hvorved han skabte en folkelæsning for lange tider; katekismerne og et par andre pædagogiske skrifter, som gav nye og betydningsfulde tilskyndelser for undervisningsarbejdet; en lang række opbyggelige og polemiske skrifter, hvorigennem den nye lære nåede ud i folket. Virkningen af bøgerne og af den mundtlige forkyndelse (L. var i lange perioder sognepræst i Wittenberg og samlede lejlighedsvis store skarer om sin prædikestol udenfor byen) og af hans universitetsundervisning (studenter allevegnefra strømmede i skarer til hans kateder) overbeviste L. om rigtigheden af den grundsætning, at evangeliets fremgang skulle ske »ved ordet alene». Uden anvendelse af nogen form for tvang, men blot ved sine prædikener bragte han således orden i de kaotiske tilstande, som herskede i Wittenberg, da han vendte tilbage i 1522 fra opholdet på Wartburg. Med rette er L. blevet betegnet som samvittighedens helt, vel at mærke den af Guds ord oplyste og bundne samvittighed. Hans personligheds vældige virkning beroede netop på, at han blankt lod alle klogskabshensyn fare, båret af overbevisningen om sandhedens indre, revolutionerende kraft. Ikke han, men Guds almægtige ord skulle skabe den religiøse og folkelige omvæltning. Vrangsiden af dette overvældende samvittighedspræg ved L.s personlighed var hans lige- 877 LUTHER Martin Luther. Maleri af Lucas Cranach d. &. gyldighed for ydre ordninger — han vilde f. eks. ingen ny gudstjenesteform foreskrive, skønt han udsendte flere vejledninger i så henseende (»Formula Missae» 1523, først og fremmest »Deutsche Messe» 1526, endelig »Taufbüchlein» 1526), hver kunde gøre, som han fandt bedst. I praksis førte dette til lægfolkets umyndiggørelse under teologerne og til kirkestyrets overgang til de verdslige fyrster. Sidste år. I 1525 stod L. på sin højde; en række universiteter var med i den nye bevægelse, messen var i flere tyske lande ved at afløses af evangelisk gudstjeneste, klostrene ophævedes. Men i 1525 begyndte også tilbagegangen: bruddet med den humanistiske intelligens og med proletariatet på landet fuldbyrdedes gennem skriftet »Om viljens ufrihed» (»De servo arbitrio», mod Erasmus) og bondekrigen. L. regnede med bøndernes sejr og sin egen undergang i den forbindelse; dette er baggrunden for hans giftermål med den tidligere nonne Katharina v. Bora: han ville i handling afgive et umisforståeligt vidnesbyrd om sit brud med klosteridealet. 878