troende mottar Kristi legeme og blod, og til spekulasjoner over forholdet mellom Kristi to naturer. Kristus er til stede etter begge naturer, og følgelig må hans menneskelige natur ha del i en egenskap som er guddomsnaturens, nemlig allestedsnærværelse. Læren om naturenes gjensidige meddelse av hinannens egenskaper (communicatio idiomatum) ble l.s karakteristiske utbygning av det ìi øvrig trofast overtatte trinitariske og kristologiske dogme fra oldkirken. 6. Kirkeforfatning. Prinsipielt er 1. her indifferent, og den omstendighet at noen lutherske kirker har biskop-embetet, andre ikke, skaper intet skille mellom dem. De tyske landskirker har inntil Weimarforfatningen vært, og de nordiske kirker 'er fremdeles statskirker i betydningen kirker som er nær forbundet med staten. De få og små frikirker i Europa og de lutherske kirker i Amerika har forfatning bygd på representasjonsorganer. (Se også Kyrkoförfattning.) 7. Gudstjeneste. L.s gudstjenestetradisjon er bygd på messen, mens tidebønnene har spilt en forsvinnende rolle. Gudstjenesten følger den romerske messe i sin oppbygning, men avviker fra den ved at alle offerbønner er fjernet, liturgien er på folkespråket, prekenen er et integrerende ledd, salmesang har fått bred plass. Den lutherske kirke har alltid hatt en ordnet, liturgisk gudstjeneste, men har aldri krevd liturgisk uniformitet for alle kirker innen 1. Karakteristisk er anvendelsen av faste perikoperekker også som prekentekster, og bibeholdelsen av alter, alterlys, messeklær (i Norden) og knelende mottagelse av nattverden. (Se også Gudstjeneste, Liturgik.) Litt.: Håndbøker i konfesjonskunnskap, særlig av de lutherske forfattere: W. Walther, Lehrbuch der Symbolik (Leipzig 1924); J. L. Neve, Churches and sects of Christendom (2. ed. Blair, Nebraska 1952); E. Molland, Konfesjonskunnskap (Oslo 1953; bibliografi). Deskriptive fremstillinger av de enkelte kirker i »Ekklesia, eine Sammlung von Selbstdarstellungen der christlichen Kirchen» h. 5—8, 14, 20—21 (Gotha 1935 —38). Se også under de enkelte land. Utgaver av bekjennelsesskriftene, se Bekännelseskrifter. Til 1: Se Calvinismen. 901 LUTHERSK MISSIONSFORENING Til 2: Helhetsfremstillinger av den nyere tids kirkehistorie og særlig den lutherske reformasjons historie, se Reformationen. Fremstillinger av de enkelte lands historie. A. R. Wentz, The Lutheran church in American history (2. ed. Philadelphia, Pennsylvania 1933); J. L. Neve, History of the Lutheran church in America (3. ed. Burlington, Iowa 1935). Til 3: The Lutheran churches of the world 1952, ed. by A. R. Wentz (Genève 1952). Til 4: W. Elert, Morphologie des Luthertums, 1—2 (München 1931—32; hovedverk, alsidig analyse av ortodoksiens |.) ; H. Sasse, Was heisst lutherisch? (München 1934; konfesjonalistisk; norsk overs. Hvad er luthersk kristendom? Oslo 1937); Vår lutherske arv. utg. av S. Normann (Oslo 1937) Til 5: P. T'schackert, Die Entstehung der lutherischen und reformierten Kirchenlehre (Göttingen 1910); E. Schlink, Die Theologie der lutherischen Bekenntnisschriften (2. ed. München 1946). Til 6: Se Kyrkoförfattning. Til 7: Verker nevnt under Gudstjeneste. A. 0.7. Hellerström, Liturgik (3. ed. Sthm 1953). E.M. LUTHERINSTITUT, se Söndagsskola. LUTHERSK MISSIONSFORENING TIL EVANGELIETS FREMME I DANMARK er en vækkende og opbyggende bevægelse inden for den danske folkekirke. Den begyndte i 1860erne på Bornholm, hvorfor dens tilhængere jævnligt kaldes »bornh olmere». En ung folkekirkepræst uden fast embede, Peter ChristianTrandberg (1832—96) havde på øen fremkaldt en ret stor vækkelse. I 1863 brød han med folkekirken, fordi den ikke skelnede tilstrækkeligt mellem troende og vantro. En af Trandbergs medarbejdere, smeden Hans Christian Møller (1834—1907) kom imidlertid under indflydelse af Rosenius* og der opstod et brud mellem Trandberg og Moøller. Som følge heraf opløstes frimenigheden. Rosenius rådede personligt Møller og hans tilhængere at søge tilbage til folkekirken. L. har ingen særlig bekendelse ud over folkekirkens, men dens forkyndelse har en særlig tone, præget af kravet om afgørelse og helliggørelse. Særpræget skyldes for en stor del påvirkningen fra Rosenius og Evangeliska Fosterlandsstiftelsen*. De ved møderne anvendte sange og melodier er for 902