LYDIGHED 1930—31, 1936, 1938—47, 1951—52, 1952—53; S. C. Michelfelder, Handbook for national committees and study committees (Genève 1948, ny ed. 1951); C. E. Lund-Quist, Der Lutherische Weltbund (München 1954). H.S. LYDIGHED. G.7. Da Gud (og i N.T. Kristus) er Herren, er det selvfølgeligt, at i G. T. pagtsfolket og i N.T. den kristne menighed kaldes til 1. mod ham. Adams synd var ulydighed mod Guds befaling (1. Mos. 3); Abraham prises, fordi han var lydig (1. Mos. 22:18, jfr. Heb. 11:8); ved Sinaj kaldes Israel til at lyde Jahves røst (2. Mos. 19:5); Sauls synd var ulydighed, der stemples som trolddomssynd og afgudsbrøde (1. Sam. 15:22 f.); nordrigets fordærv var dets ulydighed (2. Kong. 17:7—20); Iykke og ulykke, liv og død afhænger af |. eller ulydighed (3. Mos. 26; 5. Mos. 30: 15—20 o.s.v.). De i den eftereksilske tid almindelige syndsbekendelser er bekendelser af ulydighed (f.eks. Neh. 9:16 ff.). Allerede dekalogens første bud er et kald til lydighed mod Jahve alene (2. Mos. 20:3; 5. Mos. 5:7; jfr. f. eks. Ps. 81: 10—14). L.s egentlige grund er ikke, at Jahve er den almægtige, hvem det er håbløst at modstå. Tværtimod er G. T. forvisset om, at mennesket evner at være ulydigt. Heller ikke er grunden den, at man har skønnet, at man står sig bedst ved at adlyde, så stærkt end velsignelsen ved 1. og forbandelsen ved ulydighed fremhæves. Men 1. hænger, som det ikke mindst er klart i 5. Mos., sammen med kærlighed til Israels Gud, der har forbarmet sig over folket. Kærlighed til Gud og 1. mod hans lov går faktisk i ét. Guds lov er jo et udtryk for Guds kærlighed til pagtens folk, ikke et fremmed element, der skubbes ind mellem den enkelte og Gud. I den eftereksilske tid er der dog tendenser til at tillægge 1l. mod lovens mange enkeltbud en sådan betydning, at denne træder i stedet for taknemmelighedens kærlighed til Gud. Også i N.T. er tanken om gudsforholdet som |. fremtrædende. Udtrykket møder især i Romerbrevet og det dermed beslægtede 1. Petersbrev. Menigheden er kaldet til 1. (1l. Pet. 1:2); de troende er »lydigheds børn» (v. 14); de er lydige mod sandheden (v. 22) 907 eller mod evangeliet (Rom. 10:16) eller troen (Ap.G. 6:7) eller Kristus (2. Kor. 10: 5; jfr. Hebr. 5:9); eller der tales (Rom. 6: 17) om at være lydig mod den læreform, til hvilken de er overleveret, eller at være lydig mod apostlens ord i hans brev (2. Tess. 3: 14). L. og tro er for Paulus så inderligt samhørende, at han to gange (Rom. 1:5 og 16: 26) taler om »troslydighed». Skønt Paulus også kan tale om at være lydig mod synden, har dog ordet »l.» en så positiv klang, at det kan stå alene som det modsatte af synd (se Rom. 6:16). Endnu tydeligere end i G. T. er det, at 1. udspringer af, ja egentlig er uløseligt sammenknytet med kærlighed til Gud og troens modtagelse af hans frelse (se f.eks. 1. Joh. 5: 3). Romerkirken. Allerede Ignatios taler (Ign. Ef. 20:2) om at være lydig mod biskoppen og ældsterådet (presbyteriet). Og efterhånden som gejstligheden udvikler sig til at blive en midlerstand mellem Gud og menneskene, kommer tanker af denne art stærkt frem. »Troslydighed» bliver stadig mere en betingelsesløs underkastelse under romerkirkens afgørelser m.h.t. trosspørgsmål og etiske problemer. Den troende katolik kender normalt langtfra alle kirkens læreafgørelser. Men hans lydige tro viser sig derved, at han erklærer sig overbevist om, at kirken altid har ret. »I sidste instans drejer det sig ved trosakten slet ikke om det religiøse eller filosofiske sandhedsproblem, men om lydighed mod de kirkelige myndigheder», siger Fr. Heiler. Dette ophæver dog ikke, at netop romerkirken stærkt fremhæver, at det fornuftmæssigt kan godtgøres, at det er rigtigt eller rimeligt at tro. Munke og nonner forpligter sig til ubetinget 1. mod deres gejstlige foresatte; de opgiver derved deres egen vilje. Denne |, indskærpes særlig stærkt i Jesuiterordenen. Det højeste 1.s-trin når den, der helt underordner sin egen samvittighed og dømmekraft under den overordnedes. Denne prisgivelse af forstanden kaldes excaecatio, d.v.s. gøren sig blind. Også evangelisk kristendom taler om 1., dog ikke mod en kirkelig instans, men mod Kristus, Herren. Dette betyder 1. mod det pro- 908