fetiske og apostolske vidnesbyrd om ham. Den kristne bøjer sig under den »læreform», han er blevet overgivet til. Han bøjer sig imidlertid ikke imod sin egen forstand og samvittighed, men fordi Gud Helligånd oplyser hans forstand og retleder hans samvittighed. Her er altså tale om et personligt forhold, ikke om en excaecatio eller et forstandens selvmord. Og den »læreform», hvorunder man bøjer sig, er det bibelske budskab i dets mangfoldighed, ikke en fasttømret dogmatik og en kasuistisk udformet etik. Nyprotestantismen understreger undertiden den enkeltes forstands og samvittigheds suverænitet så stærkt, at al tale om 1. mod et uforanderligt budskab truer med at forsvinde. Ægte evangelisk kristendom er forvisset om, at Helligånden således vedkender sig det centrale indhold af det bibelske budskab om Kristus, at den vejleder mennesker til en personlig overbevisning om dette budskabs sandhed. L. mod øvrigheden. Kristendommen lærer også 1. mod de mennesker, der efter Guds ordning har myndighed, både i hjem, stat og kirke. Herom taler både G.T. og N.T. ofte. Men det fremhæves samtidig, klarest i N. T., at denne |]. har sine grænser i det ubetingede 1:s-forhold til Gud (eller Kristus). Jesus anerkender således det fjerde bud (Matt. 15:3 ff.) og opfordrer samtidig til for hans skyld at tilsidesætte fader og moder (Luk. 14:26). Apostlene formaner til 1. mod øvrigheden (Rom. 13: 1 ff.; 1. Pet. 2:13 ff.) og indskærper samtidig, at man skal adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G. 5:29). Alle kirkesamfund er da også enige om, at selv om den naturlige kristne indstilling mod de overordnede er |., kan 1.s-nægtelse undertiden blive pligt. Derimod er der uenighed om, hvor vidt den kristne i givet fald kan gå med til oprør mod en uretfærdig øvrighed. Luther og luthersk tradition siger her nej. Adskillige tyske lutheranere ville af samvittighedsgrund end ikke være med i oprørsforsøg mod Hitler. Calvins disciple har stillet sig anderledes. Huguenotternes kamp i Frankrig og puritanernes i England er eksempler på modstand mod øvrigheden, 909 LYS OG MØRKE som delvis var bestemt af religiøse motiver. Nyere »demokratisk» opfattelse vil normalt hævde, at hvis en øvrighed groft tilsidesætter sine forpligtelser, må det være berettiget, eventuelt under anvendelse af vold, at søge at få den fjernet (således allerede John Locke). Se også Autoritet, Bud, Frihet. Litt.: Ang. G. T. se især W. Eichrodt, Theologie des Alten Testaments 3 (Leipzig 1939, s. 34 ff.). Ang. romerkirken se Fr. Heiler, Der Katholizismus (München 1923, s. 238 ff.). Ang. forholdet mellem katolicisme og protestantisme se K. Heim, Das Wesen des evangelischen Christentums (5. ed. Leipzig 1929) og A. de Quervain, Gesetz und Freiheit (Stuttgart 1930). I øvrigt behandles spørgsmålet i de fleste nytest. teologier og håndbøger i dogmatik og etik. Ang. den etiske side af problemet se især K. Barth, Die kirchliche Dogmatik 3:4 (Zollikon—Zürich 1951). N. H. S. LYS OG MØRKE. Begrepsparet 1. og m. spiller en stor rolle i antikke religioner som den egyptiske, babyloniske og navnlig den persiske og i de av dem påvirkede gnostiske systemer — framfor alt i manikeismen* med dens dualistiske motsetning mellom 1.s og m.s rike. I de polyteistiske religioner finner vi en likefram kultus av |., spesielt av solen. I bevisst motsetning dertil hevder G. T. at også l. er skapt av Gud. L. og m. er først og fremst fysisk å forstå (1. Mos. 1), og m. er som sådant ikke ondt eller gudfiendtlig. Men bibelen bruker de samme begreper også i billedlig betydning, og da representerer m. det onde likesom |. det gode. Vi kan skjelne mellom tre hovedbetydninger innenfor denne anvendelse av begrepsparet. Da 1. er betingelsen for å se, betegner det først den opplysning som gudsåpenbaringen formidler, mens m. betyr den vankundighet som råder utenfor åpenbaringens område. Derfor brukes begrepet 1. oftere om Guds ord (Ps. 119: 105, 43:3, »ditt 1l. og din sannhet»; Jes. 51: 4; Ap.G. 26:23). Og ordets lærere kan da også kalles 1. (Matt. 5: 14; Joh. 5:35: døperen var en lampe; Rom. 2: 19). Til denne bruk av 1. og m. kan også regnes at øyet som formidler av opplysningen selv kalles |. eller lampe (Matt. 6:22; Luk. 11: 34). 910