LØGN Reformatorerne vendte sig kraftigt mod enhver tale om ved |]. at ville indynde sig hos Gud eller opnå fortjeneste hos ham. L. der var aflagt med dette formål, kunne ikke være bindende. Angående cølibats-l. hævdede de, at alle, der ikke var skikkede til ugift stand, har lov til at gifte sig, da nemlig ægteskabet er Guds indstiftelse og befaling. I evangelisk etik har da også hellige 1. kun ringe plads. De kan aldrig være berettigede som middel til at opnå noget hos Gud. Iøvrigt er den kristne altid forpligtet til at adlyde Guds vilje, så vidt han erkender denne. Og han har ikke lov egenmægtigt at fastslå, at Gud vil kræve dette eller hint af ham. Man har ikke ret til at love andet end det, man tør tro, Gud altid vil kræve eller billige. En vis begrænset plads kan 1. have i kampen mod bestemte fristelser, således for visse mennesker et 1. om total afholdenhed fra spiritus. Selv et 1. om daglig bibellæsning eller afholdenhed fra adiafora rummer farer, dels for uevangeliske tankegange, dels for at man tillægger det i 1. indeholdte uretmæssig stor betydning. Har man lovet noget, som man kun ved at synde kan opfylde, må 1. brydes. Men da viser det sig, at l.s aflæggelse var synd. Litt.: Art. »Gelübde» (i Die Religion in Geschichte u. Gegenwart 2, Tübingen 1928); F!. Hvidberg, Den israelitiske religions historie (Khvn 1943, s. 105); Fr. Heiler, Der Katholizismus (München 1923, s. 200 ff.). Luthers angreb på munkeløftet begyndte i efteråret 1521. Et vigtigt skrift er »De votis monasticis» fra 1524 (i Weimarudg., bind 8, Weimar 1889). Den Augsburgske konfession behandler det i art. 27, jfr. også art. 26 (forskel på spiser). Angående 1. om totalafholdenhed fra alkohol se især H. Sandahl, Försakelsebegreppet hos Peter Wieselgren (diss. Lund 1946). Korte drøftelser i en række etikker, f. eks. H. Martensen, Den christelige ethik 2 (Khvn 1878; s. 506 f.); Chr. Clarbo, Kristelig etik (Khvn 1921; s. 268 f.); N. H. Søe, Kristelig etik (3. ed. Khvn 1951; s. 325); A. Dedo Müller, Ethik (Berlin 1937; s. 185 f.). N. H. S. LÖFTE — UPPFYLLELSE, se Forjættelse — opfyldelse. LØGN. At lyve er at tale eller handle således, at man derved tilsigter at vildlede. 935 Spøg og ironi, der tydeligt fremtræder som sådant, er altså ikke 1. Det samme gælder gængse høflighedsformler, når det må formodes, at modtageren ikke lægger mere i dem, end der var ment. Modsat gør man sig skyldig i l., hvis man siger noget, der vel kan forstås sådan, at det er sandt; men den talende regner med og tilsigter, at modparten vil forstå det sagte anderledes og derved vildledes. Man sætter sine ord »på skruer», gør sig skyldig i tvetydighed, dobbelttydighed eller med de latinske udtryk amphħhibologi eller aeqvivocatio. Denne form for |]. er særlig hæslig, fordi den talende håber at nå sit mål og samtidig hyklerisk vil gardere sig ved på en måde at holde sig til sandheden. Ikke desto mindre tillader katolsk moralteologi sådanne tvetydigheder, når det drejer sig om en »retfærdig sag». Løgnagtighed i færd er hykleri og al forlorenhed. Mange ikke-kristne religioner fordømmer skarpt 1. Kyndige forskere kan hævde, at overgangen til »højere» moral normalt ikke sker derved, at kravet om næstekærlighed for alvor melder sig, men derimod derved, at sandhedskravet får myndighed. Berømt er den vægt, perserne lagde på at tale sandhed. Men også f.eks. i buddhismen er kravet herom et hovedpunkt i etikken. Andre religioner priser dog den forslagne, der kan overliste sin modpart. I de ældre skrifter i G. T. er sandhedskravet hverken stærkt eller særligt klart fremme. Dekalogens ottende bud fordømmer kun det løgnagtige vidneudsagn, der skader næsten. Og adskillige fortællinger rummer tvetydigheder, der ikke dadles (se f.eks. 1. Mos. 12:13; 2. Mos. 3: 18 ff.; 1. Sam. 16:2). I de senere G. T.-lige skrifter er derimod kravet om fuld og hel sanddruhed meget fremtrædende. Gud elsker »sandhed i hjertets løndom» (Ps. 51: 8). For N.T. er det så selvfølgeligt, at al |]. bør skys, at dette sjældent direkte understreges (se dog f.eks. Ef. 4:15 og 25). Jesu disciples ord må være så vederhæftige, at al edsaflæggelse er overflødig og derfor forkastelig (se Matt. 5:37 og Jak. 5:12). Johannesevangeliet stempler 1. som Djævelens element (8:44), mens Jesus selv er sand- 936