heden (14:6; 18:37). Især kæmpes der mod al forløjethed i væremåde, alt hykleri. Næppe nogen synd dømmes hårdere end denne (se f.eks. Matt. 6:2 ff., 23:2 ff; Ap.G. 5: 1 ff.; Gal. 2: 11 ff.). Teologisk etik begrunder undertiden, især under indflydelse fra I. Kant, primært sandhedskravet ud fra hensynet til mennesket selv som moralsk personlighed. Den centrale kristelige begrundelse må imidlertid gives ud fra budet om næstekærlighed. L. er synd, fordi den nedbryder tillidsforholdet mellem mennesker og dermed sårer kærligheden på et yderst ømtäåleligt sted. Herudfra kastes der lys over spørgsmälet nødløgn. Enhver 1., der skyldes egenkærlighed, må forkastes. Det eneste spørgsmål, kristelig etik kan drøfte, er, om der kan tænkes situationer, hvor næstekærligheden kræver, at sandheden fraviges. Navnlig visse humane etikere (berømtest er I. Kant og J. G. Fichte) har her gennemført et klart nej; man skal altid tale sandhed og overlade konsekvenserne heraf til forsynet. Adskillige både kristne og humane etikere er af anden mening. D. Bonhoeffer taler om at stille »et dødt billede af sandheden» til skue og dermed »ødelægge den levende sandhed mellem mennesker», tilliden. Det kan ikke være kristeligt i sandhedskravets navn at udlevere et menneske til en forbryder. Men har man f.eks. lov hellere at lyve end at udlevere sin næstes ære? En kasuistisk afgørelse kan ikke træffes. Enhver kan på pinefuld måde blive stillet over for det spørgsmål, hvor vidt ægte troskab mod Guds kærligheds og sandheds åbenbarelse af ham kan kræve fravigelse fra den objektive sandhed. Den selvfølgelighed, hvormed f.eks. adskillige også kristne læger lyver for deres patienter, kan ikke kristeligt forsvares. Se også Sandhed. Litt.: Ang. G. T. se f. eks. W. Eichrodt, Theologie des Alten Testaments 3 (Leipzig 1939; s. 58) og Johs. Pedersen, Israel 1 (Khvn 1920; s. 261 ff. og 319 ff.). Ang. Luthers opfattelse se J. Meyer, Historischer Kommentar zu Luthers Kleinem Katechismus (Gütersloh 1929; s. 246). Spørgsmålet behandles i de fleste etikker. Et 937 LØN klart nej til enhver form for nødløgn i Erik Christensen, Vort eneste haab (Khvn 1945). Ang. protest mod en sådan opfattelse se især D. Bonhoeffer, Ethik (München 1949; s. 190 og 2883 ff.), jfr. også K. Barth, Eine Schweizer Stimme (Zo}- likon—Zürich 1945; s. 244 ff.). N. H.S. LØN. Sand etik synes at kræve, at man øver det gode for dets egen skyld og ikke for derved at opnå |. eller at undgå straf*. Ikke mindst I. Kant og den filosofi, der er påvirket af ham, har stærkt fremhævet dette. Det eneste motiv, der er etisk berettiget, er, hævder man, agtelse for sædeloven. Skeler man efter 1., får man i stedet for sand moralitet en »lykkemoral», eudaimo- nisme, udvortes uangribelighed måske, men i grunden umoral. Kristendommen synes at måtte bifalde dette. Kristen kærligheds væsen er ikke at »søge ‘sit eget» (jfr. 1. Kor. 13:5). Men skal kærlighedsbudets myndighed styrkes ved henvisning til 1. eller straf, synes man netop derved at forlede mennesker til at pleje selviske interesser. Dette gælder også, når det er en hinsidig 1. (salighed) eller en hinsidig straf (fortabelse), man lokker eller truer med. Man fremelsker da en særlig raffineret form for selviskhed, der her i verden søger at glemme sig selv i tjeneste for andre, men. egentlig gør dette for derved at sikre sig selv efter døden. Hertil kommer, att det er kristendommens centrale budskab, at frelsen er Guds frie, uforskyldte gave, altså noget, som mennesket hverken skal eller kan erhverve sig ved egne anstrengelser. L.- og strafmotivet synes da at være et direkte angreb på Kristi ære, et tilbagefald til en ukristelig forestilling om, at det trods alt i nogen måde er os, der skal gøre os værdige til Guds velbehag og den dermed forbundne timelige eller evige belønning. Ikke desto mindre taler både G. T. og N. T. tilsyneladende helt selvfølgeligt og ubekymret om |. og straf. Hvorledes er dette da at forstå? Man har ofte hævdet, at i G.T. skulle det egentlige motiv til lydighed mod Guds vilje være håb om dennesidig belønning og frygt for straf. Dette er imidlertid en alvor- 938