LØN lig fortegning. Israels udvælgelse er Jahves frie nåde. Gaven (evangeliet) går forud for kravet (loven). Den troende israelits fortrøstning er Guds trofasthed mod pagten med fædrene. Det egentlige gode er samfundet med pagtens Gud. Lydigheden mod Guds lov er efter sit dybeste væsen et taknemmeligt ja til Israels Gud. I det ældre Israel henfaldt man normalt ikke til beregninger angående nøjagtig overensstemmelse mellem værd og skæbne. Man var helt selvfølgeligt forvisset om, at den Gud, der gav budene, også sørger for, at lydighed mod hans vilje ikke er meningsløs. De forjættelser om 1. og trusler om straf, der stammer fra denne ældre tid, er oftest et umiddelbart udtryk for denne forvisning. I de senere lag i G.T. (ikke mindst Krognikebøgerne og visdomslitteraturen) træder derimod tanken om, at Guds retfærdighed må betyde en konstaterlig fordeling af |. og straf efter menneskers lovlydighed, ofte stærkt frem. Det nærmer sig til, at mennesket har krav på Gud. Retfærdig jordisk belønning for lovtroskab er ved at blive et hoveddogme for de fromme. Dog er det karakteristisk, at et ret sent skrift som Jobsbogen stempler 1.-syg »fromhed» (eudaimonisme) ved at gøre Satan (1:9) og Jobs venner (22:2) til dens repræsentanter. Job selv begærer samfund med Gud, Guds nærhed. Da Gud åbenbarede sig for ham, var hans hjerte stillet tilfreds (42: 1—6). Den timelige lykke bagefter (42: 10—17) ses ikke som velfortjent belønning, men som en besegling af Guds ja til Job, en »tilgift» (Matt. 6:33). Et højdepunkt i israelitisk fromheds kamp med hele dette problem er i øvrigt salme 73 (se især v. 28: At leve Gud nær er min lykke). I N. T. taler Jesus selv ret ofte om |. og straf (se f. eks. Matt. 5: 12, 10: 28, 32—33 og 40— 42, 19:28 ff.). Dette betyder imidlertid ikke, at der mellem Gud og mennesker består et slags kontraktforhold. »Riget» og dermed frelsen er Guds gave og hører derfor netop »børnene» til (Matt. 18:3, jfr. Luk. 12:32 0.s.v.). Den tabte søn fortjente intet, men fik alt (Luk. 15:11 ff.). Derfor kan Jesus både tale om en »løn» udover al rimelighed (Matt. 19:29) og i lignelsen om arbejderne i 939 vingården (Matt. 20:1—16) tilrettevise det l.-syge sind og henvise til Guds frie godhed. Og i lignelsen om arbejderen på marken (Luk. 17: 7—10) bliver det også tydeligt, at ingen »arbejder» har noget at kræve. Dette ligger i øvrigt allerede i det faktum, at »tjenerne» normalt kaldes »trælle» og netop ikke »lønarbejdere». Også den store domsscene i Matt. 25:31 ff. viser, at såvel straffen som 1. kommer overraskende for de pågældende. Der er da heller ikke tale om, at |.- eller strafmotivet begrunder Jesu fordrings gyldighed eller anvendes til at klarlægge fordringens indhold. Men henvisningen til 1. eller straf skal understrege, at der er en følgerigtighed i tilværelsen, som gør, at livet med Gud ikke kan ende i ulykke, og livet uden Gud må føre til død. Skønt Paulus stærkt forkynder frelsen ved Guds nåde alene og derfor hævder, at enhver menneskelig »ros» er udelukket (Rom. 3:21 ff.), spiller tanken om |1. og straf en stor rolle i hans breve (se f. eks. Rom. 2: 1— 11; 2. Kor. 5:10). Særlig indskærper han, at de, der lever i bestemte synder, ikke skal »arve Guds rige» (1. Kor. 6:9—10; Gal., 5: 21; Ef. 5:5 o.s.v). Israeliterne i ørkenen nævnes som et advarende eksempel på en menighed, der ved synd kom under død og dom (1. Kor. 10: 1—13). Men også hos ham er l.-tanken ombøjet. Rom. 4:4—5 indfører han begrebet »1. af nåde», og Rom. 6: 23 forkyndes det evige liv ikke som 1., men som Guds nådegave. I 1. Kor. 9:18 er det, som nærmede han sig en uevangelisk tanke om |. for et frivilligt afsavn; men han bryder brat af: Min |]. er, at jeg forkynder evangeliet gratis. Også for Paulus er betydningen af l.-tanken først og fremmest en understregning af, at der er en konsekvens i tilværelsen: Hvad et menneske sår, skal han høste (se Gal. 6:7 f.). Men forkyndelse af 1. og straf skal desuden minde om, at ret tro må og skal vise sig i et helligt liv. Vel er de gode gerninger åndens frugter (se især Gal. 5:22 f.), men disse gerninger kræver alligevel menneskelig anstrengelse (Fil. 2:12); ellers mister man frelsen (1. Kor. 9: 24—27). Romerkirken taler ofte ret dristigt om 940