menneskelige »fortjenester» (merita) Over for Gud. Thomistisk teologi vil dog ikke vide af noget sådant forud for retfærdiggørelsen. Denne er følgelig gratis. Og selv det menneske, der ved retfærdiggørelsen har fået indgydt guddommelige nådekræfter, vil man ikke uden videre tillægge evne til at erhverve sig fortjeneste over for Gud. Man sondrer mellem »billighedsfortjeneste» (meritum de congruo), der ikke betinger noget egentligt krav, og »værdighedsfortjeneste» (meritum de condigno). Ser man på mennesket selv og dets frie viljes indsats, kan der kun blive tale om billighedsfortjeneste. Kun når de gode gerninger betragtes som helligåndens værk, kan der tillægges dem fuld fortjenstfuldhed. Saligheden er således på engang Guds nådegave og samtidig retfærdig 1l. for de gode gerninger, den indgydte nåde virker i de troende. Luther afviste enhver tale om fortjenester over for Gud, også talen om »billighedsfortjenester». Fra først til sidst er frelsen gratis. De gode gerninger skal intet erhverve 941 LØN for mennesket selv. I Kristus har han jo alt. Men med gerningerne skal han tjene næsten i kristen kærlighed. I øvrigt er alle vore gerninger urene for Gud. Vi fortjener altså kun straf. Men denne straf er i Kristus borttaget. Skriftens tale om 1. er da for Luther et vidnesbyrd om Guds nåde og trofasthed. »Når du ser på værdigheden, findes der hverken fortjeneste eller løn. Når du ser på følgerne, findes der intet, hverken godt eller ondt, der ikke får sin løn» (Weimarudg. bind 18, 693). Se også Dom, Förtjänst. Litt.: Spørgsmålet er behandlet i de fleste kristelige etikker og dogmatikker. Til det bibelske stof se især art. om løn i Theol. Wörterbuch z. N. T., hrsg. v. G. Kittel, 4 s. 699—736 (Stuttgart 1942); W. Eichrodt, Theologie des A.T. 8, s. 74 ff. (Leipzig 1939); G. Bornkamm, Der Lohngedanke im N.T. (Lüneburg 1947). Til de filosofisk-etiske indvendninger mod løntanken især A. Nygren, Filosofisk och kristen etik (Lunds univ. årsskr. N. F. Avd. 1, bd 18:8, s. 22 ff., Lund 1923). N. H. S. 942