MARIA Maria med barnet og Esaias. Vægmaleri i Priscilla-katakomben i Rom țfra første halvdel af det 2. årh. Det eldste kendte madonnabillede. på slægtskabet og i modsætning til det fysiske familieforhold kalder dem, der gør hans faders vilje, for sin moder, sine søstre og brødre, jfr. Luk. 11:27—28. Johannesevangeliet nævner M. to gange, i fortællingen om brylluppet i Kana (Joh. 2) og om M. under korset (Joh. 19). Udfra Joh.s hele grundpræg er det vanskeligt at sige, hvad forf. lægger ind i M.s tilstedeværelse her. Ligger der en dybere symbolsk betydning bagved? Efter opstandelsen er M. med i kredsen af dem, der under vedholdende bøn venter på åndens komme (Ap.G. 1:14). Derefter forsvinder M. ganske af den evangeliske beretning. I brevene nævnes hun ikke. Materialet er altså temmelig spinkelt og kunne friste til ikke at tillægge M.s skikkelse synderlig betydning. Imidlertid må det fastholdes, at M.s betydning ikke er indskrænket til hende som individuum, men hendes person må stilles ind i en større frelseshistorisk sammenhærg. En blot litterær, individuel skildring er derfor ikke tilstrækkelig, men M.- skikkelsen må ses i en dybere bibelteologisk, dogmatisk sammenhæng. I forståelsen heraf går der en dyb kløft imellem såvel østlig som vestlig katolicisme og evangelisk kristendomsforståelse. Opgaven bliver nu først at skildre den katolske M.-opfattelse. 959 Romersk-katolsk M.-opfattelse. I den efterapostolske tid spiller M. ingen synderlig rolle. Dog nævnes hun både hos Ignatius, Justin, Irenæus og Tertullian, hos hvilke navnlig parallellen mellem Eva og M. fremhæves. Som Eva ved sin ulydighed bragte ulykke over menneskeheden, reparerer M. ved sin lydighed den første Evas brøde. Antitesen M.—Eva svarer til antitesen Kristus —Adam. Et betydningsfuldt vendepunkt sker ved konciliet i Efesus 431, hvor nestorianismens kristologi fordømmes. For at hævde Kristi guddommelighed bruges udtrykket »gudsfødersken», Vsotóx0ç, thi M. har født den menneskevordne Guds 10gos til verden. Fra nu af tager såvel M.-dyrkelsen som marialogien fart. Kirker indvies til M., billeder af hende æres, fester til hendes ihukommelse og pris indføres i liturgien. De fire ældste er festen for M.s fødsel (8. sept.), renselsen (2. febr., jfr. Jungfru Marie kyrkogångsdag), bebudelsen (25. marts, jfr. Jungfru Marie bebådelsedag) og optagelsen i himmelen (15. august). Hos Efraim Syrer (d. 373) var allerede M.-digtningen begyndt, og både hos Augustin og endnu mere i de følgende århundreders patristik, endende med Johannes fra Damascus (d. 749), udvikles læren F A l , $ L] "d la p Z * i fi w p Maria, himmeldronningen. Mosaik fra det 6. årh. i S. Apolinnare i Ravenna. 960