om M. hånd i hånd med den voksende M.- dyrkelse. I 7.—8. århundrede var der næppe een by, der ikke havde en kirke indviet til M. Middelalderen er en marialogisk blomstringstid. Både opstår nu en selvstændig marialogi, begunstiget af middelalderens største teologer såvel Bernhard, Albert d. Store, Bonaventura som Thomas, Scotus og mange flere, og samtidig skyder M.-dig tningen sine fineste skud. Fra det 11. årh. stammer den mest yndede af alle M.-hymner -Salve regina», og siden det 14. årh. synges den berømte sekvens »Stabat mater dolorosa», der nu har sin plads i begge festerne for M.s syv smerter såvel som bl. hymnerne i breviaret. Fra middelalderen stammer også »Ave M.» den englelige M.-hilsen, den hyppigste og mest elskede gudsmoderbøn i den vestlige katolicisme. Sammen med Fadervor danner den indledningen til hver kanonisk tidebøn* og er den væsentligste bestanddel af rosenkransen, der efter legenden skal være givet til den hellige Dominicus af Jomfru M. selv som det bedste værn imod kættere. I slutningen af middelalderen anordnes festen for den allerhelligste rosenkrans (7. okt.). Som modvægt imod reformatorernes og senere jansenismens modstand imod M.- dyrkelsen sætter den katolske teologi ind med fornyet interesse for M., idet både Bellarmin, Bossuet og Liguori foruden mange andre uddyber M.s betydning i frelseshistorien og i kirkens fromhedsliv. Under Pius IX når M.-dyrkelsen et nyt højdepunkt ved dogmet om M.s ub esmittede undfangelse (sv. avelse) 8. dec. 1854, ikke at forveksle med dogmet om jomfrufødslen. 1858 sker M.-åpenbaringerne i Lourdes, der bliver M.-dyrkelsens berømteste valfartssted. Andre valfartssteder er Loreto, Kevelaer, Einsiedeln, Guadalupe og Fatima. De allerede bestående talrige M.- kongregationer vokser i tal og nye M.-fester, f.eks. for M.s ubesmittede hjerte (22. august), for M. som al nådes midler (31. maj) kommer til. Bekendt er Leo XIII.s M.-encyklikaer, der år efter år opfordrer til bøn til M., ganske særligt rosenkransbønnen. 1942 indvier Pius XII hele verden til M.s hjerte i bøn om at hun hos Gud må opnå fredeligere tider 31 961 Maria krones af Kristus til himmeldronning. Nedenunder løftes hon af englene op fra sarkofagen. Notre-Dames vestportal, Paris. Ca. 12153. for kirken og hele menneskeheden. I bullen »Munificentissimus Deus» af 1. nov. 1950 har paven fremsat dogmet om M.s 0ptagelse i himlen, hvorved etårhundredgammelt brændende ønske fra det brede katolske folk blev opfyldt. Med undtagelse af middelalderen har næppe nogen tid i den katolske kirkes historie været så levende optaget af M. som vor. Ikke blot folkefromheden, men også den videnskabelige forskning, M.-litteraturens flor, den bildende kunst og liturgiens nye skud kappes om at hylde gudsmoderen og himmeldronningen. Hovedtrækkene i den romersk-katolske marialogi er følgende: 1. M.s privilegier. Al lære om M. tager sit udgangspunkt i hendes stilling som Guds moder. I kraft af gudsmoderskabet har M. en værdighed, der overgår den hele jordiske skabnings og alle engles. M. tilbedes ikke som Gud, men heller ikke dyrkes hun blot i lighed med helgener og engle. Som gudsmoderen, hvem Gud fra evighed af har udvalgt og elsket med en særlig kærlighed, er M. genstand for en »hyperduleia», en speciel og langt mere ophøjet art af den dyrkelse, hvormed helgene og engle dyrkes. De privilegier, der strømmer ud af gudsmoderskabet, er først M.s jomfruelighed, både før, under og efter fødselen, ante partum, in partu et post partum. Ikke blot undfangelsen, men også selve fødselen var en overnaturlig 962