overensstemmelse med apostlenes lære, må evangelisk kristendom svare nej. Her kommer det til en modsætning mellem den apostolske tradition, bevidnet i skriften, og kirkens senere overlevering (jfr. Tradition). Marialogien viser, at i den rom.-kat. kirke ikke blot tradition og skrift, men traditionen alene kan være åpenbaringskilde. 2) En selvstændig marialogi sætter Kristus som vor eneste frelser og midler ud af kraft, idet M. får en stilling ved siden af Kristus, der ikke tilkommer nogen skabning. Sætningen »Gennem M. til Kristus» fordunkler den vej, Gud har anvist menneskene til frelse og forrykker troens klare kristocentriske midtpunkt. 3) Det katolske M.-billede svarer ikke til N. T. At hun er benådet, kan ikke betyde, at hun er syndfri, men at Gud i dette øjeblik viser hende og derigennem hele menneskeheden en overvældende stor nade. Skønt benådet er M. ikke uden anfægtelse og tvivl, idet hun ofte slet ikke forstår sin søn (Luk. 2:50 og Mark. 3:34). Igennem Jesu ord til hende rykkes M. sammen med enhver, der går ind under Guds ord og vilje. Evangelisk syn må udelukkende holde sig til biblens nøgterne skildring, der vel giver Jesu moder en fremtrædende plads, men aldrig anbringer M. på Guds og Kristi side. 4) Ikke mindst dogmet om M.s legemlige himmelfart og synet på M. som medforløser og himmeldronning har vist, hvor dyb kløften er mellem katolsk og evangelisk kristendom og har vist, hvor vanskelig vejen mellem dem er at gå. I den økumeniske bevægelse har det nyeste dogme vakt både bekymring og sorg. 5) Den evangeliske kirkes nej til den katolske marialogi udelukker ikke, at den — om den vil stå fast på det apostolske grundlag — har et positivt syn på M. Hun er i sandhed Guds moder, såsandt hun fødte Kristus til verden. M. indtager derfor en ganske særlig plads i frelseshistorien, som til alle tider skal mindes, og for hvilken hun skal prises salig. Hun var den jordiske kvinde, Gud udvalgte til at føde og være moder for Jesus, igennem hende fik Han sin menneskelighed og sin plads i menneskeheden som en af os. Gennem sin troslydighed og ved hele den til- 965 MARIA Mater dolorosa. Maria stående ved Kristi kors. Öja kirke på Gotland. Slutn. af det 13. årh. bagetrædende rolle, hun spiller lige fra begyndelsen til det øjeblik, hun forsvinder ud af den evangeliske historie, er hendes liv et stort vidnesbyrd om Ham, der alene er det Guds ord, ved hvilket vi frelses. Evangelisk teologi må ikke sætte sig fast i negationen, men i en fornyet positiv besindelse genvinde et bibelsk og frelseshistorisk syn på Jomfru M. Alene derigennem vil også en frugtbar samtale og et positivt opgør med katolske medkristne være muligt. Litt. er uoverskuelig. Til foreløbig orientering nævnes følgende: Evangelisk: Til evangelieudlægningen, se J. Schniewind, Das Ev. nach Matth. (Das N.T. deutsch, hrsg. v. P. Althaus— J. Behm, 2, Göttingen 1937) og K. H. Rengstorf, Das Ev. nach Lukas (ibid. 3, Göttingen 1937); Luthers eksegese til barndomsfortællingerne er samlet i D. Martin Luthers Evangelien-Auslegung, udg. af E. Mühlhaupt Bd. 1 (Göttingen 1938). Vigtigst er Das Magnificat verdeutschet u. ausgelegt (W. A. 7, 538 ff., moderne udgave, Stuttgart 1950); Art. Maria, die Mutter des Herrn (i Haucks Realenzyclopädie bd. 12); O. Moller, Jomfru Maria (Khvn 1879); H. Koch, Virgo Eva, Virgo M. (Berlin 1937); K. Barth, Die 966