MARTENSEN mentary on the gospel according to St. Mark (The international critical commentary, Edinburgh 1901; 8 ed., 1948; goda hänvisningar till den äldre, särskilt till den patristiska litteraturen); J. Lindblom, Markusevangeliet (Handbok till N. T. 2: 2, Sthm 1918; populär); J. Sundwall, Die Zusammensetzung des Markusevangeliums (Acta acad. aboensis humaniora 9, Abo 1934; stil- kritisk); Æ. Lohmeyer, Das Evangelium des Markus (Kritisch-exeget. Kommentar über d. N. T. 1:2, Göttingen 1937; särskild hänsyn till den galileiska Människoson-traditionen); B. H. Branscomb, The gospel of Mark (Moffat New Testament commentary, London 1937; populär, men kritisk); F. Grant, The earliest gospel (Nashville 1943; traditionshistorisk); Æ. Gulin, Markuksen evankeliumi (Suomalaisen teologisen kirjallisuusseuran julkaisuja 42, Helsingfors 1944; populär); Æ. Klostermann, Das Markusevangelium (Handbuch z. N. T. 3, 4 ed., Tübingen 1950; hänvisningar till hellenistisk-orientaliska parallelltexter); A. Fridrichsen, Markusevangeliet (Sthm 1952); E. Haapa, Markuksen evankeliumi (Suomalainen Uuden Testamentin selitys 2, Helsingfors 1952; populär, kritisk). E. H-a MARTENSEN, Hans Lassen, (1808—1884), dansk teolog og biskop. M. blev prof. extr. 1840 og ordinær professor 1850, Sjællands biskop 1854 og 18653 tillige kgl. konfessionarius. — M. blev født i Flensborg, men familien flyttede 1817 til København. Hjemmet var lvesproget, hvilket M. betragtede som en gave fra forsynet; han følte sig som bindeled mellem den danske og den tyske teologi, og selv efter det store opgør i 1848 stod han trods sin nationale indstilling i venskabelig forbindelse med den tyske teolog Dorner. 1 skoletiden vaktes hans interesse for religiøse spørgsmål, og i striden mellem Grundtvig og H. N. Clausen følte han sig draget af Grundtvig; men dennes »vilde frihedsråb» og »den mageløse opdagelse» drev ham bort fra Grundtvig. Gennem Henrik Steffens »Über die falsche Theologie und den wahren Glauben» fik han »en anelse om at der måtte kunne gives en verdens- og livsanskuelse, i hvilken alt, hvad der i tilværelsen har betydning, natur og ånd, natur og historie, poesi og kunst, filosofi føjer sig harmonisk sammen til et åndens tempel, i hvilket kristen- 971 Hans Lassen Martensen. Maleri af P. J. Krøyer. dommen er det altbeherskende og altforklarende midtpunkt». Dette syn blev han tro hele sit liv igennem. I Berlin gennemgik han 1834 en religiøs krise, »tro og erkendelse mätte bringes i det rette forhold i hans eget personlige liv», han måtte »ikke blot i ørkesløse betragtninger spekulere derover». På sin rejse kom han kun lidt i forbindelse med de lutherske kirker, des mere med digtere, naturforskere. filosoffer og kunstnere, selv katolikker (Baader) og jøder. Hans universitetsvirksomhed betegner et højdepunkt i dansk teologi. Hans forelæsninger over »spekulativ dogmatik» vakte sensation; men da hans dogmatik udkom, bar den navnet »Kristelig dogmatik» (1849), navneforandringen er betydningsfuld. I lang tid sås dette værk som norm for sand kristendom, men Søren Kierkegaard (M. var jo repræsentant for »systemet», d. v. s. Hegel) og Grundtvig protesterede. M. svarede Søren Kierkegaards våbendrager Rasmus Nielsen i »Dogmatiske oplysninger» (1850) og trak sig så ud af striden. Mod Grundtvig rykkede han først ud i 1863 (» Til forsvar mod den såkaldte grundtvigianisme»). 972