MARXISME under alteret. I en samtidig beretning om Polykarps martyrium (156) hedder det, at m.s ben er mere dyrebare end ædelsten, og at man nedlægger dem på et passende sted, hvor menigheden kan samles for at fejre »martyriets fødselsdag» til ihukommelse af m. og til styrkelse af de endnu levende. Fejringen bestod dels i et festmåltid, som tidligt blev afskaffet på grund af misbrug, dels i eucharistien. Der indrettedes ofte ved graven kapeller eller kirker til brug herfor. De enkelte m.s kult var i begyndelsen indskrænket til deres egen by og nøje stedfæstet til selve graven. Fra det 4. årh. begyndte man at fejre særligt kendte m. også i andre byer. For at opretholde fiktionen om, at festen holdtes ved graven, begyndte man at overføre relikvier fra graven til alteret i andre kirker. Mange m.-dage fejres nu i virkeligheden ikke på dødsdagen, men på translationsdagen, dagen for en særlig vigtig relikvieoverførsel. Fra begyndelsen af det 3. årh. har man i Rom martyrlister, hvilket antageligt hænger sammen med, at man på denne tid fik begravelsespladser, der direkte tilhørte menigheden. Det nuværende Martyrologium Romanum tryktes officielt 1584. Det er revideret flere gange, sidst 1922. Kejser Konstantin påbød 321, at m.-dage skulle holdes som søndagene, en bestemmelse, der dog fik begrænset betydning, fordi fejringen af udenbys m. fik antallet af m.-dage til at vokse for stærkt. Men m.-kulten har haft stor indflydelse på kirkeårets* udvikling. Tanken om, at m. var gået gennem bloddåben direkte ind til Guds herlighed, medførte, at man ikke bad for dem, men med dem, hvilket igen førte over til, at man anråbte om deres forbøn, således allerede hos Origenes. Hele udviklingen af lære og praksis m. h. t. helgenerne udspringer for en stor del af m.-kulten. (Se Helgon.) Reformatorerne reagerede naturligvis over for m.-kulten som over for helgenkulten i almindelighed. Tanken om, at m. i saligheden skulle være Gud nærmere, og at deres forbøn skulle være mere effektiv, måtte bortfalde. Men deres gode eksempel skal iflg. Confessio Augustana art. 21 stadig be- 975 vares i menighedens erindring. Mindet om tidligere tiders m. er i de reformatoriske kirker for en stor del blegnet. Derimod er mindet om den nyere tids m. i levende erindring. For adskillige af dem er der rejst mindesmærker, og deres eksempel fremdrages jævnligt i forkyndelsen. Litt.: L. Duchesne, Les sources du martyrologe hiéronymien (i Mélanges d'archéologie et d'histoire 5, Rom 1885); H. Achelis, Die Martyrologien (Berlin 1900); J. Baudot, Le martyrologe (Paris 1911); W. Hellmanns, Wertschätzung des Martyriums (Breslau 1912); D. W. Riddle, The martyrs (Chicago 1931); H. Delehaye, Les origines du culte des martyrs (2. ed. Bruxelles 1933); H. v. Campenhausen, Die Idee des Martyriums in der alten Kirche (Göttingen 1936); G. Dix, The shape of the liturgy (London 1945); K. Stendal, Martyr. Ordet och saken, en forskningsöversikt (i Svensk teol. kvartalskr. 1951). S. B. MARXISME er betegnelsen for den specielle udformning af det kommunistiske samfundsideal, der blev givet af Karl Marx (1818—83) og hans nære ven Friedrich Engels (1820—95) og først fremført for offentligheden i »det kommunistiske manifest» febr. 1848 (jfr. dog allerede Marx’ skrift mod Proudhon: »Misère de la philosophie, juli 1847). Opfattelsen betegnes oftest som »den dialektiske materialisme» eller »den materialistiske historieopfattelse», mens andre mener, at betegnelsen »økonomisk determinisme)» ville være præcisere. Mars var begyndt som discipel af Hegel’, og discipelforholdet fornægtede sig aldrig. Men m. er en radikalt ombøjet hegelianisme. Med Hegel er Marx forvisset om, at historien udvikler sig med nødvendighed; dens forløb kan derfor forstås. Og udviklingen går gennem kriser, ikke ad en lige linje. De bestemmende kræfter i denne udvikling er imidlertid ikke, som Hegel mente, den absolutte ånd, der i menneskeånden når til stadig rigere selvudfoldelse, men de materielle og økonomiske faktorer. Mennesket skal først og fremmest leve, altså spise 0.s.v.; det er ikke især et »ändsvæsen». Dets vej fremad bestemmes da af de til enhver tid givne produktionsvilkår, der afføder en bestemt økonomisk ordning, hvilken atter betinger den 976