sociale struktur og hele menneskets kulturelle liv, dets politiske, juridiske, filosofiske, etiske og religiøse teorier. Til betegnelse for hele denne åndelige »overbygning» bruger Marx den fra fransk stammende glose »i d eologier», en glose, som allerede Napoleon havde brugt i den nedsættende betydning af ideale forestillinger uden rodi virkeligheden, og som nu gennem Marx får betydning af ideer og idealer, der skal gælde som selvgyldige, men som i virkeligheden er udsprunget af ophavsmændenes egne økonomisk bestemte interesser, altså er udtryk for bevidst eller ofte ubevidst forlorenhed. Men også på et andet vigtigt punkt fjerner Marx sig afgørende fra Hegel. Denne var optimist i sit syn på sin samtid. Menneskeånden havde nået en så underfuldt rig udvikling, at Hegel åbenbart mente, at målet væsentligst var nået. Marx derimod ser sin af klassekampen bestemte samtid i mørk belysning. Arbejderne udbyttes derved, at »kapitalisterne» tilegner sig »overskudsværdien» (Mehrwert), d.v.s. differencen mellem værdien af arbejdernes ydelse og den usle løn, hvormed disse lige netop opretholder livet. Foreløbig vil tilmed denne udbytning antage stadig grellere former, samtidig med at kapitalen ophobes på stadig færre rigmandshænder. Men da kommer den afgørende krise, den sidste af historiens mangfoldige kriser. Den er nemlig af en anden art end alle tidligere. Før betød revolutionerne kun en forskydning mellem klasserne; nu ved proletariatets revolution, hvor »ekspropriatørerne bliver eksproprieret», vil alle klassemodsætninger forsvinde og al kamp derfor ophøre. Det klasseløse samfund bygges op, og harmonien vil indfinde sig. Arbejdet bliver ikke længere en byrde, og arbejderne får det fulde udbytte af deres indsats. Livet bliver rigt og lyst. Menneskene er nemlig af naturen gode. Alt ondt stammer fra samfundsforholdene, hvorfor menneskene i det klasseløse samfund endelig når en menneskeværdig tilværelse. Al tvang bliver overflødig, hvorfor staten som tvangsfaktor forsvinder. Menneskene finder med umiddelbar selvfølgelighed deres liv i fællesskabet. 977 MARXISME Således er Marx udviklingsoptimist som sin samtidige Herbert Spencer, blot at denne sidste som god englænder forudser en rolig udvikling mod det herlige mål, som også han forjætter fremtidens mennesker. Som Spencer blev »profeten» for Amerika i dette lands vældige opgangsperiode ved det 20. årh.s begyndelse, er Marx blevet det for Rusland, nu da dette land er inde i en tilsvarende udvikling. Åndshistorisk er Marx ikke repræsentant for den nye tid, men den sidste store talsmand for en svunden tids naive tro på mennesket og fremskridtet. M. er et barn af sin tid. Efter Marx’ egen teori burde også hans egen filosofi stemples som en »ideologi». Dette vil han imidlertid ikke. Den skal repræsentere sandheden, skønt dette strider mod hele opfattelsen af åndslivet som bestemt af økonomiske processer og interesser. Forholdet er da det noget aparte, at hvis m. er rigtig, er også den en af bestemte forhold præget »ideologi» og er altså urigtig. Ifølge Marx er, som vi så, også etikken i sine forskellige udformninger blot »ideologi». De herskende etiske forestillinger er de midler, hvorved de besiddende klasser værger deres »rettigheder» og holder underklassen i ave. De er kun »borgerlige fordomme, bag hvilke lige så mange borgerlige interesser skjuler sig». Konsekvent kan det da også hedde, at proletarerne ingen idealer har at virkeliggøre. De kæmper for deres materielle, økonomiske interesser og »prædiker overhovedet ingen moral». Alligevel er det særdeles tydeligt, at Marx’ egen kamp mod »udbytningen» er gennemäåndet af moralsk patos. Allerede glosen udbytning har jo i øvrigt farve af moralsk indignation. Marx er åbenbart forvisset om, at proletarernes kamp er moralsk berettiget, ja nødvendig, og han og endnu klarere Engels forjætter, at i det herlige klasseløse samfund skal man nå »en virkelig, menneskelig moral». Altså: Marx’ teori skulle medføre, at al moral relativeredes eller rettere demaskeredes som klassebestemt ideologi; men uden mindste skrupler undtager han herfra sin egen opfattelse af det moralske. Også religion er en ideologi. Den er 978