MARXISME skabt og opretholdt af de besiddende som et særlig velegnet middel til at tøjle de undertrykte masser. Og for proletaren bliver religionens trøst og løfter om hinsidig salighed det dulmende middel, der får ham til at finde sig i sin elendighed. Religion er »opium for folket»; den producerer »imaginære blomster», hvormed klassekampens slaver smykker deres lænker. I god overensstemmelse hermed hævder da også Marx, at den egentlige kamp mod religionen må være kampen mod de forkvaklede sociale kår, hvis sygelige udvækst religionen er, og at denne vil forsvinde i det klasseløse samfund; har man ikke længere lænker, trænger man heller ikke til kunstige blomster at forskønne dem med. Marx har imidlertid aldrig kunnet fornægte det faktum, at han selv var kommet til ateismen, ikke ad den sociale frigørelses vej, men gennem åndelige brydninger og indflydelse fra den radikale venstre- hegelianisme. Han var tilmed overbevist ateist, længe før han blev kommunist. Og ganske inkonsekvent hævdede han da også, at proletaren gennemgående var løsgjort fra al religion, skønt man efter hans teori skulle have formodet, at jo elendigere arbejderklassens kår blev, des mere ville den trænge til religionens trøst. Han undlod da heller ikke at benytte enhver lejlighed til at overfalde kirke og præsteskab med giftig kritik, skønt dette efter teorien skulle synes meningsløst. Denne inkonsekvens har fået sin verdenshistoriske betydning i det faktum, at de kommunistiske lande ikke nøjes med at lade religionen dø en blid død derved, at det klasseløse samfund overflødiggør den, men ved ateistisk propaganda og statslig tvang stræber at fremskynde den dødsproces, som man ganske vist mener er i fuld gang, fordi samfundsstrukturen er ændret radikalt. Marx’ opfattelse af religionen er stærkt påvirket af Feuerbachs. Også denne mente, at religionens væsentligste opgave var at yde mennesker en ganske vist illusorisk trøst, tilfredsstille de længsler og drømme, som virkeligheden ikke honorerede. Men det næsten utroligt naive i Marx’ opfattelse er, at al trang til »religionens trøst» skulle forsvinde 979 i et kommunistisk samfund. Intet viser måske grellere, hvor lidt forståelse han havde af menneskelivets vilkår, menneskets mangeslags nød, og hvor lyst han tænkte sig livet efter proletariatets sejr. En hovedanklage mod m. er, at den lader den enkelte forsvinde i helheden. Væsentligt er dette rigtigt. Dog må man ikke glemme, at både Marx selv og hans moderne disciple ofte har tillagt den enkelte agitators personlige indsats en betydning, som vanskeligt retfærdiggøres ud fra teorien. M. er tilsyneladende et fast opbygget system. Marx er i meget tydelig slægt med de tyske spekulative »systematikere», der ud fra eet princip ville forstå alt. Men en nærmere undersøgelse viser tydeligt, at det gang på gang kniber med konsekvensen. Alligevel er Marx’ præstation imponerende. Også kristne tænkere må lære af hans stærke understregning af de økonomisk-materielle vilkårs betydning for hele menneskelivet og forstå, at så naiv hans opfattelse af religion og etik end er, rummer hans tanker en stadig anklage mod eller i hvert fald et stadigt spørgsmål til kirken og borgerskabet. I tiden efter Marx har det været talrige brydninger inden for m. I Tyskland stod o. 1900 et revisionistisk parti, hvis egentlige leder var Eduard Bernstein, mod den radikale m., ledet af Kautsky, Mehring, Rosa Luxembourg o.a. Revisionisterne ville gennemføre de socialistiske teorier ad parlamentarismens vej og på nationalt grundlag, mens de radikale marxister fastholdt teorien om revolutionens nødvendighed. Revisionisterne sejrede; men ved siden af dem stod det kommunistiske parti, indtil begge partier blev opløst ved Hitlers sejr. I Rusland blev Lenin den egentlige teoretiker for den radikale m., både filosofisk (»Materalisme og Empiriokriticisme», 1908, der mod filosoffen Ernst Mach forsvarer materialismen) og hvad angår økonomiens teori (»Imperialismen som kapitalismens højeste stadium», 1917). I den stalinistiske epoke måtte man stadig på ny tage stilling til den oprindelige marxistiske teori om, at proletariatets revolution ville gøre staten overflødig. Over for Bukharin forsvarede 980