MENIGHET Særlig i større byer og tettbygde strøk er den lokale m.s-bevissthet ofte svak, fordi man søker til den kirke og den prest man kjenner seg tiltalt av, for manges vedkommende uten noen bevissthet om å tilhøre en lokal-m. Især i storbyer danner det seg på denne måte en art personal-m. 4) er en språkbruk som først kunne oppkomme etter pietismen. Den skyldes i særlig grad Grundtvig, som etter 1825 i stigende utstrekning skjelnet mellom den troende m. og folkekirken som en borgerlig innretning. Hans språkbruk ble i Danmark også opptatt av indremisjonen, selv om grundtvigianere og misjonsmenn i praksis ikke var enige om hvem det var som tilhørte m. når denne ble oppfattet som den indre krets i folkekirken. Språkbruken møter oss fortrinsvis i Danmark, leilighetsvis i Norge når det tales om »m.s rett» eller om »M.s-fakultetet». Til sogneinndelingens historie se Socken. Se også Församlingsstyrelse. E. M. Danmark. I nutidig dansk sprogbrug har m. en kvalificeret betydning (men ingen retslig), der betegner vækkelsesforsamlingen indeni eller i modsætning til den officielle kirke. Ordet »kirke» brugtes på dansk indtil ca. 1825 kun som identisk med kristendommen i almindelighed eller i forbindelse med kirkebygningen, men i erkendelse af, at kirkeorganisationen kristeligt var kompromitteret gennem rationalismen bestred Grundtvig fra 1825—26, at »statskirken» var en legitim kristen kirke, og regnede den i stedet for en borgerlig ordning, mens han ved m. forstod samfundet af de troende, samlet om sakramenterne. Konsekvent rettede han i trosbekendelsen »hellig, almindelig kirke» til »hellig, almindelig m.». Kirken er synlig ìi sin organisation, m. er usynlig og genstand for tro. Forholdet mellem kirke og m. var betinget af gensidig frihed. Kun under forudsætning af frihed kunne m. forblive i kirken, og frihedens former var to: 1) sognefrihed, så intet sognemenighedsmedlem var bundet til sin præst, 2) præstefrihed, så ingen præst var bundet til at udføre kirkelige handlinger for andre end dem, han selv ønskede at gøre det for; dertil kom så dog- 995 matisk og liturgisk frihed, så at præsten kun var bundet til at prædike efter bibelen og forvalte sakramenterne efter bedste overhevisning. Sognebåndsløsningsloven 1855 opfyldte den første betingelse, den anden er aldrig formelt opfyldt, men er i praksis i vid udstrækning realiseret. Da den grundtvigske vækkelse tog fart, lagde den an på at danne m.s-kredse (i enkelte tilfælde i form af valg- eller fri-m.), og den følte stærkt sin modsætning til den officielle kirke, der efter Grundloven af 1849 som folkekirke stadig opfattedes som en borgerlig ramme om frie religiøse sammenslutninger. Samme syn kom til at herske indenfor den anden store vækkelsesfløj, Indre Mission, ikke uden forbindelse med, at Kierkegaards angreb på kirken 1855 yderligere havde rokket tilliden til officiel og institutionel kristendom. Sociale skel trak en ret skarp grænse mellem grundtvigske og missionske m.s-dannelser, men parterne respekterede gensidigt hinanden og talte ofte om den anden som »den anden side af m.». M. var identisk med vækkelseskreds. Da storbyerne begyndte at vokse, og en omlægning af kirkens arbejde blev nødvendig, uden at kirkeadministrationen viste tegn til forståelse af situationen, trængte m.s-synet også ind hos præster af konservativ og central kirkelig anskuelse. De mange kristelige institutioner (sociale, filantropiske, forebyggende, pædagogiske etc.) hviler på den især af H. Stein 1876 fremsatte — tanke, at man hverken kan eller skal vente forståelse for m.s sag fra stats- eller kirkeledelses side, men helt må løse opgaverne ved m.s egne kræfter. Frivillighed blev dagens løsen. Ved det 19. årh.s slutning krystalliserede m.s-synet sig i to markante anskuelser: Den grundtvigske udtryktes af J. H. Monrad: Folkekirken er en borgerlig indretning, omsluttende sävel den bekendelsestro m., den ny-rationalistiske fløj og den folkelige religiøsitet. Borgerligt og økonomisk skal der være lige ret, men religiøst et skarpt skel, således at hver fløj får egen alterbog og ritual, ikke uden videre anerkender hinandens sakramentforvaltning etc. Det mŢissionske syn kom til orde især hos Henry 996