Ussing: her tages folkekirken alvorligt som kirke; den er Forgården, som omfatter alle de døbte, det Hellige er den arbejdende og bekendende m., organiseret ad frivillighedens vej og underkastet frivillig kirketugt. Det Helligste er nadver-m. Ved det 20. århundredes begyndelse kom m.s-synet i alvorlige vanskeligheder. Ganske vist gennemsyrede Ussings tanker hele Københavns Kirkefond og gennem de frivillige m.s-samfund også så godt som hele Københavns m.s-liv. På landet virkede Indre Mission samfundsdannende, og 1898 organiserede den kirkelige grundtvigianisme sig i Kirkeligt Samfund af 1898. Men i overensstemmelse med liberalismens parlamentariske princip fremsatte ‘den første venstreregering 1901 en lov om m.s-råd, valgt af alle sognemedlemmer, og ikke som krævet fra vækkelsernes, især Indre Missions, side af den »levende» m. Under kampen mod den liberale teologi søgte man igen at organisere den »levende» m. til modstand og at lægge tryk på kirkestyrelsen, men påny uden varigt held, og efterhånden som vækkelsesaktiviteten tog af, og de frivillige institutioner kom ud for store vanskeligheder, er hegrebet m. så temmelig forsvundet ud af den danske kirkelige debat. Et vidnesbyrd derom har man i den stigende brug af ordet kirke i den nye bibeloversættelse og i rekonstruktionerne af forskellige organisationer (Sømandsmission = sømandskirke etc.). Se også Frimenighed, Valgmenighed. Litt.: N. F. S. Grundtvig, Den danske statskirke upartisk betragtet (2. ed. Khvn 1868); dens., Den chħhristelige børnelærdom (i Kirkelig samler 1855 ff., nyeste ed. i Værker i udvalg 6, Khvn 1944); dens., Christenhedens syvstjerne (Khvn 1860); H. Stein, Hvad vil den Indre Mission? (Khvn 1876); H. Ussing, Tanker til overvejelse om menighedsliv og kirkeliv (Khvn 1890); J. H. Monrad, Folkekirkelige overvejelser (Khvn 1902); P. G. Lindhardt, Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark (Khvn 1951). P.G. L. MENIGHETSFAKULTETEN, se Teologiska fakulteter. MENNESKE. 1. Religionshistorisk. Alle religioner indeholder i deres gudsforhold en bestemt m.-opfattelse, som varierer fra folk 997 MENNESKE til folk og fra tidsalder til tidsalder. I religioner, som sigter mod hele livets fornyelse gennem kulten*, ligger forståelsen af m. gemt i den med kulten forbundne m y te*. I den mytiske betragtning er m. eet med sin verden og med guddommen. M.s væsen sættes ikke i modsætning hertil i skabelsemyterne, hvori m. kan opfattes som guddommens »billede» (sml. 1. Mos. 1:26) eller som den lille verden (mikrokosmos) i modsætning til den store verden (makrokosmos). M. er i sin enhed med verden og guddommen en helhed af legeme og sjæl. Det onde er opløsningen af denne helhed, ved dæmoner, ødelæggelsesmagter. Mod dem virker i kulten m. og guddom sammen. I profetisk religion, forberedt i kultreligionens hellighedskrav, afsløres det onde som m.s vilje (G.T.s profeter, Zarathustra), og både m. og verdensordenen sønderslides af en dybtgående splid. Samtidig betyder det, at m. kræves af Gud som person i lydighed og tillid og bliver sig bevidst i sin selvstændighed over for Gud og verden. Det humane som sådant dukker op. Den profetiske understregning af Guds bydende vilje fuldendes i åbenbaringsreligionen, hvori m. og Gud står som »jeg» og »du» over for hinanden (jødedom, kristendom), og kultreligionens adskillelse mellem helligt og profant fuldendes i mystikken, hvori m.s guddommelige sjælekerne skilles fra det forkrænkelige legeme (askese) for at forenes med guddommen i ekstasen. I åbenbaringsreligionen er m. en helhed, sjæl og legeme, men i sin synd som helhed skilt fra guddommen og ved guddommens nåde som helhed forenet med den. I mystikken er m. sammensat af en principielt guddommelig sjæl og et sanseligt, forkrænkeligt legeme, væsentlig adskilt fra guddommen ved sin legemlighed, og væsentlig forbundet med guddommen ved sin sjæls natur. I åbenbaringsreligionen er således m. som m., det humane, klarest erkendt, både til forskel fra Gud, det overmenneskelige, og fra verden, det undermenneskelige. 2. G.T. Grundlaget for den gammeltestamentlige religion er Jahves åbenbaring på Sinai, udvælgelsen og pagtslutningen. I G.T.s 998