MENNESKE forståelse af m. brydes en mytisk-kultisk og en profetisk betragtning. Pagten mellem Jahve og Israel har kultisk karakter. I kulten fornyer og velsigner Jahve folkets liv. M. er derfor i Israel m. i pagten med Jahve som led i slægtens og folkets omfattende helhed. Men det afgørende er, at m., stående i denne sammenhæng, kun kan velsignes, når det bliver i pagten med Jahve. Men Jahve fordrer ubetinget tro og lydighed. I gamle kultdigte, som antagelig hører årsfesten til (Løvhyttefesten), indskærpes dette pagtsvilkår i ord, som minder om den mosaiske tradition og de store domsprofeter (Ps. 81: 9—17, 95:7—11). Opfyldes dette pagtsvilkår ikke, er kulten forgæves, lærer domsprofeterne (Es. 1:13; Amos 5:21—25; Jer. 7: 4—7). I kulten repræsenterer kongen folket. Det er derfor ikke underligt, at m. i G.T. tegnes med kongens træk, som Guds billede, der hersker over den lavere skabning (Gen. 1:26; Ps. 8:6—7). I kongens person, som midler mellem Jahve og folk (sml. kongesalmerne, Ps. 2, 45, 72, 101, 110), ser G. T. det sande m. Men hvis kongen ikke opfylder pagtsvilkåret, straffes han. Idet kongen trues af sine og folkets fjender, må han i klagesalmen (f.eks. Ps. 22) bringe sin og folkets nød til Jahve. Mange gammeltestamentlige klagesalmer er oprindelig kongesalmer, senere »demokratiseret» og brugt af den enkelte israelit. Ved siden af billedet af den velsignede konge i festsalmerne står billedet af den klagende elendige som G. T.s tydeligste billede af det sande m. Idet kulten på grund af folkets stadige ulydighed ikke bragte varig velsignelse, skærpedes problemet om forholdet mellem værd og skæbne for de »retfærdige» (Jobs bog). G.T. har ingen systematisk »lære om m.». Men i dets skildring af både den velsignede og den ulykkelige retfærdige omspænder det m.-tilværelsens største modsætninger, som næppe nogen anden del af verdenslitteraturen: m., hvis højeste lykke er samfund med Gud (Ps. 73:28), men som knuses under Guds uopfyldelige fordring (Jer. 31:31—383). I mødet med Gud bliver m. først for alvor m., og just her bryder dets m.-tilværelse sammen. 999 3. N. T. Som Guds åbenbaring i G.T. har sit midtpunkt i pagtslutningen på Sinai, har den nytestamentlige åbenbaring sit centrum i Jesus Kristus. I ham opfyldes G. T. Han er kongen, det sande Guds billede, den enbårne søn (2. Kor. 4:4; Kol. 1:15; Hebr. 1:83) og som sådan det sande m. I troen på ham forvandles syndige m. til det billede af Gud, som han er (1. Kor. 15: 49; 2. Kor. 3: 18, sml. Kol. 3: 10). Som det sande m. er Kristus den anden Adam, grundlæggeren af en ny m.- slægt, som skal leve i retfærdighed, friet fra døden, ligesom den første Adams slægt levede under syndens og dødens kongeherredømme (Rom. 5:12—21; 1. Kor. 15:45— 49). I denne modsætning mellem det første og det andet menneske (med hver sin slægt) fremtræder tydeligst N.T.s syn på m. Også Johannesevangeliet taler om to ætter, løgnens og sandhedens, djævelens og Guds sønner (Johs. 8:42—47), dog således, at de to slægter ikke som hos Paulus er fordelt på to tidsaldre (»æoner»), men lever ved siden af hinanden i enhver tid som dem, der »er af sandheden» (Johs. 18:37) og »gør sandheden» (Johs. 3:21) modsat dem, der »gør synden» (Johs. 8:34; 1. Johs. 3:8). Karakteristisk for begge betragtninger er, at hverken den sande eller den falske m.-lighed ligger i m.s natur, men beror på det kongelige herredømme, hvorunder m. befinder sig, henholdsvis under Jesu kongedømme (Rom. 5: 17; 1. Kor. 15:25, 47—49; Johs. 18:837) eller under dødens (Rom. 5:14, 17; 1. Kor. 15: 26, 49—50) og djævelens (Johs. 12:31, 14: 30, 16: 11). Sålidt som G. T. indeholder N. T. en systematisk lære om m.s natur. Det afgørende for N.T. er modsætningen mellem m. i Adam og m. i Kristus, det »gamle» og det »nye» (Ef. 4:22—24; Kol. 3: 9—10, sml. »det indre m.» Rom. 7:22), »kød» og »ånd» (Rom. 8:3—11; Gal. 5:16—25). Om m.s »natur», dets konstante væsen både i Adam og i Kristus, indeholder N.T. kun antydninger. M. er en enhed af sjæl og legeme. At m. altid står i et gudsforhold udtrykkes i begreber som »ånd» (undertiden=sjæl: 1. Kor. 16:18; 2. Kor. 7:13, undertiden adskilt fra sjæl: 1. Thes. 5:23; Rom. 8:16), »sind» (Rom. 1:28, 7:23, 25, 12:2), »hjerte» (Rom. 1000