10: 6—10; 2. Kor. 3:14 ff.; Gal. 4:6) og »samvittighed» (Rom. 9: 1; 1. Kor. 8: 7—12; 2. Kor. 4:2; 1. Pet. 3: 16, 21). Se også Kött och ande. 4. Dogmehistorisk. I modsætning til G. T. og N.T. har i den kristne tankes historie læren om m.s natur spillet en afgørende rolle, idet idéen om m.s »gudbilledlighed» (1. Mos. 1:26; Ps. 8:6) blev dens grundtanke. Ved »gudbilledligheden» forstod oldkirkens teologer under påvirkning af antik filosofi (Aristoleles) som regel m:s fornuftnatur indesluttende dets fri vilje, (således Irenæus, Tertullian, Ambrosius, Augustin, jfr. Imago Dei). Undertiden (særlig hos Irenæus og Augustin) spiller den nytestamentlige tanke om Kristus som det sande gudbillede ind, så gudbilledligheden = troens gudsforhold. I virkeligheden krydses to helt forskellige linier: den antikke m.-forståelse (m.=et fornuftbegavet levevæsen, »animal rationale») og den bibelske (m. er Guds hillede, skabt til at stå i et personligt tros- og lydighedsforhold til Gud). Den første linie, som spiller en hovedrolle i skolastikken, lægger en stærk vægt på m.s uforanderlige natur, fornuft og fri vilje. Den anden linie, som bryder igennem til uhørt klarhed hos Luther, fremhæver, at synden ødelægger gudbilledligheden, så m. kun, når det står i troens gudsforhold, er et sandt m., fordi det da er eet med Kristus, Guds billede. I vantroens og gerningsretfærdighedens gudsforhold er ifølge Luther gudbilledet derimod forvrængt til djævelens billede. Modsætningen mellem gammelt og nyt m. bliver derved påny afgørende. Skolastikken søgte at forene de to linier, idet man tænkte sig den »materiale» gudbilledlighed (det rette gudsforhold, retfærdighed og hellighed), som beroede på en udover selve skabelsesnåden tilføjet nåde, tabt, da denne nåde ved syndefaldet droges tilbage, medens den »formale» gudbilledlighed bevaredes, omend »såret» (d. v.s. fornuft og fri vilje svækkes). I lignende baner tænkte den lutherske ortodoksi, idet dog det faldne m.s totale fordærvethed i polemik mod katolicismen skarpt understregedes. Med 1800-tallets teologi (Schleiermacher og Ritschl) betones under på- 1001 MENNESKE virkning af idealistisk filosofi og med polemik mod ortodoksiens lære om m.s totale fordærv (således også hos Grundtvig), m.s slægtskab med Gud i det religiøse og etiske anlæg (liberal teologi). Herimod vender sig i nutiden den dialektiske teologi, i det dog E. Brunner, stærkt angrebet af Karl Barth, optager den gamle sondring mellem »formalt» og »materialt» gudbillede (lignende tanker også hos Gogarten og Bultmann). I den sidste fase af Barths teologi synes en lignende sondring at skulle gennemføres. Debatten om m.-opfattelsen spiller i nutidig teologi en stor rolle, idet tanker fra Luther, Pascal, Kierkegaard og moderne eksistensfilos ofi optages i modsætning til det rationalistiske drag, som fra Aristoteles var kommet ind i kristen m.-forståelse. Det ejendommeligste bidrag til læren om m. i vor tid kommer fra Reinhold Niebuhr, hos hvem antik, marxistisk og bibelsk m.-forståelse brydes. 5. Dogmatisk. Hovedproblemet i opfattelsen af m. er brydningen mellem troen på m. som Guds skabning og erkendelsen af syndefaldets virkelighed. Som Guds skabning er m. godt, og dets humanitet kan ikke være udslettet. Som syndigt er m. ondt og lever i u-m.-lighed. Hvorledes kan m. på een gang være godt og ondt? Sædvanlig har teologien svinget mellem en betoning af m.s umistelige humanitet, som tenderede i idealistisk retning og derfor syntes optimistisk at måtte fortone syndens virkelighed, og en betoning af m.s totale fordærvethed, som let fører over i en kynisme, der får katastrofale følger i etisk og politisk henseende. F. eks. kan politisk reaktion begrundes ved henvisning til m.s totale fordærvethed. Det kompromis at fordele den umistelige humanitet og syndens fordærv på henholdsvis en »formal» og en »material» forståelse af det humane er ingen farbar udvej. Thi »fornuft» og »fri vilje» lader sig aldrig opfatte blot formalt. Løsningen af problemet må søges deri, at humaniteten ikke ses i m.s »væsen» som bestemte hvilende egenskaber eller evner, men i m.s stilling over for Gud og skabningen. M.s »natur», indbegrebet af dets 1002