MENNESKERETTIGHEDER evner og egenskaber, gør det ikke til m., men blot til et »levevæsen», et med fornuft og selvbestemmelse udrustet dyr. M. er m. først i forholdet til Gud, idet det tiltales af hans ord, og i forholdet til næsten på samme måde. Forholdet mellem »jeg» og »du», personaliteten, konstituerer humaniteten. Men dette forhold er just forudsætningen for synden, inhumaniteten. Kun i personforholdet kan m. synde og tro. Synd er forvendt tro; tro er overvundet synd. Som m. er m. altid enten synder eller retfærdig, enten kød eller ånd, enten et umenneskeligt eller et menneskeligt m. Og for såvidt som m. er en troende synder, er det på een gang retfærdig og synder, kød og ånd (simul justus et peccator — Luther). Det humane er da ikke en uforanderlig væsensbestemmelse, men m.- eksistensen, det standende valg mellem tro (m.-lighed) og synd (u-m.-lighed). Tro og synd har da ikke en »formal» humanitet som fælles »væsen». Men humaniteten er den opgave, som altid påny gribes eller afvises i valget mellem tro og synd. Og dette valg er ikke den frie viljes præstation men Guds ords dom og gave. Se også Antropologi, Imago Dei, Kött och ande, Legeme og sjæl. Litt.: H. Wheeler Robinson, The Christian doctrine of man (Edinburgh 1913); G. Ljunggren, Synd och skuld i Luthers teologi (Sthm 1928; værdifuld for Luther); R. Bring, Dualismen hos Luther (diss. Lund, Sthm 1929; hovedværk for Luther); E. Hirsch, Schöpfung und Sünde (Tübingen 1931); Imago Dei. Beiträge zur theologischen Anthropologie, G. Krüger ... dargebracht, hrsg. v. H. Bornkamm (Giessen 1932); E. Brunner, Natur und Gnade (2. ed. Tübingen 1935; dial., mod Barth); dens., Der Mensch im Widerspruch (3. ed. Zürich 1941; dial., hovedv.): Karl Barth, Nein! (München 1934; dial., mod Brunner); dens., Kirchliche Dogmatik 3:1—2 (Zollikon—Zürich 1945—1948; dial. hovedværk); dens., Humanismus (Zollikon—Zürich 1950); S. Silén, Den kristna människouppfattningen intill Schleiermacher (diss. Uppsala, Sthm 1938); R. L. Calhoun, What is man? (New York 1939); R. Niebuhr, The nature and destiny of man 1—2 (London 1944; hovedværk); H. de Lubac, Surnaturel (Paris 1946; kat., dogmehist., betydelig); M. F. Thelen, Man as sinner (New York 1946; oversigt over mod. am. teologi); G. Wingren, 1003 Människan och inkarnationen enligt Irenaeus (Lund 1947; værdifuld for oldkirken); W. G. Kümmel, Das Bild des Menschen im Neuen Testament (Abh. z. Theol. des A. u. N.T. 13, Zürich 1948); R. Prenter, Grundtvigs syn på mennesket (i Kirke og kultur 53, Oslo 1948); dens., L'homme, synthèse du temps et de l'éternité, d'après Søren Kierkegaard (i Studia theologica, Lund 1949); dens., Skabelse og genløsning 1—4 (Khvn 1951—53; §§ 20—24) ; W. Trillhaas, Vom Wesen des Menschen (Stuttgart 1949); W. Zimmerli, Das Menschenbild des Alten Testaments (München 1949); 7. F. Torrance, Calvin’s doctrine of man (London 1949); Das Menschenhild im Lichte des Evangeliums (Festschrift E. Brunner, Zürich 1950); C. Ryder Smith, The bible doctrine of man (London 1951); P. Althaus, Paulus und Luther über den Menschen (2. ed. Gütersloh 1951); H. Lindström, Om människovärdet (Sthm 1951); E. Gogarten, Der Mensch zwischen Gott und Welt (Heidelberg 1952); K. E. Skydsgaard, Kristendom og menneskelighed (2. ed. Khvn 1953). R. P. MENNESKERETTIGHEDER er den almindelige benævnelse på en række sætninger, som angiver det menneskelige individs ukrænkelighed i forhold til dets medmennesker. Selve tanken er meget gammel; men den blev først taget op til teoretisk behandling i oplysningstiden, og dens historiske forudsætninger er negativt oppositionen mod enevælden og den kirkelige uniformitet og positivt den dermed voksende individualisme, som støttedes både af politiske tænkere og de protestantiske sekterere, der i stort tal bosatte sig i den nye verden, hvor de m. fik deres nærmere udformning i den nordamerikanske uafhængighedserklæring af 1776, hvis hovedforfatter var Thomas Jefferson. Det hedder her: »Vi holder disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder; at bl. disse er liv, frihed og stræben efter lykke; at regeringsstyre er indrettet bl. menneskene for at sikre disse rettigheder og hidleder sin myndighed fra de styredes samtykke.» I 1789 udtaler den franske nationalforsamling i indledningen til sin erklæring om menneskerettighederne, at landenes ulykke og regeringernes fordærvel- 1004