se har sin grund i forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne, og derfor fastslår forsamlingen »i en højtidelig erklæring menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder ... Altså erkender og udtaler nationalforsamlingen i det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn følgende rettigheder for ethvert menneske og enhver borger», og derefter følger så en opregning af rettigheder som frihed og lighed, ret til ejendom og til at gøre modstand mod undertrykkelse, lige adgang til statens stillinger under hensyntagen til evner, religionsfrihed, tale- og trykkefrihed og ikke mindst retten til at undgå vilkårlig arrestation. Disse rettigheder går igen i de fleste demokratiske grundlove fra 19. årh., men er ikke alle blevet overholdt i praksis eller respekterede i teorien i 20. årh., hvor de totalitære stater har praktiseret en antiindividualistisk ideologi og politik. Det var på denne baggrund, Churchill og Franklin D. Roosevelt i den berømte Atlanterhavserklæring af 14. aug. 1941 atter tog de m. op til drøftelse og bl. krigsmäålene satte menneskehedens og nationernes frihed, selvbestemmelse og økonomiske tryghed. Der skulle være »frihed for frygt». De forenede nationers, U.N.s, Charter af 26. Juni 1945 udtalte viljen til »påny at bekræfte troen på de fundamentale menneskerettigheder, på menneskenes personlige værdighed og værdi, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder ...», og i 1948 gjorde U.N.s plenarforsamling disse menneskerettigheder, som hidtil nærmest havde været et stykke naturret, til positiv lov for alle lande inden for U. N. De m. vender ligesom front i to retninger. Dels udtrykker de den enkelte borgers ret til at være sig selv (individualisme), og dels udtrykker de folkets ret over for statsmagten (demokrati). I enevældens og uniformitetens tidsalder var det af vigtighed at kunne henvise til »love», der var hævet over regeringernes vilkårlighed. M. var gudgivne, lå i skabelseordningen og var indskrevet i samvittighederne eller var udsagn af den sunde fornuft. De var på samme tid natur- 1005 MENNESKESÖNNEN ret’ og naturlig teologi“, af Gud meddelt menneskene gennem den almindelige åbenbaring. Modsætningen mellem dem og statens positive love er for første gang kommet til udtryk i konflikten mellem Antigone og kong Kreon i Sophokles’ »Antigone». Historisk fik de deres klassiske tid i 18. årh., men hævdedes også i det 19., skønt naturretten da var afløst først af den historiske retsskole og siden af positivismen“ der måtte betragte m. som fiktioner. For positivismen var retten ikke noget forefundet, men blot noget vedtaget, der kunne ophæves igen. I 20. årh. har man ikke kunnet undvære m. men hverken det nye årh.s teologi eller jura har været egnet til at begrunde dem. De er i dag nødvendige postulater, som stadig søges deres rationelle grundlag. Litt.: T. Paine, The rights of man 1—2 (London 1791—92, ny ed. London 1915); G. Jellinek, Die Erklärung der Menschen- und Bürgerrechte (2. ed. Leipzig 1913); W. Rees, Die Erklärung der Menschen- und Bürgerrechte von 1789 (Leipzig 1912); G. A. Salander, Vom Werden der Menschenrechte (Leipzig 1926); J. Maritain, Les droits de l'homme et la loi naturelle (Paris 1945; svensk overs. Människans rättigheter, Sthm 1947); S. Opdahl, Kampen om menneskerettene (Oslo 1947); dens., Menneskerettenes historie (Oslo 1951); These rights and freedoms (U. N.s publications, New York 1950). S. H. MENNESKESÖNNEN, hebr. bæn adam, aram. bar’œna'sch, betyr egtl. »et menneske», »et menneskebarn» til forskjell fra hele arten, og bruktes gjerne i noe höytideligere stil, eller for å understreke den enkelte person eller hans menneskelige art. G.T. og jödedommen. I senjödiske apokalypser, særlig i 1. Henok, i Targumene, Sibyllinene og delvis hos rabbinerne er der tale om en enkelt skikkelse, »Menneskesönnen», som dels brukes likefram som benevnelse, dels som hentydning til en skikkelse som leserne forutsettes å kjenne til og som allerede eksisterer »skjult» i himmelen, hvorfra han ved tidens ende skal »komme» og »åpenbares» i guddommelig herlighet. Denne tro forutsettes også i Dan. 7, hvor skikkelsen imidlertid er omtydet til et sym- 1006