MIDDELALDEREN af primitiv tuskhandel. Styreformen bliver rent teokratisk, bygget på kejser- og pavemyten og på lensvæsenet. Samtidig sker der det, at kulturen ophører med at være et græsk-romersk anliggende samlet om Middelhavet; i stedet bliver germanerne kulturens bærere, og derved flyttes tyngdepunktet stadig længere mod nord og vest. Endelig er kirkehistorisk set det væsentlige træk ved m., at kristendommen nu indtager den gamle hedenske statsreligions plads: forholdet vendes om; nu er det hedenskab og kætteri, som forfølges. Kirken får monopol på det åndelige liv. Der går kun een vej fra jord til himmel, og den går om ad kirken. Denne har imidlertid ikke blot ansvar for sjælene, men også for at retlede den verdslige magt. Afgrænsningen af m. er meget vanskelig. Historien kender så lidt til spring som til faste grænser. Snart lader man m. begynde med Caracallas lov om borgerret til alle romerrigets undersåtter 212, snart med Odovakers magtovertagelse 476, snart med karolingerstyrets oprettelse i 8. årh. Ikke mindre vanskelig og vilkårlig er m.s afgrænsning overfor den nyere tid. Man kan vælge året 1492, Amerikas opdagelse, eller 1517, Luthers teser, men skiftet er i virkeligheden en langvarig proces, der begynder o. 1300 og varer i et par århundreder. Kirkehistorisk er der meget, som taler for at lade m. begynde med 4. årh. Fra Konstantins tid rykker kristendommen hastigt ind som den alt beherskende statsreligion, hvilket får sit stærkeste udtryk i Theodosios’ berømte edikt fra 380, og samtidig foregår der i 4.—5. årh. den gennemtænkning af det religionspolitiske problem, forholdet mellem stat og kirke, som skabte grundlaget for hele m. og som foldede sig ud i den byzantinske cæsareopapisme, i det pavelige teokrati og i Karl den stores nye kejserdømme. Indtil Konstantin* var kirken en fri religiøs sammenslutning, i det ydre stillet som talrige andre hellenistiske kultmenigheder. I 4. årh. indtog den pladsen som officiel statsreligion og gjorde da krav på samme rettigheder som de gamle statskulter havde haft: anerkendelse som juridisk person, fri- 1035 tagelse for skatter og offentlige byrder (immunitet) og egen jurisdiktion. Hertil kom kravet på eneret over alle undersåtters åndelige liv og forfølgelse af anderledes tænkende. Statens magt blev anerkendt som legitimt våben i den åndelige kamp. I Østen, hvor der ingen pavemagt var, forløb sammensmeltningen af stat og kirke lettest. Kejseren anerkendtes som Guds statholder i verdslige ting, og han blev den, der skabte og opretholdt rigssynoderne. Gejstligt og verdsligt smeltede sammen i en enhed, hvor snart kejser og embedsmænd kunne gribe ind i rent kirkelige forhold, men hvor omvendt også patriarken og biskopperne kunne udøve verdslig magt. Helt anderledes var situationen i Vesten. Det vestromerske rige gik i opløsning og i dets sted var trådt en lang række af germanske nationalstater. De fleste af de germanere, som med folkevandringen brød ind over romerriget, var halvt eller helt kristne, men deres kristendom havde de fået gennem den mission, som var sat i gang af Wulfila, og således var de blevet Arianere. I 5. århundrede stod kirken i Vesten således overfor en række selvstændige nationale stater (Vestgotere, Vandaler, Burgunder etc.) med arianske landskirker, der havde deres eget kultsprog, deres egen ritus og frem for alt deres egen kirkeorganisation, der gjorde dem afhængige af kongen, de lokale stormænd og den nationale retsopfattelse. Heroverfor stod paven i Rom som midtpunkt for den gamle, romerske befolkning. Han repræsenterede et helt andet program: Kirkens frihed overfor al lægmandsindflydelse, centralisation med Rom som midtpunkt, opretholdelse af en international kirkeret, bestående af pave-, bispe- og synodebestemmelser, imod den nationale ret. Dette program, der var kædet sammen med en klar bevidsthed om pavens myndighed som Kristi statholder og Peters efterfølger, fik sin klassiske udformning af 5. årh.s betydelige paver fra Innocents I til Gelasius I — uden at der dog foreløbig kunne være tale om at omsætte teorierne i praksis. Blandt de germanske stater blev det snart Frankerriget, der tog ledelsen. Her skabte 1036