Karl den Store* i bevidst efterligning af Byzans et nyt kejserdømme, der også havde rødder tilbage til det germanske religiøst opfattede kongedømme. Arianismen var for længst opgivet, ligeså det nationale gudstjenestesprog, der var erstattet af latinen, men des stærkere holdt man fast ved den germanske kirkeforfatning: Kejseren (kongen) var kirkens øverste hoved, og biskopperne, herunder også paven, var at betragte som stående under hans værn og som hans mænd, der måtte aflægge troskabsed. På samme mäåde var sognekirkerne og deres præster undergivet de lokale stormænd, der havde bygget kirken og skænket dens gods. Ved kroningen år 800 anerkendte Karl vel paven som den højeste åndelige myndighed, der alene kunne uddele kejserkronen, men samtidig betragtede han paven som den første biskop i sit rige, og hans syn på kirke og stat var stærkt byzantinsk og germansk præget. Med Karls sønner gik kejserdømmet hurtigt i forfald. Til gengæld fik pavestolen og den romerske kirkeopfattelse en fremragende repræsentant i pave Nikolaus I (858— 67). Havde denne levet længere, måtte det allerede dengang være kommet til det store opgør mellem de to modsatte opfattelser. Når dette ikke skete, hængte det sammen med, at både kirke og kejsermagt kom ind i en forfaldsperiode. Først i 10.—11. årh. skabtes — som en fortsættelse af Karl den Stores værk — det hellige tysk-romerske rige, hvis ypperste repræsentanter var Henrik III (1039—56), Henrik IV (1056—1106), Frederik Barbarossa (1152—90) og Frederik II (1212— 1250). Samtidig oplevde kirken en åndelig fornyelse. Den begyndte med den cluni acensiske klosterreform, der snart udvidede sig til en reform af hele gejstligheden. I de nedrerhinske bispesæder og senere i selve Rom trådte denne reformbevægelse i forbindelse med folk, der havde studeret kirkens forhold under de gamle store paver og anså det program, som da var udkastet, for det eneste, man kunne godtage. Således opstod den kirkereform, hvis største navn var kardinalen Hildebrand, der under 1037 MIDDELALDEREN navn af Gregor VII var pave 1073—85. Hans reformkrav blev taget op og videreført af paver som Alexander III (1159—81), Innocents III (1198—1216) og Innocents IV (1243—54). Kirkens program var udtrykt i slagordet »frihed», som betød frihed for enhver indflydelse fra verdslig side på kirkens besættelse af embeder, først og fremmest bispestolene, men også frihed for skatter og for juridisk indblanding. Dette var ì åben strid med hele den germanske retsopfattelse. Striden varede gennem flere århundreder, både om bispestolene, klostrene og sognekirkerne, men den var tillige en strid om verdensstyret, om de to sværd, det gejstlige og det verdslige. Kejseren hævdede de to myndighedsområder som gensidigt uafhængige og ville i hvert fald ikke finde sig i gejstligt indgreb i sine rettigheder. Fra modsat hold fastslog man, at verden kun kunne styres vel, når »den kongelige magt ledsager den præstelige myndighed», som paven skrey 1117 til den danske konge. Præsterne er øjnene, der ser vejen, også den vej, statsmagten skal gå. Reformbevægelsens mænd forstod kirken som en international, efter sin egen kanoniske ret levende selvstændig institution, der alene var undergivet gejstligt styre og præget af absolut centralisation under Rom. Heroverfor stod stadig tanken om en national landskirke, undergivet det enkelte lands love, derfor decentraliseret og med en vidtgående indflydelse fra lægmandsside både på embedsbesættelser, økonomi og retsforhold. Se videre Påvedöme. Striden, der i de forskellige lande antog meget forskellige former, endte praktisk talt over hele linien med kompromis. Det gælder tydeligst i spørgsmålet om sognekirker, klostre og bispestole. I kampen mellem pave og kejser vinder Innocents IV tilsyneladende efter Frederik IIs død 1250 en fuldstændig sejr, ja kejserdømmet ophører at eksistere. Sejren viste sig imidlertid snart illusorisk. Dette hængte imidlertid også sammen med, at den helhedsopfattelse, som m. hvilede på, var ved at briste — troen på styret ovenfra gennem pave og kejser som bærere af de to sværd, verdensbilledet, hvor jorden 1038