MIDDELALDEREN lå mellem helvede og himmel, og hvor livet formede sig som en pilgrimsvandring fremad imod det evige liv, en vandring, hvor kun kirken og dens ledere kunne anvise den rette vej og derfor havde eneret på sjælenes indre liv. Alt dette begyndte at smuldre. En filosofisk skepsis overfor hele grundlaget gjorde sig stærkt gældende, ikke mindst i Frederik IIs omgivelser; med mænd som Marsiglio fra Padua (»Defensor pacis» 1327) brød et helt andet syn på kirke og stat sig vej, tanken om folkesuveræniteten og om kirken som samfundet af de troende, et styre bygget op nede fra. Hertil kom imidlertid, at flere og flere brød ud af kirkens varetægt for selv at overtage ansvaret for deres sjæl og dens salighed. I den ældre m. havde der vel eksisteret enkelte kættere, som stillede sig imod kirkens absolutte myndighed, og i den østlige kirke fandtes paulikianere og bogomiler, der direkte fortsatte traditioner fra den oldkirkelige gnosticisme og manikæisme. I Vesten var det først på korstogstiden (12. årh.) at virkelig sekteriske bevægelser under navn af katarer, albigensere og valdensere vandt udbredelse — et udtryk for den måste ved de ulykkelige korstog styrkede mistillid til den officielle kirke og dens ledende gejstlige, især paven. Hvad her var begyndt fik sin fortsættelse i mystik ken*, der i sin indadvendte individualisme var uafhængig af de ydre kirkelige former. Denne indre opløsning af m.s åndelige verden er også baggrunden for den kummerlige skæbne, pavedømmet fik umiddelbart oven på sine tilsyneladende så strålende sejre i 13. årh. Paven blev afhængig af hensynsløst brutale franske konger og måtte i lange tider flytte til Avignon (1309—77). Derefter fulgte en opløsningens tid, hvor der gentagne gange valgtes flere paver på een gang, tilmed personer, der kirkeligt set var ganske uværdige. Gennem de store kirk em øder i Pisa, Konstanz og Basel søgte man at forny kirken, men forgæves. Forfaldet blev mere og mere iøjnefaldende. Det er således forkert, når det ofte siges, at det var reformationen, der sprængte den storslåede enhed af verdsligt og gejstligt, af kirke, 1039 videnskab og kunst og af alle Europas stater, som var karakteristisk for m. Denne enhed var for længst brudt sammen inde fra. Opløsningen begyndte — ud fra politiske, videnskabelige, religiøse, kunstneriske synspunkter — omkr. 1300 og havde omkr. 1500 nået det punkt, at noget nyt mätte træde i stedet. Dette nye blev renæssance, humanisme og reformation. M. er en mærkelig helstøbt og i sig afsluttet periode i menneskehedens historie. Det er ikke så sært, at den også på moderne mennesker kan virke dragende. Dette skyldes vel ikke mindst det træk, som til sidst skal fremhæves: enheden af alle menneskelige livsudtryk. Kirkens opgave var ikke begrænset til det religiøse og til en vis indgriben i det politiske. Det var kirken, der søgte sandheden, og denne sandhedssøgen skabte en international videnskab, skolastikken*, som til alle tider vil stå som en af menneskeåndens store indsatser, på mange mäder et grundlag for den moderne videnskab. Det var kirken, der skabte skønheden og udformede en arkitektur og dekorativ kunst, som ingen senere slægt har overgået. Det var kirken, der yaretog retten — derfor byggedes der et omfattende retsligt studium op både af romer- och kirkeretten. Det var kirken, der tog sig af opdragelsen — både i barneskolen og i alle andre undervisningsformer. Det var kirken, der søgte i nogen måde at løse tidens sociale problemer gennem et organiseret kærlighedsarbejde. Og således kunne man blive ved. Der var utvivlsomt en helhed og samling, som vi ikke kender i en sekulariseret tid, hvor religion, politik, videnskab og kunst er blevet isolerede i det store og hele indbyrdes uafhængige områder af menneskelivet. Litt.: A. Dove, Der Streit um das Mittelalter (i Hist. Zeitschrift 1916); E. Bernheim, Mittelalterliche Zeitanschaaungen in ihrem Einfluss auf Politik und Geschichtsschreibung (Tübingen 1918); K. Heussi, Altertum, Mittelalter und Neuzeit in der Kirchengeschichte (Tübingen 1921); A. Dumpțf, Die Hauptform mittelalterlicher Weltanschauung (Berlin—München 1925); H. Schmalenbach, Das Mittelalter, sein Begriff und Wesen (Leipzig 1926); G. Schnürer, Kirche und Kultur im Mittelalter 1—3 (Paderborn 1927— 1040