MISSIONENS HISTORIE Disse betegnelser er dog langt fra entydige. På skandinaviske språk brukes — som sammenfattende betegnelse — »misjonskunnskap» eller »misjonsvitenskap». Av disse gir den siste et klart uttrykk både for det stoff som her blir gjort til gjenstand for behandling, og for den akademiske karakter av denne behandling. Omfang oginndeling: Det har vært vanlig å skjelne mellom tre hoveddeler: historie, teori og konfrontasjon av kristendommen med de ikke-kristne religioner. Den siste del ble av Warneck (og efter ham av J. Richter) kalt »missionsapologetik». En langt bedre betegnelse er dog »Evangelische Religionskunde» (så f.eks. K. Hartenstein). Katolsk m. har som selvstendig fag »misjonsrett». De forskjellige m.s-fag kan grupperes slik: A. Historisk-aktuell gruppe: 1. Misjonshistorie, 2. Misjonskunnskap. B. Teoretisk-praktisk gruppe: 1. Misjonsteori (inkl. Ev. Religionskunde), 2. Misjonsmetodikk. C. Hjelpevitenskaper: 1. Teologi (samtlige disipliner), 2. Historie, geografi, etnografi o.s.v. Arbeidsoppgaver: Disse er like mange og forskjellige som det stoff m. opererer med, er rikt og allsidig. I de senere årene har spørsmålet om det bibelsk-teologiske grunnlag for misjonen vært viet stor oppmerksomhet. Forøvrig er det i samsvar med den nye tid i verdensmisjonen med full rett blitt pekt på at tyngdepunktet i forskningen må nå mer og mer bli forlagt til de unge kirkene, deres situasjon, historie, problemer o.s.v. Veldige oppgaver venter på å bli tatt opp her. Litt.: H. W. Tottie, Evangelistik (Uppsala 1892); L. Bergmann, Missionsvidenskaben paa universitetet (i Nordisk missions-tidsskrift 1918 s. 177—203) ; O. G. Myklebust, Misjonsvitenskapen som teologisk disiplin; dens., Misjonsvitenskapens eksistensrett; dens., Encyklopediske synspunkter med hensyn på misjonsvitenskapen (samtlige i det norske Tidsskrift for teologi og kirke, henholdsvis 1941 s. 109—130, 1943 s. 28—43 og 1946 s. 118—131); dens., An international institute of scientific missionary research (Oslo 1951); B. Sundkler, Missionsforskningens arbetsuppgifter (Uppsala 1952); J. Richter, Weltmission und theologische Arbeit (Gütersloh 1913); J. B. Auf- 1063 hauser, Missions- und Religionswissenschaft an der Universität (2. ed. Freiburg i. Br. 1925; kat.) ; K. Hartenstein, Die Mission als theologisches Problem (Berlin 1933); H. W. Schomerus, Missionswissenschaft (Leipzig 1935); G. E. Phillips, The gospel in the world (London 1939); Euntes docete 1952 nr. 1—2 (flere artikler; kat.); R. P. Beaver, Missionsundervisning och missionsforskning i Nordamerika (i Svensk missionstidskrift 1953). O.G. M. MISSIONENS HISTORIE. Den kristne mission har sit grundlag i Herrens direkte missionsbefaling (Matt. 10: 5 ff., 28: 18 ff.; Luk. 9: 1 ff., 10:1 ff.; Ap.G. 1:4 ff.) som overhovedet i evangeliets universelle karakter. Oldkirken. Missionen begyndte naturligt som en mission blandt jøder; men snart vandt kristendommen ad mange veje indgang i den græsk-romerske verden. Den tidligste hedningemissions store pioner var Paulus. Tyngdepunktet flyttedes allerede i 1. årh. til de hedningekristne menigheder, medens jødekristendommen efterhånden isoleredes og mistede sin betydning. På mange måder var jordbunden i Romerriget gunstig for den kristne forkyndelse. Det gjaldt ikke blot den ydre fred, de ordnede retsforhold, den livlige forbindelse mellem rigets forskellige dele og det individualistiske og kosmopolitiske drag i den hellenistiske kultur, men nok så meget en almen religiøs spørgen. Troen på de gamle guder vaklede, og man søgte et nyt livsgrundlag, hvilket førte mange til orientalske mysteriereligioner og religiøst farvede filosofiske systemer. Kristendommen, der dels udbredtes ved vandreprædikanter, dels ved de enkelte kristnes vidnesbyrd, fik fra begyndelsen størst tilslutning i de lavere sociale lag. Stærkt missionerende virkede de kristne ved deres livsførelse, deres barmhjertighedsarbejde, deres standhaftighed under lidelser, deres tro på den ene Gud og deres lyse fremtidshåb. De kristnes afvisende holdning overfor kejserdyrkelsen bragte dem i konflikt med staten. Efter tidligere sporadiske forfølgelser kom den første almindelige forfølgelse under kejser Decius o. 250, den næste under Diocletian i begyndelsen af 4. årh. En ny situation skabtes for kirken ved Konstantins sejr 312. Ved to edikter 313 ligestilledes kristendom- 1064