men med de øvrige religioner, men blev i den følgende tid på nær en kortvarig hedensk reaktion 361—63 faktisk begunstiget, og 380 blev den af kejser Theodosius gjort til statsreligion. Kristendommen var i disse første årh. ikke alene nået ud overalt i Romerriget, men også uden for rigets grænser, til Britannien, Irland, Armenien, Partherriget, Arabien, Ætiopien, ja endog til Turkestan og Indien. Flere steder opstod der livskraftige kirker. Middelalderens store missionsindsats var kristningen af Nord- og Østeuropa. I flere henseender er den middelalderlige mission forskellig fra den oldkirkelige. Det var nu den organiserede kirke, der udsendte missionærerne. Disse var munke, fra 6. årh. benediktinere, hvortil fra 12. og 13. årh. kom cisterciensere, tigger- og ridderordener m. fl. Missionærerne repræsenterede en højere kultur, hvilket fremmede kristendommens udbredelse. Den nære forbindelse mel- . lem stat og kirke førte ofte til en sammenvævning af politisk ekspansion og mission. I modsætning til individualismen i Romerriget var de germanske og slaviske folk kollektivt indstillet. Blandt dem blev derfor massebevægelser et almindeligt træk, idet antagelse af kristendommen i vid udstrækning skete ved folkebeslutning eller ved, at folket fulgte fyrstens eksempel. I sådanne tilfælde skete den virkelige indførelse i kristen tro og sæd efter dåben. De germanske folks indtrængen i Romerriget fra 4. årh. stillede kirken over for en vældig missionsopgave. Billedet af missionen er dog ikke eentydigt i middelalderens første århundreder. De germanske grænsefolk blev først vundet for ariansk kristendom. En omfattende og særpræget mission udgik fra den iro-keltiske kirke, ikke blot til England og Skotland, men fra 591 også til kontinentet. Både de arianske germanere og den iro-keltiske mission indordnedes dog efterhånden under Romerkirken, der i 6. årh. vandt Spanien og Frankerriget og i 7. årh. de hedenske angelsachsere. I 8. årh. virkede et stort antal angelsachsiske missionærer på kontinentet, især blandt friserne og i Tyskland. Under Karl d. Store gjordes der fra Frankerriget 1065 MISSIONENS HISTORIE et energisk og ofte hårdhændet missionsarbejde i Nordtyskland, og fra Tyskland dreves der i de følgende årh. mission i de mellemeuropæiske lande. Fra Tyskland begyndte også i 9. årh. et missionsarbejde i Norden. Kristendommen trængte dog først igennem i Danmark i 10. årh., i Norge, Island og Grønland o. 1000 og i Sverige noget senere. I 12. og 13. årh. drev danskerne, svenskerne og tyske ridderordener sværdmission i Østersølandene. Finland erobredes og kristnedes af Sverige i 12. årh. Med storfyrst Jagello af Lithauens overgang til kristendommen 1386 regnes Europas missionshistorie almindeligt for afsluttet. Medens germanerne blev vundet af den katolske kirke, kristnedes hovedparten af de slaviske folk af den ortodokse kirke. Havde kristendommen således fremgang i Europa, mistedes til gengæld store kristne områder ved Islams ekspansion. Allerede i 7. årh. underlagde profetens tilhængere sig den nære Orient og Nordafrika, og i 8. årh. trængte de frem over Pyrenæerne og nåede i Asien så langt som til Kina. I den katolske kirke opstod der over for Islam et almindeligt had, som fandt en blodig udløsning i korstogene. Enkelte så dog kirkens missionspligt og forsøgte et praktisk missionsarbejde, således Frans af Assisi. Middelalderens betydeligste muhammedanermissionær var Raymundus Lullus (død 1315). For katolsk mission uden for Europa var mulighederne ringe. Mod syd spærrede Islam, mod øst tillige de orientalske kirker, af hvilke især den nestorianske drev en ret vidtspændende mission i Asien. Mongolstormen i 13. årh. åbnede imidlertid vejen til Asien for katolsk mission. Et virkeligt missionsarbejde kom i gang i Kina ved Johannes af Monte Corvino (død 1328). Det måtte dog opgives, da mongolvældet styrtedes 1368. En ny epoke for katolsk mission begyndte i 15. årh. med de portugisiske og spanske opdagelsesrejser, som delvis havde troens udbredelse som mål. Metodisk blev denne mission ikke væsensforskellig fra den middelalderlige. Franciskanere, dominikanere og fra midten af 16. årh. jesuitterne arbejdede ihærdigt og med store resultater i de 1066