mark blevet anvendt om en bestemt organiseret virksomhed, opstået i 1880erne under indflydelse af de svenske missions- 0g helgelseforbund (Det norske og det danske missionsforbund). Det må ikke forveksles med »frimissionærer», d.v.s. enkeltpersoner, der driver mission uden at have nogen kirkelig myndighed eller et m. bag sig. De kan være forbundet i frie sammenslutninger uden nogen egentlig ledelse. Nogle m. har sat sig begrænsede mål i det udadgående arbejde, f.eks. i valget af et bestemt land eller landområde eller en bestemt nationalt eller religiøst afgrænset folkegruppe (f.eks. urfolk i Indien, jøder, muslimer) som missionsobjekt eller i valget af en særlig arbejdsopgave (lægemission, litteraturmission m. m.). Nogle m. søger i hjemlandet kontakt med særlige befolkningsgrupper (kvinder, unge, studenter, særlige erhvervsgrupper). Disse driver undertiden selvstændig mission, men er oftest støtteforeninger. De kan være lokale eller nationale, og i hvert land står adskillige sådanne foreninger bag missionen; men der er også internationale, interkonfessionelle støtteforeninger, som har haft meget stor betydning, således Studenterfrivilligbevægelsen, Studiekredsbevægelsen og Lægmandsbevægelsen. En vigtig indsats for ydre mission er ydet ikke mindst af de engelske og amerikanske bibel- og traktatselskaber (se Bibelsällskap). Den kraftødende splittelse i den evangeliske mission ved de mange m. førte i slutningen af det 19. årh. til et voksende samarbejde, som især har taget fart efter verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910. Det internationale missionsråd oprettedes 1921, og i de enkelte lande er oprettet missionsråd og nationale kristne råd (se Missionsråd). Nogle missioner står dog endnu uden for dette samarbejde. M. i protestantisk forstand eksisterer ikke idenromersk-katolskekirke. Det er kirken, som udsender missionærerne, og al katolsk mission er centraliseret i den 1622 oprettede »Congregatio de Propaganda Fide» og den 1917 herfra udskilte »Sacra Congregatio pro Ecclesia Orientali». Missionærerne kommer for præsternes vedkommen- 35 1089 MISSIONÄR de dels og overvejende fra de forsk. ordener (franciskanere, jesuitter, kappucinere, dominikanere, lazarister m.fl.) og kongregationer, af hvilke flere i 19. og 20. årh. er stiftet med mission som eneste opgave, dels fra særlige missionsseminarier, for lægbrødrenes vedkommende fra forskellige broderkongregationer og for de kvindelige missionærers vedkommende fra de forskellige kvindeordener og -kongregationer. I 19. og 20. årh. er der imidlertid opstået et stort antal missionsforeninger, 1818—1921 ikke mindre end 246, oprettet med det formål at indsamle penge og vække interesse for missionen. De er dels internationale, dels og det langt de fleste nationale sammenslutninger. De har ved aktiviseringen af det katolske lægfolk haft en meget stor andel i den katolske missionsrenæssance i 19. og 20. årh. Det 1868 i Rusland oprettede ortodokse m. var en støtteforening for russisk mission indenfor rigets grænser og i det fjerne østen, idet den hellige synode var missionens ledelse. Litt.: Om de enkelte m.s historie er litteraturen uoverskuelig. En omfattende bibliografi findes i K. S. Latourette, A history of the expansion of Christianity 1—7 (New York—London 1937— 45). Oversigt og statistik over evangelisk mission: World missionary atlas, ed. by H. P. Beach—C. H. Fahs (New York 1925); Interpretative statistical survey of the world mission of the Christian, ed. by J. I. Parker (New York —London 1938); World Christian handbook, ed. by £E. J. Bingle—K. G. Grubb (2. ed. London 1952). Nordisk mission: K. B. Westman m. fl., Nordisk missionshistoria (Sthm 1949; dansk og norsk ed. Khvn og Oslo 1950). Norsk håndbok for misjon, red. O. G. Myklebust (2. ed. Oslo 1952). Katolsk mission: B. Arens, Handbuch der kath. Missionen (2. ed. Freiburg im Br. 1925). L.S. MISSIONSSTATISTIK, se Misjonsfelter og -kirker. MISSIONÄR, eg. »sändebud» (av lat. missio, sändning), i kristet språkbruk en person med uppgift att predika evangelium bland icke kristna folk. Den första missionsbefallningen gav Jesus åt de tolv apostlarna, då han enligt Matt. 10 sände dem ut att predika evangelium om 1090