MODERNISMEN teologi. M. er det navn, Pius X i sin bulle 1907 giver de tendenser på de forskelligste områder, der gik ud på at forene den katolske tro med den moderne kulturbevidsthed, dels ved konsekvent anvendelse af den historisk kritiske forskningsmetode på det bibelske og dogmehistoriske område, dels ved en ny med den nyere filosofi overensstemmende apologetik og endelig ved en ny orientering på det sociale og politiske område. Når bevægelsen også i sin radikale form så længe uhindret af indgreb ovenfra kunne udfolde sig i kirken, skyldes det i første række, at førende kredse var stærkt optaget af en fornyelse i videnskab og apologetik og af bestræbelsen for at tilpasse den gamle tro med den moderne tid. Bevægelsens ofte meget yderliggående karakter førte dog til slut til fordømmelse fra den katolske kirkes side. Bevægelsens tendens karakteriseres ved de programmatiske titler, førende fremskridtsvenlige teologer i Tyskland gav deres bøger: »Katolicismen som fremskridtets princip», »Den nye tid og den gamle tro», »Reformkatolicismen som fremtidens religion», »Katolicismen og det 20. århundrede i lyset af den nyere tids kirkelige udvikling», »Liberal katolicisme». Det var mænd som H. Schell, J. Müller, A. Ehrhard og F. X. Kraus. Fankrig var hovedlandet for bevægelsen. 1878 havde de franske biskopper åbnet »Institut catholique» i Paris, der blev arnestedet for de nye tanker — ikke mindst under ledelsen af den storsindede, moderat fremskridtsvenlige Monseigneur d’Hulst. Her virkede kirkehistorikeren L. Duchesne, der konsekvent anvendte den historisk kritiske metode i den kirkehistoriske forskning. Akut blev situationen imidlertid først, da en ung præst af usædvanlig begavelse, Alfred Loisy, 1884 blev ansat som professor i eksegese og uforfærdet førte de kritiske principper over på den bibelske historie, både den gammeltestamentlige og den nytestamentlige. Ikke mindst vakte hans benægtelse af Moses som forfatter til Mosebøgerne voldsom modstand. Som reaktion over for den yderliggående bibelforskning 1095 og direkte foranlediget ved Monseigneur d’Hulsts kloge artikkel: »La question biblique», hvor han gik ind for et fremskridtsvenligt standpunkt, udsendte Leo XIII 1893 bibelencyklikaen »Providentissimus Deus», hvor han på een gang understreger videnskabens betydning og samtidig stærkt advarer imod overdrivelser med ganske bestemt adresse til Loisy og andre yderliggående. 1893 forlod Loisy Institut catholique, og krisen var i fuldt udbrud. 1903 kom den lille bog: »L’évangile et l’église» (Evangeliet og kirken), hvor Loisy i polemik mod Harnack og hans bog »Kristendommens væsen» »forsvarer» kirken, dens dogmer, kult og hierarki med den begrundelse, at vel stammer intet af dette fra Jesus selv — han var en apokalyptisk visionær — men således måtte det naturnødvendigt udvikle sig, da genkomsten ikke fandt sted og kirken blev en virkelighed. Efter nogen tøven blev bogen sat på index. I skriftet »Autour d'un petit livre» (Omkring en lille bog) søgte Loisy forgæves at retfærdiggøre sit standpunkt over for den kirkelige øvrighed. Senere — d. 7. marts 1908 — blev Loisy exkommuniceret med kirkens store band. Men ikke blot på den bibelske forsknings område brød striden ud, også på det filosofisk apologetiske. Her stod striden mellem den gamle, på aristotelisk filosofi byggende og en ny, på nyere filosofi grundet apologetik. 1893 udkom M. Blondels bog: »L’action» (Handlingen), der gik imod den græske intellektualisme og i stedet — i lighed med filosoffen Ollé-Laprune — gik ud fra mennesket som moralsk handlende, som en ufærdig størrelse, der først i kristendommen finder sin fulde realisation. Sjælen i modstanden imod den traditionelle apologetik med dens filosofiske og historiske beviser var oratorianeren L. Laberthonnière, igennem mange år redaktør af den nye apologetiks tidsskrift »Annales de philosophie chrétienne». Hans vigtigste skrifter er »Le réalisme chrétien et lidéalisme grec» og »Sur le chemin du catholicisme», foruden hans gennem flere år løbende artikkelserie »Dogme et théologie». Hans »moralske dog- 1096