matisme», i væsentlig grad inspireret af Pascal, uforfærdet antiskolastisk, repræsenterer en slags metafysisk personalisme, hvor sandheden ikke nås ad ydre, intellektualistisk vej, men ved et møde mellem personer i åbenhed og kærlighed, i fællesskab lyttende til og til stadighed i bevægelse imod åbenbaringen i Kristus. Kun ad denne »immanente» vej kan mennesker overbevises om kristendommens sandhed. Både Blondels disputats og Laberthonnières skrifter kom på index. Bergsons efterfølger på Collège de France, Ed. Le Roy, gik med sin bog: »Dogme et critique» langt videre og hævdede dogmets pragmatiske og helt sekundære betydning i forhold til den religiøse erfaring. I England møder vi den uforfærdede jesuit Georg Tyrrell, der fra sin ungdom var fortrolig med skolastisk, thomistisk filosofi, men som bryder dermed og går ind for en adskillelse mellem åbenbaringen, der altid er den samme, og teologien, der ustandselig skifter. Også dogmet er foranderligt. Hans vigtigste værker er »A much abused letter», »Through Scylla and Charybdis» og »Mediævalism». 1907 ekskommuniceredes han. Nævnes bør også den med Tyrrell og Loisy nært forbundne Baron von Hügel, kaldet »the scholar-saint», hvis frisindede, men genuint katolske tænkning påvirkede filosoffer og teologer af alle konfessioner. Også i Italien virkede bevægelsen, ikke mindst gennem kirkehistorikeren E. Buonaiuti, socialreformatoren R. Murri og digteren A. Fogazzaro med sin fine roman »lIl santo» (Helgenen), der mere end meget andet viste m. fra dens ædleste side. 8. Sept. 1907 udsendte Pius X encyklikaen »Pascendi dominici gregis», der blev et lammende slag for bevægelsen. Paven stempler m. som indbegrebet af alle tidens hæresier: agnosticisme, immanentisme, symbolisme, pragmatisme og religiøs subjektivisme med deres ødelæggende følger for troen, dogmet, traditionen og den hellige skrift. Encyklikaen er et teologisk værk af rang, der også i dag fortjener alvorligt studium. Lige inden dette dokument udkom, havde paven i dekretet »Lamentabili» for- 1097 MODERNISMEN dømt 65 sætninger angående biblen og urkristendommen, væsentligt hentet fra Loisys skrifter. Encyklikaen blev modtaget på den ene side med jubel, på den anden side med stormende modsigelse. Pius X nøjedes ikke med den almindelige fordømmelse, men iværksatte en mængde praktiske foranstaltninger til sikring af m.s udryddelse i kirken, således særligt 1910 den såkaldte antimodernist-ed, der skal aflægges af den samtlige klerus som en højtidelig bekendelse til de katolske trossandheder og en forkastelse af de modernistiske vranglærdomme. Af forskellige grunde blev tyske universitetslærere fritaget for eden. Moderniststriden er endt, og dog virker dens åndelige kræfter videre. Mange af dens lærdomme, som den gang virkede udfordrende, kan i dag i et andet åndeligt klima indoptages i kirkens tænkning og intellektuelle besindelse. Den romerske kirke fastholder sin fordømmelse, men erkender, at der stadig i den er plads for videnskabeligt og åndeligt fremskridt. Ikke mindst viser dette sig i Pius XII.s bibelencyklika »Divino afflante Spiritu» af 30. Sept. 1943, i femtiåret for Leo XIII.s berømte, tidligere nævnte encyklika. Encyklikaen »Humani generis» 1950 viste dog, at den romerske kirke stadig er på vagt overfor modernistiske tendenser. Litt.: A. Houtin, La question biblique chez les catholiques de France au XIX“ siècle (Paris 1902); N. Söderblom, Religionsproblemet inom katolicism och protestantism 1—2 (Sthm 1910; hovedværk); J. Schnitzer, Der katholische Modernismus (Die Klassiker der Religion 3, Berlin 1912; kortfattet oversigt); A. Houtin, Histoire du modernisme catholique (Paris 1913); A. Gisler, Der Modernismus (Einsiedeln 1913; katolsk); H. Holmquist, Ur kristendomens historia mellan världskrigen 1814—1914 (Sveriges kristliga studentrörelses skriftserie 86, Sthm 1918); A. Fogazzaro, En helgen (dansk overs. Khvn 1921); J. Rivière, Le modernisme dans l'église (Paris 1929; katolsk, fremragende, med udførlig litt.-anvisning); A. R. Vidler, The modernist movement in the roman church (Cambridge 1934); Der Katholizismus, sein Stirb u. Werde, hrsg. v. G. Mensching (Leipzig 1937); F. Heiler, Der Vater des katholischen Modernismus, Alfred Loisy (München 1947); E. Hocedez, Histoire de la théologie au XIX“ siècle 3 (Paris 1947; udm. fremstilling, 1098