MOSES klassiska genombrottsarbete); S. Mowinckel, The two sources of the predeuteronomic primeval history (JE) in Gen. 1—11 (Oslo 1937); Det Gamle testamente oversatt av S. Michelet—5S. Mowinckel—N. Messel (Oslo 1929; kommentar); Aa. Bentzen, Indledning til det Gamle testamente 1—2 (Khvn 1941); J. Engnell, Gamla testamentet. En traditionshistorisk inledning 1 (Sthm 1945); G. v. Rad, Das formgeschichtliche Problem des Hexateuchs (Stuttgart 1938); dens., Deuteronomium-Studien (Göttingen 1947); M. Noth, Überlieferungsgeschichte des Pentateuchs (Stuttgart 1948; standardverk); H. H. Rowley, The Old Testament and modern study. A generation of discovery and research (i Essays by members of the soc. for Old. Test. study, ed. by H.H.Rowley, Oxford 1951; god översikt över de nyare forskningsresultaten). G. G. MOSELOVEN, se Dekalogen, Moses. MOSES. Ifølge bibelens opfattelse er der ingen person i hele G. T., der har haft så afgørende betydning for den israelitiske religion som M. Den kritiske forskning har imidlertid stillet sig meget skeptisk over for dette syn på M., og nogle forskere har endog benægtet, at M. er en historisk person. Grundene hertil er for det første, at de gammeltestamentlige beretninger om M. har en kompliceret overleveringshistorie, og beretningerne kan ikke have fået deres nuværende form før adskillige århundreder efter den tid, M. skal have levet på. Dernæst kan det påvises, at flere af de motiver, som forekommer i M.s historie (bl. a. forsøget på barnemordet, kappestriden med troldmændene, plagerne og overgangen over havet) også kendes andetsteds, så at deres historiske værdi i hvert fald er tvivlsom. Disse omstændigheder bevirker, at det er vanskeligt at finde ind til en historisk kerne i beretningerne om M. Dog mä det være forsvarligt ud fra det, vi ved om Israel efter indvandringen, og ud fra profeternes stadige henvisning til den mosaiske tid at slutte tilbage til, at der allerede i folkets ørkentid må have levet en person, som havde givet folket en religion, der på visse punkter adskilte sig fundamentalt fra den kanaanæiske religion og ikke lod folket blive opslugt af denne. For reaktionsprofeterne var Israels frafald til Baalkulten sket med indvandringen i kulturlan- 1123 det (Hos. 9: 10, jfr. 10:9) i modsætning til ørkentiden, da folket var under profeten M.s førerskab (Hos. 12: 14, jfr. også 13:4; Jer. 2: 2; Mik. 6:4). Det er derfor berettiget at hævde, at profeterne i deres kamp mod fremmedvæsenet repræsenterer en tradition, som har sine rødder i folkets oplevelser i ørkentiden. Tydeligst fremgår det af fortællingerne om Elias, som efter styrkeprøven på Karmels bjerg og det derved opståede had fra kongehuset i sin fortvivlelse flygtede ned til de egne, hvor Jahve havde åbenbaret sig i ørkentiden (1. Kong. 19: 8—18). Da samtlige kilder i G. T. — både de profetiske skrifter og de historiske bøger — er enige om, at ophavsmanden til religionen fra folkets nomadetid er M., er der ingen tvingende grund til at betvivle dette. Af G.T.s fremstilling tør man iøvrigt med nogen sandsynlighed i korthed anse følgende for historisk: M. er kommet til verden i et israelitisk hjem, mens folket led ondt i Ægypten (hans navn er ægyptisk og betyder »barn»), og han stillede sig som voksen i spidsen. for sit folk og førte det ud af Ægypten. Under udvandringen og det følgende ørkenophold havde folket forskellige oplevelser, som for dem var en bekræftelse på, at den Gud Jahve, som havde åbenbaret sig for M., var med dem og var mægtigere end deres fjenders guder. M. forpligtede dem derfor til at indgå et stammeforbund med dyrkelse af Jahve alene, og de påtog sig forskellige love af religiøs og etisk art. M. oplevede ikke selv at føre folket ind i det forjættede land, men overdrog denne opgave til Josua inden sin død. — Går man derimod i enkeltheder, bliver usikkerheden straks større. Det kan ikke påvises, at den farao, G.T. hentyder til, er Ramses II (1301—1234), således at tidspunktet for Israels ophold i Ægypten er uvist. Man kan heller ikke fastslå udvandringstogets rute til lovgivningsbjerget Sin a j* (eller Horeb, som det kaldes efter en anden tradition), og dettes beliggenhed er heller ikke godtgjort uimodsigeligt. Beretningen om M.s ægteskab med midjanitpræsten Jetros datter kunne tyde på, at midjanitterne har været med i det stammeforbund, M. sluttede. Det vides ikke, hvor stor en del af Israel det 1124