nerne, som hade avvist hans budskap, forfulgt ham og hånet ham og hans tro. Mot dem erklærer M. hellig krig djiha’d. Etter mindre trefninger og plyndringer av mekkanske karavaner og noen få större slag ble Mekka erobret i år 8 etter ħi'djra. M. hadde alt fått så mange tilhengere, også i Mekka, at byen ble erobret praktisk talt uten sverdslag. 10 år etter hidjra foretok M. valfarten til Mekka etter et ritual som er om lag det samme den dag i dag. Noen mäneder etterpå, 8. juni 632, döde han. Da var han herre over nesten hele Arabia. Se videre Islam. Litt.: J. Wellhausen, Reste arabischen Heidentums (2. ed. Berlin 1927); 7. Andræ, Muhammed. Hans liv och hans tro (Sthm 1930; 2. ed. av G. Widengren, Sthm 1950); H. Birkeland, Muhammed. Allahs sendebud (Oslo 1942); R. Blachère, Introduction au coran (Islam d'hier et d'aujourd'hui 3, Paris 1947); F. M. Pareja, Islamologica (Roma 1951); J. Fück, Muhammed — Persönlichkeit und Religionsstiftung (i Saeculum 1952). H. B. MUHAMMEDANISM, se Islam. MYNSTER, Jakob Peter (1775—1854), dansk biskop. 1801 blev M. sognepræst til Spjellerup-Smerup, 1811 residerende kapellan ved Vor Frue kirke i København, 1812 tillige docent ved pastoralseminariet, 1828 kgl. konfessionarius, 1834 Sjællands biskop. Tidligt faderløs opdroges M. hos sin stiffader, lægen professor Bang (Grundtvigs morbroder). Den »lidet elskelige» skikkelse, hvori pietismen her trådte ham i møde, hans utilfredsstillede trang til kærlighed og en stærk, måske uberettiget, følelse af at være overset, dertil en ikke ringe personlig ærgerrighed, som han mente, aldrig ville blive tilfredsstillet, gjorde ham ensom og sky og tilbageholdende, noget der ofte både i hans ungdom og senere blev tydet som »fornemhed». Knap 19 år gammel blev han cand. theol. — stiffaderen anså ham for at være for dum til andet studium — og efter nogle års huslærertid hos en grevelig familie, præst for et af dennes patronatssogne. I sit hjem havde han omgäåedes blomsten af datidens studerende ungdom, og sit studium havde 1133 MYNSTER Jakob Peter Mynster. Maleri af Constantin Hansen fra 1856. han drevet enestående grundigt og vidtfavnende både før og efter eksamen, men fra positiv kristendom var han kommet langt bort; »mod den historiske Kristus havde jeg inddrukket så mange fordomme, at den evangeliske historie for mig næsten kun havde poetisk værdi». Både før og efter hans ordination havde denne tilstand næsten drevet ham til fortvivlelse; men i sommeren 1803 oplevede han det »gennembrud», som han selv skildrer i sine — først efter hans død udgivne — »Meddelelser», et af kirkehistoriens mest gribende aktstykker. Under læsningen af Jacobis skrift om Spinoza blev han, som det er sagt, »ramt i viljescentret». Hvis samvittigheden ikke var en betydningsløs indbildning, måtte han lyde den i alt, og hvis der var en Gud, måtte han bøje sig for ham i alt, og fra denne given sig helt i Guds hånd kommer han til Kristus, så »intet ligner den henrykkelse, den indvortes jubel hvormed jeg ofte sagde mig selv: ’Jeg har en Gud og en Frelser’». Det første resultat var hans » Prædikener» (1810), de såkaldte »Spjel- 1134