Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nattvarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han kun holde én fuldstændig højmesse med
n. hver søndag, skiftevis i de to kirker.
Kirkeritualet 1685 fastholder
sammenknytning af n. og højmessen, selv om
n. af dispositionsmæssige grunde behandles
i et særligt kapitel, og selv om der (bl.a.
af hensyn til to-kirke-pastoraterne) tillige
gives anvisning på, hvorledes højmessen kan
sluttes uden n.
1854 bortfaldt formessen og prædikenen
ved hverdagshøjmesserne, der således nu
kun består af fælles skriftemål og selve n.
1895 tillodes det at holde n. i forbindelse
med andre gudstjenester end højmessen,
hvilket dels medførte, at forbindelsen
mellem højmesse og n. i nogen grad svækkedes,
dels at de øvrige gudstjenesters form
efterhånden er blevet stadigt mere og mere
nærmet til højmessens.
Allerede i Kirkeordinantsen, men endnu
stærkere i Danske Lov 1683 og Kirkeritualet
1685, pålægges det altergæsterne at melde
sig i forvejen, dels for at præsten kan vide,
hvor meget brød og vin, der skal
konsekreres (er der for lidt, skal konsekrationen
gentages), dels fordi der krævedes skriftemål
som forudsætning for n. Skriftemålets sigte
var dels sjælesørgerisk, dels pædagogisk:
det skulle sikres, at alle nadvergæsterne
forstod den lutherske n.lære. Fra det andet
efter-reformatoriske slægtled fik derfor de
unges første altergang og det forudgående
skriftemål stadigt voksende betydning, end-
og i den grad, at første-skriftemäålet i første
halvdel af 1600-tallet fortrængte den
biskoppelige konfirmationshandling, der i al fald
i nogle stifter havde været i brug. 1736
genindførtes konfirmationen (ved præsten) med
forudgående undervisning som obligatorisk
forberedelse til den første altergang. Siden
1909 kan ukonfirmerede i særlige tilfælde
stedes til n. Fra ca. 1800 begyndte det
private skriftemål at afløses af det fælles
skriftemål inden gudstjenesten. Fra ca. 1920
begyndte man at se bort fra
tilmeldingspligten, der nu er bortfaldet overalt. Dette
har medført, at det fælles skriftemål mange
steder er lagt ind i højmessen, umiddelbart
før n. Hvor det stadig holdes før højmessen,
kræves deltagelse ikke mere som absolut be-
1173
NATTVARDEN
tingelse. Enkelte steder er det fælles
skriftemål næsten helt bortfaldet.
Alle skulle modtage n. mindst een gang
årligt, og kun få kommunicerede oftere end
3—4 gange om året. Indtil ca. 1800 synes
der i al fald i købstæderne at have været i
det mindste nogle få altergæster hver
søndag. Derefter koncentreredes altergangen,
bl.a. på grund af aftagende deltagelse i n.,
om nogle få søndage i for- og efteråret.
Vækkelsesbevægelserne medførte i
århundredets løb dels en voldsom polemik mod
den såkaldte »vanealtergang», dels en stærk
tilskyndelse til hyppigere altergang for
bevidste kristne. Der holdes nu n. ved næsten
alle ordinære (og mange ekstraordinære)
gudstjenester, undtagen ved
eftermiddagsgudstjenester i landsbykirker.
I forbindelse hermed er den stærke
bodsfølelse, der tidligere herskede i forbindelse
med n. i nogen grad blevet suppleret med
tanker i oldkristelig ånd om n.s glæde og
taksigelse, om fællesskabet i Kristus 0g
overgivelse til Gud.
Litt.: Se om Kirkeritualet af 1685 og
Kyrkotukt. S.B.
Finland. Ända fram till kyrkolagen av
1869 och kyrkohandboken av 1886
reglerades n:s bruk av Sveriges kyrkolag och
handboken ay 1693. Också nu gällande handbok
av 1913 bevarar de viktigaste av de för den
äldre svenska lutherdomen karakteristiska
dragen.
Att söndagsgudstjänsten principiellt skall
vara högmässa med n. markeras av att
formuläret för sådan gudstjänst står främst.
Den ortodoxa lutherdomens vidlyftiga
kontrollapparat kring n:s bruk vållade också
här, att antalet n:s-gudstjänster inskränktes,
så att »>högmässa» utan n. blivit den
vanligaste gudstjänstformen. För de flesta blev
den föreskrivna årliga kommunionen också
den enda. Trots väckelsefromhetens kritiska
hållning mot vane-n:s-gång har seden att
kommunicera familjevis minst en gång
årligen i vissa bygder fortbestått i
betydande utsträckning. Där väckelsearvet alltjämt
präglar kyrkolivet, kan en stigande
uppskattning av n. rätt allmänt märkas.
Parallellt härmed inträder dock risken att n. be-
art.
1174
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:28 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/2/0601.html