NATURALISME klare tilværelsen »naturligt» eller ud fra det givne, som opfattes af sanserne i tidens og rummets former. Derved bliver n. beslægtet med materialismen*; men medens materialismen vil forklare alt fysisk, er der intet til hinder for, at n. også kan antage eksistensen af noget psykisk. Blot skal alt være immanent, og n. bliver derved modstander af enhver form for supranaturalisme, ligesom den må afvise enhver tanke om transcendens*. Ved at ville indskrænke sig til at tale om »det givne» bliver n. beslægtet med positivismen*, og følgelig går den imod idealismen* i alle dens former, både den moralske, den erkendelsesteoretiske og den metafysiske. Der kan ikke for alvor blive tale om nogen forskel mellem ideal og virkelighed, mellem et faktisk »er» og et normativt forpligtende »bør». For n. må andslivet forklares ud fra det naturlige. Der bliver ikke tale om nogen selvstændig gyldighed i åndens verden, fordi alt må ses som led i de naturlige processer. Der bliver ingen mulighed for at skelne mellem oprindelse og gyldighed, og ethvert åndeligt fænomen forklares derfor ud fra sin naturlige og historiske oprindelse. R eligionen er således blot en videreudvikling af følelser som håb og frygt, som Hume og Feuerbach* har ment det, eller den er et overtroisk levn, som den videnskabelige udvikling har distanceret (Comte). Moralen forklares som en regulering af personlige, individuelle følelser og en oprindelig egoistisk adfærd, og sociologisk har samfundet udøvet en tvang på den enkelte, une pression sociale (Bergson), der tvinger ham til at følge skik og brug og giver ham angst for og utryghed ved ikke at være som de andre. I kunsten har n. ikke så meget villet forklare oprindelsen, som den har villet formulere krav om, at kunstens område begrænses til det givne. Den skal skildre fænomenerne ikke blot, som de »virkelig er» (som realismen forlanger det), men også skildre dem ud fra deres natursammenhæng og så vidt muligt i analogi med naturen. Dette gælder også skildringen af menneskene, fordi mennesket nu engang er et produkt af naturen. Dette kommer stærkt til orde i den 1179 naturalistiske digtning, der i 19.årh.s sidste trediedel begyndte at afløse senromantikken. Émile Zola og J. P. Jacobsen er her typiske. Når Jacobsen skal skildre et menneske, ana- lyserer han det fra hoved til fod, som naturhistorikeren beskriver en fugl eller en blomst. Kunsten må ikke »flygte fra virkeligheden», men skal gengive den så uforfalsket som muligt. Den skal holde sig til »sandheden» med samme troskab som videnskaben og er faktisk kun forskellig fra denne ved at udtrykke sig i andre former. 1 oldtiden var stoikerne (jfr. Stoicism) og epikuræerne metafysiske materialister. Den middelalderlige filosofi gav som supranaturalisme ingen plads for n., men fra renaissancen dukker den op igen. Bruno og Spinoza* er trods deres pantheisme ofte blevet kaldt naturalister, Hobbes’ materialisme var n., 0g mange af de franske oplysningsfilosofer (Holbach, Lamettrie o. fl.) var det i udpræget grad. »Mennesket er naturens produkt», sagde Holbach i »Système de la nature». Det 19. årh.s tyske materialisme yar n., og det samme gælder i dag sovjetfilosofiens dialektiske materialisme og den logiske empirisme (jfr. Empirism), der en overgang også kaldtes for nypositivismen. Som Comtes positivisme anerkender den kun »naturligt». L. Feuerbach var enig med al materialisme i, at naturen er »åndens basis». Til n. hører også biologismen, der har fået sit stærkeste udtryk hos Nietzsche og mindre udfordrende findes hos J. M. Guyau og Bergson, det sidste sted dog med metafysisk baggrund. N. har haft sin relative ret i reaktionen mod ukontroleret spekulation f. eks. den romantiske. Men den er selv en dogmatisk realisme, som apriori nægter enhver principiel forskel mellem natur- og åndsvidenskab. Litt.: L. Berg, Der Naturalismus (München 1892); R. Otto, Naturalistische und religiöse Weltansicht (3. ed. Tübingen 1929); G. Class, Untersuchungen zur Phänomenologie und Ontologie des menschlichen Geistes (Leipzig 1896); R. Eucken, Der Kampf um einen geistigen Lebensinhalt (5. ed. Berlin 1924; antinaturalistisk) ; J. Ward, Naturalism and agnosticism (4. ed. London 1915); G. Brandes, Naturalismen i Eng- 1180