NEHEMJA I N. blev calvinismen faktisk statsreligion, men allerede fra begyndelsen var der relativ tolerance overfor andre evangeliske og katolikker (fra 1615 også overfor jøder). Politisk blev der strid mellem købmandsaristokratiet, der havde magten i de enkelte stater, under rådspensionæren Jan van Oldenbarnevelds ledelse, og Willems søn, statholderen Maurits, der stræbte efter eneherredømme og støttede sig til de lavere klasser. Kirkeligt var Maurits’ tilhængere ortodokse calvinister (de Preciesen) og forkæmpere for kirkens uafhængighed af staten, mens købmandsaristokratiet forkastede prædestinationslæren, var tolerante (de Rekkelijken) og hævdede »staternes» bestemmelsesret over kirken. 1610 udviklede nogle modstandere af Calvins prædestinationslære deres standpunkt i en »remonstrantie» (modforestilling), rettet til provinsen Hollands »stater» (efter »remonstransen» fik bevægelsens tilhængere navnet: remonstranterne. Efter en af deres første mænd: Arminius, d. 1609, kaldes de arminianerne*). Modstanderne svarede med en »Contraremonstrantie». Maurits udnyttede. striden og lod sin politiske modstander Oldenbarneveld fængsle og halshugge (1619) som forræder og kirkeforstyrrer, mens juristen og teologen Hugo Grotius (d. 1645), der fik fængsel på livstid, undslap. I sammenhæng med disse begivenheder afholdtes nationalsynodeni Dordrecht 1618—19, med deltagere fra næsten alle calvinske kirker, hvor læren om den dobbelte prædestination blev fastslået. Den strengere retning: præcisismen blev efterhånden, under påvirkning af engelsk puritanisme, til pietisme, med overholdelse af ydre skikke og former (Voetius, professor ved universitetet i Utrecht: »Exercitia pietatis», 1644). Teologen Coccejus (d. 1669) så på bibelen ikke som en samling skriftsteder, men som en frelseshistorie gennem pagtslutning (foedđeralteologi). På revolutionstiden kom der en fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat (1798). Efter kongedømmets indførelse genoprettedes nationalkirken (1816), og staten fik større magt over den end nogensinde. 1852 1207 trak kronen sig tilbage fra forvaltningen, og 1866 overtog enkeltmenighederne helt den økonomiske administration. Skønt kirken (De Nederlandsch Hervormde Kerk) således er uafhængig af staten, kan den dog kaldes nationalkirke. Reaktionen mod oplysningstiden førte til en vækkelse. Med præsten de Cock kom det 1834 til en frikirkedannelse (1892 forenet med en frikirke, som 1886 dannedes af præsten og politikeren Abraham Kuyper, d. 1920) under navnet: De Gereformeerde Kerken in Nederland. I 1857 gennemførtes der lov om fælles statsskole uden konfessionel religionsundervisning, men fra 1889 fik frie konfessionelle skoler samme tilskud som statsskolerne, og 1920 blev statsskolerne og de frie skoler helt ligeberettigede. Indenfor den store kirke (Hervormde Kerk) har der været stridigheder mellem de kirkelige retninger. 1853 genoprettedes det katolske hierarki omkring ærkebispedømmet Utrecht. Den katolske kirke har siden virket energisk i N. 1908 blev N. fra at være »missionsland», ledet af propagandaen i Rom, en normalt styret del af den katolske kirke. Desuden findes der fra jansenismens dage et mindre, gammelkatolsk kirkesamfund (jfr. Gammalkatolska kyrkan). 1947 udgjorde calvinisterne, den store kirke og frikirkerne, 39,7 % av befolkningen (1849: 55,8 %, 1930: 43,2 %), mens den katolske kirke omfattede 38,5 % (1849: 38,2 %, 1930: 36,4 %). Af jøder var der i 1930 1,4 %, 1947 efter den tyske besættelse: 0,2 %. Udenfor konfessionerne stod 1930 14,4 % og i 1947: 17 %. Den katolske kirkes stilling er altså stærkere end før, den calvinske kirke er i tilbagegang, og deres tal, der står udenfor konfessionerne, er i sligning og meget større end i de nordiske lande. Litt.: C. P. Hofstede de Groot, Hundert Jahre aus der Geschichte der Reformation in den Niederlanden 1518—1619 (Gütersloh 1893); J. Reitsma, Geschiedenis van de Hervorming en de Hervormde Kerk der Nederlanden (4. ed. Utrecht 1933); Ekklesia bd 3:9, Die evangelischen Kirchen der Niederlande (Gotha 1934). K.B. NEHEMJA är jämte Esra* ett led i Kronistens historieverk (jfr Krönikeböckerna). 1208