NIETZSCHE R Friedrich Nietzsche. art. I »Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik» 1872 finder han under påvirkning af Wagner, med hvem han senere brød, i den antikke tragedie udtryk for en dionysisk-orgiastisk drift i mennesket. Dette dionysiske ligger dybere i sjælen end det såkaldte »apollinske», der ytrer sig i den formende og afgrænsende kunst, som atter igen står højt over det ellers så højt lovpriste intellektuelle, der i antikken havde sin anerkendte repræsentant i Sokrates. Heraf skal den nye kultur fremgå, og modsætningen mellem denne og det gamle fremstiller N. i »Unzeitgemässe Betrachtungen» 1873—76, hvor Schopenhauer fremstilles som den store opdrager. Men som N. havde brudt med Wagner, brød han også snart med Schopenhauers pessimisme. Grundbegrebet i Schopenhauers filosofi, »viljen til livet» bliver med tiden hos N. til »viljen til magt», der er en rent biologisk funktion, i hvilken foreteelser som »ånd», »sjæl» og »hbevidsthed» blot er rene midler og værktøj uden selvstændig betydning. 1219 N. er udpræget antiintellektualist, men tillige en udpræget livsdyrker, som det kommer frem i »Die fröhliche Wissenschaft» 1881—86. Men særlig i »Also sprach Zarathustra» 1883—86, har han i mægtige visioner skildret livet i dets hele fylde og rigdom. Det var en grundtanke hos N., at livet ikke kan stå stille, som »dannelsesfilistrene» mente det; det må gå videre frem. Udviklingens mål er ikke mennesket, men overmennesket, der besidder al rigdom, materiel som åndelig, men som frem for alt forstår at befale, så hjorden eller slavemenneskene glade følger ham, der er herremennesket. Overmennesket står højt hævet over hjorden, ligesom han er hævet over den gængse slavemorals lovbud. Han står »Jenseits von Gut und Böse», som titlen lyder på et skrift af N. fra 1886. I »Zur Genealogie der Moral» 1887 skildrer N., hvorledes kristendommen har fordærvet moralen. God betyder ikke mere dygtig og duelig, men svag og blid. Denne betydningsændring har slavemenneskene skabt, ligesom de har ladet ond eller slet være udtryk for de stærkes egenskaber, skønt ordene oprindelig betød uduelig. Men nu er det atter opgaven at give en »omvurdering af alle værdier», hvis ikke livet skal gå til grunde, og det bliver overmenneskets sag at gøre dette. Overmennesket er tilværelsens mening og mål, det skal udfolde livet i dets rigdom, stråle rigt som solen, ikke for at, men »så at selv den fattigste fisker ror med gylden åre». Om dette er udtryk for velfærdsmoral eller ikke, har voldt uenighed; men N. er i hvert fald en bitter modstander af den engelske nyttemoral. Overmennesket skal leve livet igennem i dets fylde; også lidelserne må det tage med. Kun når man også kan ville dem, elsker man virkelig livet, så man ved døden kan ønske det gentaget påny. Dette førte tilsidst N. til at hævde, at når alle tilværelsens muligheder var udtømte, måtte det hele gentages forfra. Med denne tro på »die ewige Wiederkunft aller Dinge» var N. kommet ud over sin overmennesketro til en resignation, som han patetisk konverterede og potenserede op til en kærlighed til den uafvendelige skæbne, amor fati, der blev til en ny og 1220