dybtoplevet religion, som han endte i på trods af sin kamp mod al religion, spc. kristendommen, der lokkede med »Hinterwelten» og hindrede folk i »at være jorden tro». Denne voldsomme kamp, der ikke har fundet lidenskabeligere udtryk hos nogen, var imidlertid også en kamp mod noget i N. selv, som aldrig helt blev overvundet, fordi det bundede for dybt i hans psyke. Han førte ikke blot en kamp mod kristendommen, men også med kristendommen, der aldrig helt blev overvundet. Gud var død, og N. vedblev at bekæmpe ham. N. havde valgt Dionysos og vraget den korsfæstede, og dog endte han med at identificere sig med den sidste. To guder havde kæmpet i ham, lystens mod lidelsens; men den førstes sejr var mere dekreteret, end den virkelig var vundet. Et andet spørgsmål er arten af den kristendom, som N. bekæmpede. Var det kristendommen som »den virkelig er», eller en degenereret og udvandet humanisme, som havde allieret sig for meget med den almene kulturform, der for N. var fjenden? N. har ligesom Kierkegaard betragtet den officielle kristendom som »en skikkelig garant for det bestående», og derfor kan begges angreb tjene til at fremtvinge en klarere forståelse af det radikalt dømmende og omskabende i kristendommen. N. var ingen systematisk filosof, og den kritiske analyse præger heller ikke hans fremstillinger. Han vurderer, bekæmper og profeterer, og man har været uenig om, hvorvidt han snarest skal kaldes digter eller filosof. Hans talrige skrifter består næsten alle af aforismer eller korte selvstændige paragraffer. De findes i en mængde udgaver, og litteraturen om N. er uoverskuelig. Nazismen satte ham højt, og hans biologiske magtmoral og filosofiske antiintellektualisme har betydet meget til styrkelse af den immoralisme og ringeagt for »fornuft og videnskab», der har præget så store dele af det tyvende årh. Når man har stemplet N. som nihilist, er det imidlertid med urette. Han kæmpede sig i virkeligheden ud på den anden side af nihilismen. Han slog ikke blot de gamle tavler i stykker, men han søgte også at skrive ny — for at bruge et billede 1221 NIHILISME fra »Zarathustra». Dette betyder, at han ligesom Kierkegaard og Grundtvig ikke blot er historie, men en mand, med hvem der stadig skal foretages et opgør. Litt.: G. Brandes, Fr. N. (i Samlede værker 7, Khvn 1889); E. Seillière, Apollo oder Dionysos? Kritische Studie über Fr. N. (Berlin 1906); G. Simmel, Schopenhauer und N. (Leipzig 1907); E. Förster-Nietzsche, Der junge N. (Leipzig 1912) ; dens., Der einsame N. (Leipzig 1914); R. Reininger, Fr. N.s Kampf um den Sinn des Lebens (Wien 1922); K. Heckel, N. Sein Leben und Lehre (Leipzig 1922); A. Ahlberg, Fr. N., hans liv och verk (Sthm 1923); L. Klages, Die psychologischen Errungenschaften N.s (2. ed. Leipzig 1930); J. Novrup, N.s opfattelse af det tragiske (Khvn 1932); A. Bäumler, N. als politischer Erzieher (1935); D. Gawronsky, Fr. N. und das Dritte Reich (Bern 1935); K. Jaspers, N. Einführung in das Verständnis seines Philosophierens (Berlin—Leipzig 1936); C. Roos, N. (Khvn 1937); W. Schubert, Dostojewski und N. (Luzern 1939; da. overs. Khvn 1947); F. Jakobsen, N.s kamp med den kristelige moral (Khvn 1940); B. Kristensson, N.s etiska åskådning i dess relation till kristendomens ethos (diss. Lund, Sthm 1940); M. Johnsson, N. och Tredje riket (Sthm 1943); F. Buri, Kreuz und Ring (Bern 1947; en studie over N. og Luther). — I H. Vaihinger, Die Philosophie des Als ob (Berlin 1911) findes en afh. om N., der tyder ham fiktionalistisk. S.H. NIHILISME kalles en livsholdning eller filosofi som på ett eller flere områder enten ikke kjenner gyldige meningssammenhenger eller aktivt fornekter og bekjemper dem. Ontologisk n. er den oppfatning som reduserer alt værende til intet. Mahayanabuddhismen (»intet er») og Sankara-skolen (»bare ren væren er») beskylder hverandre gjensidig for n. Sofisten Gorgias hevdet at det er ingen væren. Erkjennelsesteoretisk n. er den oppfatning at vi ikke kan erkjenne virkeligheten. Gorgias lærte at om noe var, kunne vi ikke erkjenne det, og kunne vi erkjenne det, var det ikke mulig å meddele det. Den konsekvente erk jennelsesteoretiske idealisme har av motstandere vært kalt n. Slektskap med n. viser skeptisismen* og fiksjonalismen*. Metafysisk eller transcendent n. er en radikal, pessimistisk skepsis som ikke 1222