NORDENS KYRKOGEOGRAFI gen, mellem de jordejende gårdmænd, hvis velstand stadig voksede, og de jordløse (husmænd, daglejere, håndværkere, fiskere), hvis kår forringedes på grund af de stigende priser på landbrugsvarer. Denne spaltning fik også sine kirkelige konsekvenser, da 80— 85% af den danske befolkning dengang boede på landet. Netop som gårdmandsklassen begyndte at sanse mere end »dagen og vejen» og var ved at blive lokalt og politisk medbestemmende, satte den grundtvigske forkyndelse ind, kristeligt og folkeligt, gennem præster og højskoler, og ret hurtigt foregik der en sammensmeltning af gårdmandsklassen og den grundtvigske anskuelse. Denne sammensmeltning var væsentlig fuldbyrdet omkring 1860. Men des mere måtte de lavere samfundsklasser føle sig isoleret fra gårdmændenes grundtvigianisme, som de ikke havde økonomiske eller psykologiske betingelser for at dele. En tid (1850erne) så det ud, som om de skulle sluges af en forgrenet sekterisme, men denne løb livet af sig selv, og der var omkring 1860 et stort behov for en ugrundtvigsk, men kirkelig vækkelsesbevægelse, båret af lægmænd, men ledet af præster og med en unuanceret pietistisk forkyndelse. Hertil svarer at en lille — af husmænd og håndværkere båret — lægmandsbevægelse for indre mission i 1861 ved et regulært kup blev omdannet til den nuværende Kirkelige Forening for Indre Mission, som i enestående grad kom til at fylde behovet og som gennem en række store vækkelser i slutningen af århundredet kom til at præge befolkningen på landet (væsentlig udenfor gårdmandsklassen), og som overførtes til byerne, da de lavere samfundsklasser omkring 1870 for alvor begyndte at søge til byerne (lokket af industrien). Byernes gamle borgerskab holdt sig udenfor vækkelserne og overklassen blev nu oftest positivistisk (brandesiansk). Det kirkegeografiske billede bliver derefter højst broget, ikke mindst fordi Indre Missions unuancerede forkyndelse drev en mængde mennesker over til den stadig mere og mere diffuse grundtvigianisme, der på sin side opløstes i en række gruppedan- 1231 nelser udfra højst forskellige motiver. I almindelighed kan det siges, at grundtvigianismen er meget svagt repræsenteret i b yerne, mens Indre Mission har et betydeligt tag i mange provinsbyer (især de jydske) og desuden i sin specielle form som Københavns Indre Mission gennem de frivillige institutioner har bestemt kirkelivet i hovedstaden. Samtidig gør naturligvis sekulariseringen sig i højere grad gældende i byerne, hvilket hænger sammen med, at arbejderne blev »vakt» gennem socialismen. Den stigende borgerliggørelse og det 20. årh.s standsnivellering på alle kulturelle, økonomiske og politiske felter har dog efterhånden borttaget enhver virkelig animositet mellem »kirken» og arbejderne, men det er en kendsgerning, at store kredse af bybefolkningen er dels kirkelig rodløs, dels »afkristnet», uden at dette dog har betydet et formelt brud med kirken eller ophør af kirkens medvirken ved visse lejligheder. På landet finder man vækkelsesbhevægelserne stærkt blandet i de samme egne, dog med tydelig overvægt for grundtvigianismen på øerne og for Indre Mission i Jylland. Et bredt bælte fra Limfjorden mod syd til Esbjerg og mod øst til Kolding er ligeligt præget af begge, det samme kan siges om Vendsyssel, der desuden er et prøvekort for al slags frikirkelig aktivitet, den — sammen med Bornholm — religiøst set uroligste egn i landet. Thy er overvejende præget af Indre Mission, det samme gælder Himmerland, mens Salling og Mors mere har grundtvigsk præg, Midtjylland er udpræget indre missionsk, det samme gælder hele fiskerbefolkningen, Horsens-Vejle-egnen er grundtvigsk, med missionske enklaver, Djursland og Mols har det omvendt, men iøvrigt er det frodige Østjylland mindst berørt af vækkelserne. Fyen med omliggende øer er overvejende grundtvigsk, og på Sjælland gør de store vækkelser sig nogenlunde ligeligt gældende, dog nok med fortrin for den grundtvigske retning. I Nordsjælland og Nordvestjylland møder man de rosenianske »Bornholmere», i Nordjylland desuden den svensk påvirkede Frimission. Bornholm er som sagt en broget palet af 1232